Asger Aamund om LA: »Prisen for at gå i regering har været grusom«

Uden tvivl vil salen være klædt i liberale farver, bifald og begejstring, når Liberal Alliance lørdag samles til landsmøde i Aalborg Kongrescenter.

Udenfor vil virkeligheden imidlertid være mere grå og mindre liberal, end godt er. Det mener erhvervsmanden Asger Aamund,

Mens de liberale drager mod Aalborg, gør erhvervsmanden og debattøren Aamund status over partiet, der for godt fire måneder siden lod sig indlemme i Lars Løkke Rasmussens regering efter måneder med en fastlåst situation og et højspændt spil om topskatten.

Asger Aamund har selv haft tætte bånd til Liberal Alliance. I dag betegner han sig selv som »lejlighedsvis samtalepartner«.

Og diagnosen er ikke rar, lader han forstå. Selv om LA-leder Anders Samuelsen med regeringsdeltagelsen mente at have fået indflydelse på 1.000 milliarder kroner, har intet materialiseret sig i nødvendig liberal politik, mener Aamund.

Han mener slet og ret, at partiet havde stået sig bedre ved ikke at gå i regering.

»Jeg synes ikke, de skulle være gået i regering. Jeg ville hellere have haft, at de havde stået udenfor og holdt fast i deres mærkesager og kørt en meget klarere reformlinje. Prisen for at gå i regering har været grusom, når man kommer i en regering, der ikke har flertal for noget som helst og må føre en fordelingspolitisk linje baseret på et flertal fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Til landsmødet er jeg sikker på, man vil oppiske en eller anden begejstret stemning om, at det er gået rigtig godt. Sandheden er, at prisen har været grusom, for de har ikke fået noget igennem. Ingen af deres mærkesager har nydt fremme,« siger han.

I Aamunds øjne er VLAK-regeringen grundlæggende en fejlkonstruktion. Tiden er løbet fra den traditionelle opdeling af partier i røde og blå. I stedet omtaler Aamund den ene lejr som vækstpartierne og peger udover Liberal Alliance på Venstre, de Konservative samt de Radikale.

Alle andre partier rubricerer han som fordelingspartier, der optager langt størstedelen af pladserne i Folketinget. Derfor er VLAK-regeringen politisk bastet og bundet.

Fordelingspolitik og bedetæpper

Når man nu engang finder sig selv i regering, er det derfor bydende nødvendigt konstant at slibe den skarpe profil, mener Asger Aamund, og på det punkt efterlader partiet meget tilbage at ønske, for sandheden er, at den førte politik på lange stræk er oppositionens.

Ganske vist har Liberal Alliance modtaget kritik for dels at tale to forskellige sprog alt efter, om det er en LA-minister, der udtaler sig, eller et folketingsmedlem, dels har Joachim B. Olsen kritiseret den nye taxilovgivning, som partifællen, transportminister Ole Birk Olesen, stod bag, for ikke at levne plads til Uber.

Men på de store politikområder som skat, udlændinge og ikke mindst behovet for vækstinitiativer er man alt for tilbageholdende, mener Aamund. Her kan man med fordel lade sig inspirere mere af den parlamentariske tradition i Storbritannien, hvor man ofte ser en konservativ britisk regering blive kritiseret af sine egne parlamentsmedlemmer.

»De skal vise vælgerne, at de ikke har tænkt sig at rokke sig ikke en millimeter på kerneområderne med en stor skattereform og en slankning af den offentlige sektor og mere frihed til borgerne. De skal også rette en kritik af regeringen af, at man ikke er i stand til at få mere liberal politik igennem. Det kan man godt gøre konstruktivt,« siger han:

»Så må man omvendt også vise en smule forståelse for, at regeringen befinder sig i en umulig parlamentarisk situation og er tvunget til at føre en fordelingspolitik, hvor alle bedetæpper er rettet mod det flertal af vælgerne, der står uden for arbejdsmarkedet. Sådan er realiteterne, men partiet er nødt til at have en ideologisk linje inden for deres mærkesager.«

Enmandshæren og kampånden

I den sammenhæng omtaler Asger Aamund i det hele taget Joachim B. Olsen som »en enmandshær«, der skal flankeres af flere krigere.

