Fagbevægelsen føler sig svigtet

Foran 3Fs telt står Lau Jacobsen og hans ven Peter og evaluerer dagen. De har begge mistet deres job som murerarbejdsmænd inden for det sidste halve år.

På tre år er flere end 65.000 arbejdspladser i industrien gået tabt, og trods regeringens målsætning om at nedbringe ledigheden, er der ingen udsigt til, at de to får job.

»Lokalafdelingen gør, hvad den kan. Men de er jo lagt i lænker af politikerne,« sukker Lau Jacobsen.

»Fagbevægelsen er det eneste, vi har; alle andre vil have os ned med nakken.«

De to murersvende tror stadig på, at 3F kan få indflydelse. Men det kræver selvfølgelig, at de unge gider melde sig ind.

I de seneste 15-20 år har den traditionelle fagbevægelse og ikke mindst LO-forbundene mistet medlemmer i en sådan grad, at den i dag kun organiserer omkring 60 pct. af lønmodtagerne. 3F alene har siden 2005 mistet 130.000 medlemmer – mere end 25 pct. på bare otte år.

Men har fagbevægelsen overhovedet nogen muskler i dag, når hele den politiske dagsorden handler om nedskæringerr, der rammer medlemmerne?

»Måske ikke, men hvis ikke vi organiserer os,« siger Peter »er vi helt færdige. Der er jo ingen af de røde partier, der går op i sådan nogle som os.«

Lærerne vender regeringen ryggen

Arbejdstidskonflikten er slut og tabt; men de fremmødte fra Danmarks Lærerforening har alligevel taget deres kamp-t-shirts på.

Ved sidste valg stemte 32 pct. af alle lærere på Socialdemokraterne. I dag, viste en måling for nylig, ville under én pct. af lærerne stemme på liste A.

Modsat alle andre forbund har Anders Bondo Christensen og kollegerne i Danmarks Lærerforening med en organisationsgrad på 97 pct. aldrig lidt af medlemsflugt. Sjældent har der været så stort et nederlag at fordøje, som efter konflikten med KL. Alligevel har der aldrig været så mange lærere til arbejderbevægelsens kampdag.

Men lærernes sammenhold er samtidig det smerteligste vidnesbyrd om, at en stærk fagbevægelse langt fra er lig med en stærk venstrefløj: Indgrebet i konflikten viser, at S og SF ikke længere er på arbejdernes side, siger de øldrikkende; de gamle arbejderpartier har definitivt mistet retten til at kalde sig lærernes ven.

Til gengæld er Enhedslisten vundet frem hos folkeskolens ansatte.

Lidt inde i menneskemængden står Simone fra Vanløse og lytter til Anders Bondos kamptale i lærerteltet. Lærerforeningen skal nok klare sig, siger hun, den kan regeringen ikke holde nede, en konflikt gør kun stærkere i det lange løb.

»Men jeg må indrømme: Jeg forstår ikke, hvorfor Socialdemokraterne møder op til arbejdernes kampdag. Tænk at de overhovdet tillader sig at stille sig op.«

Bittersød glæde i Enhedslistens telt

I Enhedslisten har alle læst tallene: Står den seneste meningsmåling til troende, kan liste Ø ved næste valg blive på størrelse med Helle Thorning-Schmidts Socialdemokrati.

Det lyder jo glædeligt med opbakning, siger partitropperne på pladsens største partitelt. Men opbakningen modtages alligevel med bittersøde miner.

»Det er meget fint, at de frustrerede Socialdemokrater og SFere kommer til os,« siger en ældre mand. »Men hvad vil de egentlig her? Hele problemet er, at der ikke er nok, der er blevet inde i regeringspartierne og kæmpet for en venstreorienteret politik, der hvor magten er.«

I dag viser målingerne ganske vist, at 14 pct. af vælgerne vil sætte kryds ved Enhedslisten, men så længe partiets mandater ikke er afgørende i Folketinget, er tilslutningen ikke meget realpolitisk værd.

På SFs bænk 10 meter derfra sidder Pia Mejsler fra SF-Valby.

»Jeg kan godt forstå, at Enhedslisten er stor,« siger hun. »Jeg har da også selv været fristet til at flytte mig derover. Nu er jeg her i dag, men det er ikke rart at være her, når vi i den grad er tabt på gulvet og ikke får gennemført vores politik.«

Sidste mand på skibet

»Sssh… Vi har hørt jer nu,« forsøger den lokale LO-formand at trænge igennem

Foran scenen buher en gruppe demonstranter så kraftigt, at overborgmester Frank Jensens socialdemokratiske slagord tåger ud.

De forsamlede er sure. Over kontanthjælpsreformen, SU-reformen, bristede håb, forliste drømme. Over alle løfterne fra før valget om efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, millionærskat, bankskat og en større offentlig vækst, der er blevet erstattet af en stram økonomisk politik.

Partirødderne er i granatchok efter så mange ugentlige rekordmålinger i nedadgående retning. Var der valg i morgen, ville det gamle arbejderparti stå til mindre end 16 pct. af stemmerne – det laveste i 115 år.

Spørgsmålet melder sig, hvem der overhovedet vil høre på Socialdemokraterne en dag som i dag?

Men frem for at adressere de vrede vibrationer i forsamlingen fortsætter Frank Jensen talen, som intet er hændt. Som orkesterlederen på »Titanic«, der insisterede på at spille til den bitre ende, selv efter skibet var stødt på et isbjerg.

I Socialdemokraternes telt står en gruppe mænd med anstrengte smil. De orker ikke spørgsmål, journalister, meningsmålinger, brok. Som har partiet kollektivt besluttet at lukke ørerne for nederlaget og holde fanen højt.

»Hvad der er at fejre?« gentager den ene. »Kan vi ikke lade være med at snakke om det. I dag skal vi hygge os og have det sjovt.«