Det er en vigtig, men svær diskussion, som Pia Kjærsgaard åbner, når hun kritiserer, at politikere får lov til at stemme efter egen overbevisning i stedet for at følge partilinjen ved afstemninger om f.eks. burkaforbud eller omskæring af drenge.

Over for Berlingske kalder hun det ligefrem for en »parlamentarisk uskik«, når folketingsmedlemmer stilles frit.

Set udefra kan man godt mistænke Kjærsgaard for at lade sig lede lidt for meget af egne erfaringer. Hun har således aldrig glemt, hvordan hendes gamle parti, Fremskridtspartiet, brændte sammen i indre strid. Da hun stiftede Dansk Folkeparti, blev partidisciplin af samme grund en del af det nye partis DNA.

Som partifællen, Søren Espersen, har udtrykt det, blev det fra begyndelsen relativt svært at komme ind i DF – og meget nemt at komme ud.

Alligevel vil det være for billigt at pege på Kjærsgaards fortid, når hun nu forsøger at sætte gang i en debat om forholdet mellem den enkelte politiker og partiet. For hun har ret, når hun siger, det er en »vigtig del af pakken«, at man som politiker tilslutter sig partiets synspunkter. Hun peger med rette på, at kun få politikere får så mange personlige stemmer, at de brager ind i Folketinget med et stærkt personligt mandat. De fleste vælges, fordi de står på en partiliste, som folk stemmer på.

På Christiansborg har flere imidlertid lagt massiv afstand til Kjærsgaard, og sådan går det ofte. For selv om hun som formand bør være samlingspunkt for de folkevalgte, ser mange hende fortsat som en forhadt modstander og ikke som en ambassadør for folkestyret.

Trænger man ned i substansen, burde både Kjærsgaard og hendes modstandere erkende, at debatten er kompleks.

Kritikerne af Kjærsgaard har fat i et klassisk argument, når de henviser til, at det enkelte folketingsmedlem ifølge Grundloven er bundet af egen overbevisning. De kan også med vægt henvise til, at der kan ligge en oplagt fare i at skærpe partidisciplinen så voldsomt. I værste fald skaber man folketingsgrupper, hvor medlemmerne reduceres til umælende stemmekvæg, der ikke tør udfordre deres partiledelser og måske undlader at advare om stærkt betænkelige konsekvenser af ny lovgivning.

Flere opinionsmålinger peger i samme retning. Vælgerne reagerer med mistro, hvis partierne bliver til topstyrede kampagneorganisationer, hvor alt bestemmes af en lille kerne, som tvinger de folkevalgte til at gå i takt for at kunne demonstrere samling udadtil.

Omvendt har Kjærsgaard også gode pointer. For det kan være for nemt for en partiledelse at erklære, at der er tale om en så svær sag, at man må lade alle stemme frit – mens man i virkeligheden forsøger at undgå en konflikt eller er for doven til at komme helt ind til sagens kerne.

Da Socialdemokratiet i midten af nullerne skulle have nyt principprogram, var præcis dette aspekt baggrunden for, at centrale medlemmer ønskede at gøre op med fritstilling.

»Det nytter ikke, at vi fortsætter med at lade etiske spørgsmål være op til den enkelte. Som ansvarligt politisk parti har vi en forpligtigelse til at tage debatten om etiske spørgsmål og nå frem til etiske standpunkter. Ellers er det svært at tale om politisk lederskab,« lød det dengang fra Lotte Bundsgaard.

Hendes overvejelser blev i øvrigt venligt modtaget af den radikale Margrethe Vestager. Hun sagde: »Fritstilling er nærmest en nødløsning, hvor man falder tilbage på Grundloven, om at ethvert medlem kun er forpligtet af sin egen overbevisning. Men svagheden ved den praksis er, at man ikke får taget diskussionerne offentligt og ikke får kvalificeret beslutningerne.«

Samme argument har lydt fra akademisk hold. Professor Erik Albæk har blandt andre peget på, at mange af de såkaldt svære »etiske« sager, som har ført til fritstilling, reelt blot var svære sager. I lighed med Pia Kjærsgaard konkluderede han også, at hvis ikke partierne udarbejder en fælles holdning og stemmer sammen, vil det blive umuligt for vælgerne at holde partiet ansvarlig ved næste valg.