Sker det ikke, vil selve partiets liv være i fare, lyder det fra Aamund.

»Det mest bekymrende er, at man ligesom opgiver kampånden i partiet, og at man i misforstået loyalitet begynder at støtte regeringens politik i alt, hvad den gør, for at hjælpe sine ministre, for det vil være en dødsdom over partiet. De er nødt til at holde fast i deres mærkesager, men acceptere, at en mindretalsregering, der er i så alvorlig en parlamentarisk klemme som den nuværende, kommer til at føre oppositionens politik.«

Men har Anders Samuelsen ikke bare truffet det eneste rigtige valg i en svær situation, hvor Asger Aamund og det øvrige borgerlig-liberale Danmark alternativt stod med udsigt til en årrække uden indflydelse, kunne man spørge, hvorefter tingene har vist sig sværere end antaget?

Nej, lyder det fra Asger Aamund:

»Der er jo ikke nogen forudsætninger, der har ændret sig. De må med åbne øjne have set, at der lå nogle forfærdelige forudsætninger og ventede på dem i regering, og man må sige, at de kan ikke være blevet skuffede. Anders Fogh afstemte i sin tid sine mærkesager med DF, inden han gik ud og fortalte, hvad han ville. Nu forsøger man sig lidt mere som sørøvere at komme med nogle liberale pift, og så bliver de ellers banket på plads, hvilket jo i sig selv er ydmygende.«

Men er der i dine øjne slet ikke noget at glæde sig over i den nuværende situation?

»Det må så være, at man kan sige, at inden for det meget, meget smalle kommissorium, man har at arbejde med, er der nogle, der gør det meget godt. Jeg synes for eksempel, at Merete Riisager – og hun har virkeligt ikke meget tøjreslag – gør det godt. Kan man ikke få det, som man vil have det, må man sige, hvor godt kan det blive under de nuværende omstændigheder. Og så må man glæde sig over, at der er nogle, der får noget ministererfaring. Men der er ikke meget at glæde sig over, når man kommer ind i en regering, der ikke har noget parlamentarisk flertal, men skal hutle sig frem dag for dag og have godkendelse fra folk, der kun interesserer sig for fordelingspolitik og ikke for reformpolitik.«

Lidelse og fængselscelle

På den baggrund er der ikke sammenhæng mellem resultaterne og retorikken, mener Asger Aamund.

»Varer det her ved, kan Anders Samuelsen se tilbage på en karriere i dansk politik på 20 år, og dét, han har fået ud af det, er en mindre reduktion i afgiften på biler. Det er der ikke meget grin ved,« siger han.

Alligevel mener han, at det ville være for kaotisk at forlade regeringen igen. Så hvor smerteligt det end måtte blive, er der ikke andet for end at holde ud.

»Der er kun en ting at gøre, og det er at lide med de kompromisser, det kræver, i den fængselscelle, som regeringen jo faktisk udgør, og så må man ruste partiet til en stærk indsats i næste valgkamp. Hvis Liberal Alliance holder fast i at være et parti for det arbejdende Danmark og ikke nødvendigvis er et parti for folk på overførselsindkomster, så vil man kunne vokse i stemmetal og få en meget større andel af den arbejdende del af befolkningen med sig,« siger Asger Aamund.

Direkte adspurgt om, hvilket parti han ville stemme på, hvis der var valg i morgen, tøver Asger Aamund ikke:

»Helt sikkert på Liberal Alliance. Det vil jeg gøre, så længe deres partiprogram er nogenlunde intakt. Men det er klart, at hvis den situation skulle opstå, at de forlader deres politiske mærkesager og holder dyb radiotavshed, så længe regeringen er der, fordi de tror, det er det rigtige at gøre, så vil jeg stemme på nogle andre.«

Lørdag er der fest i Aalborg.