37-årige Sheila Douglas har personligt oplevet, hvordan en betjent ikke ville oplyse sit navn. En aften for et par år siden var hun i byen på Nørrebro i København med en veninde. Her var hun vidne til, at en politibetjent efter hendes vurdering brugte en urimeligt hårdhændet behandling af en ung mand.
»Der var to unge fyre, og den ene var lidt mørk i huden. Vi gik lidt bag ved dem, da de forlod det sted, vi havde været inde på. Pludselig sprang en betjent ud af en politibil og greb hårdt fat i armen på den ene fyr og tvang ham ind til siden. Det så ret voldsomt ud. Og det var kun den mørke fyr, det gik ud over,« fortæller Sheila Douglas.
»Det virkede, som om betjenten mest var hård ved ham, fordi han var mørk i huden. Ham, der var hvid i huden, havde de ingen problemer med, selv om de begge svarede igen på samme måde. Så det blev jeg provokeret af. Derfor spurgte jeg om betjentens navn, hvis der nu skulle komme en sag ud af det,« siger den 37-årige Sheila Douglas.
Sheila Douglas havde drukket tre-fire øl, husker hun. Ifølge reglerne har man ikke krav på at få navnet på politibetjente oplyst, hvis man er spirituspåvirket. I stedet skal man henvises til politimandens tjenestested, men det skete heller ikke, ligesom det heller ikke skete for de 13 andre borgere, som Berlingske har talt med.
»Da jeg spurgte om navnet, svarede betjenten bare, at det kunne jeg ikke få. Han ville heller ikke give mig sit skiltnummer. I stedet bad han mig bare om at skride,« fortæller hun om episoden. Hun klagede ligesom mange andre i lignende situationer ikke over betjentens adfærd, men det har påvirket hendes syn på politiet.
»Vi besluttede os for, at det ikke skulle ødelægge vores aften, men jeg må da sige, at det har pillet lidt ved den tiltro, man burde kunne have til betjente. Jeg ved også godt, at man ikke kan skære alle over en kam, fordi der altid vil være brodne kar i alle jobs, men jeg har desværre bare hørt for mange gange, at betjente ikke altid er lige så behjælpelige, som man kunne ønske.«