»Det undrer mig meget, at 12 tegninger af Muhammed i Jyllands-Posten aftvinger langt mere vrede end en organisation, der voldtager otteårige piger systematisk og i islams navn.«

Sådan sagde forfatteren til bogen »Slave i Islamisk Stat«, Deniz Serinci, ifølge Berlingske 6/11.

Den form for proportionsforvrængning har til alle tider været udbredt.

I Thorkild Hansens »Slavernes Øer« kan man læse om den liberale og fremskridtvenlige norske teolog og jurist Engelbret Hesselberg, der i 1759 som byfoged i Christiansted på St. Croix idømte 12 ud af 84 slave-oprørere de mest uhyrlige afstraffelser, som skulle afskrække andre fra lignende oprør: De blev radbrækket og lagt levende på stejle, de blev brændt på bål, hængt op i benene og sat i jernbur i Solen, hvor de levede op til ti dage. De øvrige mistænkte var slaveejerne frie til selv at straffe. Så slap den danske stat for at skulle betale erstatning til dem. Dygtig embedsmand.

Uhyrlighederne var almindeligt kendt, og han endte da også med at blive udstødt og foragtet i København. Men ikke på grund af den hæslige tortur. Han blev ildeset, fordi han havde været lidt for smart i pengesager, og især, fordi han havde levet sammen med en 26 år yngre kvinde, med hvem han havde to børn – uden at være gift. Uha! Se, det var en synd, som det snerpede borgerskab kunne forstå. Pyt med slavernes pinsler.

Leth-sagen

Men den slags proportionsforvrængning er jo fortid. Eller er det?

De fleste kan nok huske autodafeen mod Jørgen Leth, der blev udhængt og brændt i mediernes bål på grund af en passus i en erindringsbog om sit forhold til »kokkens datter« på Haiti, som han »tog«, når han havde lyst. Det var hans »ret«. Han blev fyret på gråt papir, både som konsul og som TV-speaker på TV2. Sådan et gammelt svin!

Men heldigvis var der en, der tog ham i forsvar, nemlig kirkeministeren, Birthe Rønn Hornbech, der med evangelisk tale omsatte de bibelske ord »Hvem kaster den første sten« til et hvast forsvar for Jørgen Leth. Hun vidste, hvad sandt frisind er, ikke frivolitet, men respekt for, at kunstnere kan udtrykke sig anderledes og provokerende uden at blive straffet.

Var det ikke også det, balladen om Muhammed-tegningerne handlede om?

Oh, saligt at leve i et land, der kan have en sådan kirkeminister.

Jørgen Leths angribere var jo endnu mere sex-fixerede end han selv. Ligesom de hellige muslimske fanatikere, for hvem dyden er vigtigere end livet.

De aktuelle autodafeer mod mandlige krænkere er utvivlsomt berettiget i mange tilfælde. Men de rejser alligevel et spørgsmål: Er vi ved at være lige så sex- og krops-forskrækkede som mange muslimer og angelsaksere?

Hvad med retssikkerheden? Normalt dømmes man jo kun, når der har været en rettergang med en anklager og en forsvarer.

I Wales har en minister nu begået selvmord efter at være blevet fyret uden tid og mulighed for at forklare og forsvare sig mod anklager for sexisme. Vi bliver nødt til at stille os selv nogle ubehagelige spørgsmål:

Er vi endt i et elektronisk sladdersamfund, hvor de sociale medier kolporterer alskens påstande i en blanding af underholdning og gadedrenge-råberi? De anklagede kan være lige så forsvarsløse som de stakkels piger, der ser nøgenbilleder udstillet og viderekolporteret på nettet.

Har feminismen (som jeg i øvrigt har stor sympati for) fået et stænk af snerpethed og intolerance? Kan det ende i standretter, ufrihed og totalitarisme?

Som da centrum-venstre-flertallet i Europa-Parlamentet med bred nordisk støtte sagde nej til at godkende en italiensk kommissær, fordi han havde helt almindelige katolske synspunkter på ægteskab og kvinder. Jeg glemmer det aldrig. Jeg følte loftet sænke sig over Europa. Skal europæere virkelig igen emigrere til USA for at få religionsfrihed?

I Danmark foreslog trossamfundsudvalget, at katolske kirkesamfunds interne forhold i Danmark skulle påtvinges ligestilling m.v. Det blev heldigvis ændret i lovudkastet, så religionsfriheden blev sikret.

Religions- og ytringsfrihed består i friheden til at afvige fra flertallets holdninger, når blot man respekterer Grundlovens fundamentale rettigheder. Dem kan der til gengæld ikke gås på kompromis med. Og Grundloven beskytter netop religionsfriheden.

Kvindernes kamp for ligeret er vigtig, og den er ikke ført til ende. Men den lider skade, når den øjner diskrimination og krænkelse i stort og småt. F.eks. når den svenske kirke nu gør det muligt at undgå at omtale Gud som »han«. Eller når fodboldlandsholdet efter sejrshylet råber »store patter« i omklædningsrummet.

På den baggrund anbefaler Justitia-direktør Jacob Mchangama i JP 25/11, at vi udvikler »hårdere hud over for krænkende ytringer«, og at vi accepterer, at »mennesket ofte er i sine følelsers vold, og at der altid vil være afstand mellem ideal og virkelighed, når det kommer til vores opførsel.« Det er en pæn måde at sige det på.

Bertel Haarder er MF (V) og fhv. minister.