Efter en sagsbehandlingstid på lidt over ti måneder retter Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) nu en skarp kritik af de to betjente, der i april sidste år var involveret i et optrin med en kørestolsbruger på Nørrebro i København.

Myndigheden vurderer, at den ene betjent udviste »stærk kritisabel« adfærd under optrinnet, mens den anden betjent udviste »kritisabel« adfærd, som det hedder sig i afgørelsen.

Optrinnet fik stor mediebevågenhed i april sidste år, da videooptagelser viste en ophidset diskussion mellem de to betjente og en kørestolsbruger. Optrinnet kulminerede, da den ene betjent gik frem mod manden i kørestol, hvorefter denne væltede. Kørestolsbrugeren blev overfuset af betjenten, der herefter forlod stedet uden at hjælpe manden op igen.

Og den episode kommer politiet ikke specielt godt ud af, konstaterer DUP i sin afgørelse.

»Det er på den baggrund Politiklagemyndighedens opfattelse, at polititjenestemandens sprogbrug over for manden i kørestolen var ukorrekt, idet udtalelser som »Ved du hvad, du har ikke ret til en skid« og »Du skal holde din kæft« var grove og ikke i overensstemmelse med god forvaltningsskik,« lyder det fra myndigheden.

En af de helt store diskussioner i kølvandet på optrinnet var, hvorvidt betjenten var årsag til, at manden i kørestolen væltede, og her vurderer DUP, at betjenten var »medvirkende« til faldet.

»Polititjenestemanden gik frem mod og helt hen til manden i kørestolen på en måde, som fremstod aggressivt, og polititjenestemandens adfærd var derfor en medvirkende årsag til, at manden i kørestolen væltede. Polititjenestemanden fortsatte herefter med at råbe ad manden i kørestolen, selvom manden lå på jorden og ikke umiddelbart selv havde mulighed for at bevæge sig væk eller rejse sig op,« står der i afgørelsen.

Flere vidner stimlede sammen til optrinnet, der fandt sted en torsdag aften 11. april. Den ene af betjentene bad to af personerne om at forlade stedet, og ej heller den øvelse forløb særlig elegant, konstaterer DUP.

»Polititjenestemandens sprogbrug og magtanvendelse over for to personer, som stod på fortovet, var grov, upassende og unødvendig. Polititjenestemanden skubbede uden videre til begge personer, og sagde blandt andet »Du skrider lige nu, er du med. Kom af sted med dig« til en af personerne. Personerne stod stille, og de havde ikke en truende adfærd eller var til gene for politiforretningen,« vurderer myndigheden.

Endvidere mener DUP, at betjentene skulle have hjulpet manden i kørestol op igen. Afgørelse er truffet på baggrund af videomateriale, interview med vidner og de implicerede personer og betjente.

Berlingske Nyhedsbureau har spurgt Københavns Politi om, hvad afgørelsen får af betydning for betjentene, men politiet har ikke umiddelbart nogen kommentar.