I sundhedsvæsnet har vi skabt en kultur, hvor det er lettere at behandle end at tage en ærlig snak med patienter om det udsigtsløse i at fortsætte. Det mener Etisk Råds formand, Jacob Birkler.
I kommentaren »Kan man dø for sent?« i dagens Berlingske kalder Jacob Birkler den udsigtsløse behandling for det mest dominerende etiske spørgsmål i sundhedsvæsenet i dag og advarer imod, at vi forlænger dødsprocessen unødvendigt:
»Vi er gode til at redde livet, men dårlige til at redde døden, når den kommer. Det handler om vores forhold til døden og vores kamp for at udskyde det uafvendelige. Men i kampen for at forlænge livet, kan det tabes undervejs. Derfor er det i visse tilfælde ikke livet, vi forlænger, men snarere dødsprocessen,« skriver Birkler.
LÆS JACOB BIRKLERS KRONIK:
Det handler ikke om aktiv dødshjælp, understreger Jacob Birkler. Snarere skal det gøres mere legitimt for sundhedspersonalet at tale med patienterne om behandlingsstop. Samtidig skal patienterne også i højere grad selv have styringen over, hvor lang tid en behandling skal fortsætte.
På Hospice Djursland møder leder Dorit Simonsen alvorligt syge KOL-, hjerte-, kræft- og nyrepatienter på den anden side af et ofte for langstrakt behandlingsforløb. De patienter ved, at der ikke er mere at gøre. Hun er enig med Etisk Råds formand i, at sundhedsvæsnet generelt har et problem med overbehandling af patienter, selv om udsigterne til bedring er håbløse:
»Når vi mennesker bliver syge, har vi et ønske om leve så længe som muligt. Håbet ligger også ofte i behandlingen. Men mange af vores patienter kommer til den erkendelse, at man burde have indstillet behandlingen tidligere: »Hvis jeg vidste, at det ikke nyttede, så ville jeg være stoppet«, siger de.«
Dorit Simonsens egen mor var hjertepatient og døde som 66-årig. I moderens tilfælde fortsatte man behandlingen til det sidste, selv om Dorit Simonsen, der er uddannet sygeplejerske, undrende spurgte sundhedspersonalet, om behandlingen i virkeligheden ikke var nyttesløs.
Berøringsangst
Dorit Simonsen peger på sundhedspersonalets berøringsangst som en barriere for, at man ikke stopper en behandling i tide.
»Erfarne læger skal træne de mindre erfarne læger i hvordan og hvornår, den alvorlige og svære besked skal gives. Jeg mener, at læger trænes alt for lidt i, hvordan man overbringer budskabet om, at der ikke er mere at gøre. At det er bedst, at stoppe nu.«
Samtidig skal man på et tidligere tidspunkt tale med alvorligt syge om, hvor langt de vil gå. Hvornår de personligt mener, at livet er meningsfyldt. Ofte står håbet om et længere liv i vejen for et leveværdigt liv, uddyber Dorit Simonsen.
»Vi skal spørge alvorligt syge patienter, hvornår de mener, behandlingen ikke længere giver mening. Når du bliver indlagt med infektioner gang på gang? Eller når du ikke orker at være noget socialt for din familie længere? På den måde kan man undgå at stoppe behandlingen til allersidst i et liv. Det betyder også, at patientens livskvalitet forbedres i den sidste tid. For behandling har også fysiske og psykiske omkostninger.«
Behandling pr. rutine
En af de behandlinger, som trækker store veksler på den syges almene tilstand, er kemoterapi. Hos Kræftens Bekæmpelse hilser man også diskussionen om sundhedsvæsnets behandlingsiver velkommen. For behandlinger er der både en mulig effekt af men også mulige bivirkninger af, lyder det fra administrerende direktør Leif Vestergaard Pedersen.
Mangler der muligheder for at fravælge behandlinger?
»Ja, det synes jeg. I virkeligheden er det værste, at for meget behandling bare gives på rutinen, uden at man får fortalt patienten, at der findes andre muligheder. Eller muligheder for at lade være.«
Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, nikker genkendende til, at der af og til mangler tid og rum til at afstemme forventningerne til, hvordan den sidste tid skal foregå. Han understreger, at det er utroligt vigtigt, at man i alle beslutninger om behandlingen inddrager patienten – og at alle patienter skal give deres samtykke til enhver behandling. Men i praksis opstår der nogle gange udfordringer, når snakken om den sidste tid skal tages.
»Det er klart, at der kommer nogle etiske udfordringer i, at behandlingsmulighederne udvikles med rekordfart. Spørgsmålet er, om man skal behandles, bare fordi man kan. Der tror jeg sagtens, at man kunne have god gavn af, at der var større systematik i, hvordan den sidste tid skal forløbe,« siger Andreas Rudkjøbing.
Han peger på, at en mulig løsning er på vej: Lægeforeningen samarbejder med en række parter om at få en behandlingsansvarlig læge, der har ansvaret for den enkelte patient. På den måde ved personalet på hospitalet, hvem der sidder med ansvaret.
»Jeg tror, en del af udfordringen er den måde, vi har organiseret vores sundhedsvæsen på. Nogle gange kan det være svært at pege på, hvem der egentlig har ansvaret og skal tage samtalen om den sidste tid. Der tror jeg, at det vil give god mening at få en behandlingsansvarlig læge,« siger han.
Journalist Johanne Haagerup har bidraget til denne artikel.