Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager var den første partiformand på talerstolen med en hovedtale ved dette års Folkemøde.

Det klarede hun godt.

Det, mange har bebrejdet statsministeren at hun er ude af stand til, leverede Vestager: En sammenhængende, logisk fortælling om, hvorfor regeringen er gået sådan til vaflerne, som tilfældet er med reformer, der i hvert fald i dele af regeringens bagland og blandt dens vælgere har været upopulære.

»Den økonomiske politik vi fører er værdipolitik,« sagde hun.

RETORIK: Faktisk en flot tale. One-liners på stribe. »Det er ikke de politiske aftaler der forandrer verden, det er mennesker der forandrer verden«. Og med gode case-historier og menneskelige eksempler - og en fuckfinger i gips, hun havde fået af nogle byggearbejdere og nu har stillet på sit kontor som påmindelse om værdien af en ligefrem politisk debat.

NYHEDSVÆRDI: Absolut ingen. Det var ikke økonomi- og indenrigsministeren, der satte nye dagsordener på Folkemødet. Snarere var der tale om en effektiv opsamling af det allerede passerede.

MODTAGELSE: Folk lyttede andægtigt (med den sædvanlige småsnakken), men det ville være synd at sige, at Vestager ligefrem væltede Bornholm. Og da det begyndte at småregne, fortrak en del. Men godkendt.

SAMLET BEDØMMELSE: 4 ud af 6 stjerner

BORNHOLM | Få det hele med - på b.dk/folkemødet

TV | »Det var jo ikke sådan, at hun tog Bornholm med storm« - se chefredaktørens dom og hør, hvilke taler han ser frem til de kommende dage: