»Dengang jeg var rig og gik ind i en forsamling eller til en fest, tænkte jeg nogle gange, at nu ser de andre sikkert alle sammen op til mig. Det er forfærdeligt at indrømme det, men jeg syntes faktisk, de burde se lidt op til mig. I dag, hvor jeg er blevet fattig, kan jeg godt se, at den følelse var vildt latterlig. Jeg mener: Gik jeg virkelig rundt og troede, at jeg var noget?

Jeg kan godt forstå, at grådighed er en dødssynd, måske den værste af dem alle. I grådighed ligger, at man rager til sig og gerrigt holder på det. Det kan jeg virkelig ikke klare. Jeg synes, det er forfærdeligt, når overrige mennesker sidder på deres horder af penge og ruger. I den forstand har jeg altid kun været halvt grådig. Jeg har aldrig været den, der tog den sidste krumme eller kørte en masse retssager mod stiftere eller ejere af de selskaber, jeg investerede i. Jeg var ret lemfældig, kan man nok sige, og brugte alt det, jeg fik ind, til at sætte noget i gang. Det kan jeg i det mindste glæde mig over her snart 10 år efter min konkurs: Jeg holdt sgu ikke på pengene!