»Jeg forstår ikke, hvorfor dovenskaben er syndig. Man skader sig selv, hvis ikke man er nysgerrig og gider interessere sig for tingene. Eller hvis man er så lad, at ens krop går i forfald. Men med mindre man er så doven, at ens børn kommer til at sulte, går dovenskaben jo ikke ud over andre end en selv.

Selvfølgelig er det upraktisk, hvis man har et arbejde og så ikke møder op, for så mister man sit arbejde. Men det har ikke noget med moral at gøre. Jeg ville skamme mig over at være grisk eller at fråse. Men aldrig over at være doven – tværtimod. Når man ser, hvor meget overproduktion, der er i samfundet i dag, kan jeg ikke se, at det skulle være dårligt at tage det lidt mere med ro.

Da jeg var 21 år og lige havde fået Kunstfondens treårige legat, kom jeg til at udtale, at jeg ikke egnede mig til et normalt arbejde. Det har jeg heller aldrig gjort. Men det betyder ikke, at jeg har skovlet penge ind fra staten. Jeg tror nu nok den danske stat har tjent flere penge på mig end omvendt. Men jeg fik en hel masse ballade ud af den udtalelse. Ligesom da jeg forleden sagde, at »folk har hjernevasket sig selv til at tro, at det er godt at gå på arbejde«. Det kom der også en værre shit storm ud af det. Det undrer mig egentlig lidt.

At være doven betyder vel bare ikke at have lyst til at arbejde. Og hvem har i grunden det? De fleste har jo et job, som ikke er særlig meningsfuldt, og som de føler det som en pligt at udføre for at tjene penge og bidrage til samfundet.

Hvis man er glad for sit arbejde, er det fantastisk at stå op om morgenen. Det er noget af det bedste, man kan have i livet. Jeg har stor respekt for folk, der arbejder. Og jeg har aldrig forsøgt at provokere nogen. Problemet, mener jeg, er politikernes fordanskning af nazisternes »Arbeit macht frei”. At man i dag pisker folk i arbejde, der dårlig nok kan kravle op af deres rullestol og sætter dem til job, som ikke leverer nogen egentlig kvalitet til vores verden. Man bedøver befolkningen med arbejde, så den ikke kan se, hvor åndssvagt samfundet er bygget op. Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.

Artiklen fortsætter under billedet...

Arbejde er ikke i sig selv er en kvalitet. Det er kun, hvis man skaber noget værdifuldt, det har kvalitet. Har man valget mellem at arbejde på en våbenfabrik og ikke at arbejde, er det klart bedre at blive hjemme og slappe af. At være doven, kan du sige. Hvis man ligger i hængekøjen og laver ingenting, får man det dårligt på et tidspunkt – fysisk i hvert fald. Men hvis man ligger og læser bøger og bliver klogere, er det måske meget godt. I hvert fald bedre end at fare rundt til det ene og andet.

Det kan man bare ikke, for vi har bygget et samfund, der med vold og magt skal starte kl. 7:00 om morgenen, og hvor folk skal piske på arbejde. Hvorfor egentlig? Hverken det at stå tidligt op eller at gå på arbejde er vel i sig selv en dyd. Men sådan bliver det fremstillet. Vil man hellere stå op kl. 12 og arbejde lidt mindre, bliver man omvendt opfattet som et umoralsk svin. Det mener jeg er latterligt.

Dovenskab handler om at spare på kræfterne, hvilket giver god mening. De fleste dyr prøver ganske naturligt at bruge så lidt energi som muligt. Det er sådan, man overlever i den vilde natur. Men sådan er det ikke i vores samfund. I stedet løber folk rundt om den der sø hver eneste dag, selvom det ingen som helst nytte har. Og de løber på arbejde for at tjene penge, som de kan forbruge på ting, de ikke har brug for, og skabe endnu mere affald.

I den protestantiske verden fungerer arbejdet på samme måde som bønnen i Islam. Alene det at betvivle værdien er et tabu. Bønnen er en hellig pligt. Man skal bede fem gange i døgnet som troende, og det er jo forfærdelig plagsomt. En art påtvungen disciplin, der viser ærbødighed over for Gud. Et påbud, en fordring. På samme måde med arbejdet i det lutherske samfund: Det er en pligt, vi udfører, fordi vi føler, vi skal. Men uden at tænke over hvorfor. Det er blevet en automathandling.

I de katolske lande, jeg har boet i, er der slet ikke samme holdning til, at arbejde er det bedste i verden, og at man er moralsk anløben, hvis ikke man gider at arbejde. Der forstår man kvaliteten af ikke-arbejde. Der ser man ikke ned på eller udskammer folk, som vælger et mere dovent liv. Der sætter man pris på værdien af, at tingene går lidt langsommere.

Der findes en muslimsk sekt i Tyrkiet, der har et ordsprog som siger »en times tænkning er bedre end 70 års bøn.« Det kan jeg godt lide. Man kunne også sige, at »en times tænkning er bedre end 70 timers arbejde«. Vi skal væk fra automatreaktionerne og tænke mere over, hvad vi foretager os. Det er der, jeg mener, dovenskaben har en værdi. Hvis vi slappede lidt mere af, havde vi også mere tid til at tænke over, hvordan vi kunne indrette samfundet på en anden måde, så vi ikke – som tilfældet er nu – ødelægger naturen og os selv.«

LÆS DE ANDRE ARTIKLER I SERIEN HER: