Når priserne på sodavand bliver sænket, fordi regeringen med sin nye vækstpakke vil fjerne afgiften på det søde boblevand, kommer landets børn og unge til at betale en høj pris. Deres sundhed vil nemlig blive forringet, fordi de vil komme til at indtage endnu større mængder af de usunde drikkevarer, som de i forvejen får alt for meget af, og som allerede er identificeret som en af årsagerne til, at de danske unge er for tunge.

Sådan lyder pointen fra økonomiprofessor på Roskilde Universitet Mette Wier, der formand for den forhenværende regerings Forebyggelseskommission.

»Sukker i flydende form er den allermest fedende måde at indtage sukker på. Vi ved fra forskningen, at hvis sodavand bliver billigere, drikker man mere, mens man drikker mindre, hvis det bliver dyrere. Så når man fjerner afgiften, kommer vi til at drikke mere,« konstaterer Mette Wier.

En af anbefalingerne fra Forebyggelseskommissionen lød i 2009, at man burde hæve afgiften på sodavand. At fjerne afgiften, som regeringen har planlagt gradvist at gøre over de næste to år, er ødelæggende for folkesundheden, mener hun. Særligt børnenes og de unges sundhed bliver truet. Børn og unge drikker nemlig allerede nu fire gange mere sukkervand end den højst halve liter om ugen, som Sundhedsstyrelsens anbefaler.

»Får dit barn to liter sukkersødet sodavand eller saft om ugen kan det føre til en uønsket vægtstigning på op til seks kilo om året«, lyder da også advarslen på en hjemmeside, der er en del af en kampagne mod børn og unges indtag af for mange søde drikkevarer, som Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen står bag.

»Vi har i forvejen et problem på det her område. Det er i de unge år, at vanerne og fedmeproblematikkerne grundlægges, så det er der, vi skal have fat i folk. Når først vanerne er grundlagt, er det rigtig svært at få folk til at ændre adfærd. Det viser al erfaring,« siger Mette Wier.

Rammer de svageste

Samme holdning har direktør for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, der også var medlem af Forebyggelseskommissionen. Ifølge ham vil fjernelsen af afgiften – og den deraf følgende stigende fedme – ramme de lavestuddannede og ressourcesvage i samfundet hårdest, da de har et højere forbrug af sodavand. Samtidig er de ressourcesvage mere følsomme over for prisændringer.

»Dem, der har penge, har råd til at købe sodavand næsten uanset, hvor stor afgiften måtte være. Desuden har de bestemt sig for, at deres børn ikke skal drikke så meget af det,« siger Morten Grønbæk.

Aftalen om at sænke afgifterne på sodavand indgås samtidig med, at Sundhedsstyrelsen har sendt en forebyggelsespakke mod overvægt i høring. Af den fremgår det, at 26 procent af de 14-16-årige er overvægtige. Det samme er 47 procent af de voksne danskere.

Mindre handel over grænserne

Ideen med at fjerne afgiften kommer fra oppositionspartierne Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Formålet er at dæmme op for grænsehandlen. Afgiften på øl sænkes i samme åndedrag, og i alt skønner regeringen, at afgiftslempelserne vil få 360 mio. af de kroner, som danskerne i dag lægger i uden for landets grænser, tilbage i statskassen. Men vækstpakken omtaler ikke, hvad de billige drikkevarer vil betyde for sundheden.

»En sodavand bliver hverken mere eller mindre sund, om den bliver købt på den ene eller anden side af grænsen,« svarede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, da han ved præsentationen af aftalen blev spurgt, om det var klogt at gøre det billigere for danske børn at drikke sodavand.

Dermed går den forhenværende statsminister imod sin egen forebyggelseskommissions anbefalinger.

Ifølge sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF) kan afgifter alene ikke styre forbrugerne til at lægge sundere varer i deres indkøbskurve.

»Derfor skal vi også sætte ind på flere områder for at få danskerne til at leve sundere. Det er også baggrunden for, at Sundhedsstyrelsen har udarbejdet forebyggelsespakker om blandt andet måltider og overvægt, som kommunerne, der er tæt på borgerne i hverdagen kan bruge til at styrke deres forebyggelsesarbejde,« skriver ministeren til Berlingske i en mail.

Mette Wier medgiver, at de sænkede afgifter vil få grænsehandlen til at dale. Lidt.

»Grænsehandlen udgør kun en mindre del af det samlede forbrug. Hvis du sænker eller fjerner afgiften, er det korrekt, at grænsehandlen vil dale en smule, men de fleste sodavand bliver solgt indenlands, og forbruget vil stige langt mere end grænsehandlen vil falde,« siger hun.