Apple er tilsyneladende blevet så nervøs for, at den store produktion af elbiler vil komme til at betyde mangel på en af de vigtigste ingredienser i de vitale mobilbatterier, at den amerikanske gigant nu for første gang forhandler direkte med leverandørerne for at sikre sig sin helt egen andel af det vigtige metal til sine iPhone-telefoner og iPad-tablets.

Også den tyske bilproducent BMW er på banen i håbet om at få en tiårig kontrakt på plads og dermed sikre sin elbilproduktion.

På udkik efter lange aftaler

Det er det forholdsvis ukendte metal kobolt, der er rift om. Alene de seneste seks måneder er prisen på kobolt steget med 35 procent på grund af frygten for, at der ikke er nok af det.

Det bruges i såvel litium-ion-batterier, som sidder i bl.a. mobiltelefoner, som i metallegeringer på flymotorer og nu også i eldrevne køretøjer.

Flere kilder i koboltindustrien bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at Apple fører samtaler med de større producenter.

»Vi er ikke sikre på, om Apple ønsker at købe kobolt til de batteriproducenter, som forsyner dem, eller om de planlægger at stille sig bag koboltleverandørkæden som garanter. De har bedt producenterne om tilbud. Vi er ikke sikre på, hvor stor en volumen de ønsker, men hvis de er på jagt efter noget, der rækker mere end et par år ud i fremtiden, kan de blive skuffet,« siger en af kilderne.

Rift om ressourcerne

Nyhedsbureauet Bloomberg rapporterer - også med anonyme kilder -, at Apple er på udkik efter at sikre sig mange tusinde tons kobolt over fem år eller mere. Canadas tredjestørste bank, Scotiabank, anslår, at Apple har brug for omkring 3.000 tons kobolt om året til batterier til iPhone-telefoner, iPads og computere. Hvert batteri kræver omkring ti gram af det sjældnere metal.

En bilproducent som Volkswagen skal derimod bruge omkring 20.000 tons kobolt om året, hvis dets mål om at producere to-tre millioner elektriske biler frem til 2025 skal nåes.

Det britisk-schweiziske selskab Glencore, som er en af de store på området, forventer i år at udvinde omkring 39.000 tons kobolt. Topchef Ivan Glasenberg understreger dog over for Reuters, at »vi har ikke underskrevet nogen aftale«, og at han i øvrigt ikke er interesseret i så lang en aftale, fordi det vil låse priserne på kobolt.

Problemer med børnearbejde

Efterspørgselen på kobolt anslåes i år at blive på over 110.000 tons. Heraf vil over 65 procent komme fra miner i DR Congo, som har et plettet ry for børnearbejde. Kobolt udvindes her som et biprodukt af kobberproduktionen, og ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International sker omkring en femtedel af udvindingen ved håndkraft. Det omfatter ofte børn, som dermed arbejder under farlige forhold.

Kobolt findes i mindre mængder i flere andre lande, heriblandt Finland og Canada.