En betjent fra Københavns Politi bliver formentlig sat under lup af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Betjenten væltede nemlig en handicappet mand ud af en kørestol på Blågårds Plads i København sent torsdag aften. Politiken.dk har offentliggjort optagelser fra et vidne af seancen, hvor manden i kørestolen og betjenten mundhugges, efter betjenten og hans kollega har anholdt mandens ven.

Manden råbte ifølge politiken.dk »fucking lortestrømere« og »tumper« efter betjentene og ville vide, hvor de kørte vennen hen. Det fik den ene betjent til råbende at gå over til manden og vælte han ud af kørestolen med ordene »du skal ikke tage fat i mig«.

Oven på mere mundhuggeri pointerede den handicappede mand, at han ikke kan bevæge halvdelen af kroppen. Betjentene hjalp ham dog ikke.

Selv fortæller manden til politiken.dk, at det var pinligt at ligge og »rode rundt på gaden i fuld offentlighed uden at kunne komme op« og kalder det en »enormt grænseoverskridende oplevelse«.

Tre vidner, som politiken.dk har talt med, fortæller alle en enslydende version af sagen, og der er nu indløbet en klage til Københavns Politi. Den skal behandles af Det Uafhængige Politiklagemyndighed, som også har hørt om sagen.

»Vi har formelt set ikke taget sagen op endnu, men jeg har hørt fra Københavns Politi, at der skulle være en klage på vej til os. Den ser vi selvfølgelig på, så snart vi har den,« siger Kristian Palmann Jensen, chefkonsulent i Politiklagemyndigheden.

Han ved dog ikke, hvem der har anmeldt betjenten.

»Jeg ved ikke, om det er fra forurettede, et vidne eller andre, men der er i hvert fald noget på vej,« siger han.

Til politiken.dk skriver Københavns Politi, at det er muligt at klage, hvis man føler sig dårligt behandlet, og at »alle klager bliver herefter grundigt behandlet for at finde ud af, om en betjent har handlet ud over sine beføjelser«.