Der sniger sig en rød tråd af blodig alvor gennem Anders Matthesens børne-univers. Tag for eksempel den thailandske dreng Quang. I »Quangs sang« fra animationsfilmen »Terkel i knibe« sniffer den syv-årige skopudser lim til dessert og har en kæreste på 45 år ved navn Heinrich Schulse. I Anders Matthesens aktuelle børnebogsdebut, »Ternet Ninja« er der atter en Quang i periferien. Her arbejder den stakkels dreng på en fabrik, hvor han syr Ninja-dukker. Da han ved en fejl gør en sort dukke ternet, bliver den lille fabriksarbejder tæsket til døde med en bambuskæp.
Senere ender dukken i det noget mere børne-privilegerede Danmark. For at yde retfærdighed til uheldige Aske.
Det er overdrevet, det er skægt, og det er dybt alvorligt. Sådan er det med Anden. Og man tror det måske ikke, som han sidder der på et filmselskab i Hvidovre iført sort hættetrøje og bred københavner-accent. Men trods 23 års erfaring fra den danske stand up-scene er manden, der kalder sig selv Anden, ikke bare for sjov.
Først og fremmest er han blevet far, og det har fået ham til at tænke over, hvor meget vi egentlig skærmer vores børn. Vi er næsten bange for at vise dem virkeligheden. Og det er helt forkert, mener Matthesen, der selv insisterede på, at hans unger skulle se andet og mere end Disney-land, da de var i USA på sommerferie.
»Når man går rundt på gaderne i New York, så ser man jo folk, der bor i papkasser. Ikke bare misbrugere, men også helt almindelige mennesker, der bare har fået en dårlig hånd, og som ender med at bo på gaden.
Og det havde mine børn ikke lyst til at se på. De ville videre eller gå en anden vej. Og der er jeg altså sådan: »Nixen. Det er sådan her, det er,« siger Anders Matthesen. Han understreger, at det ikke handler om at stå og glo på fattige mennesker, som om de var dyr i zoologisk have. Men man skal turde se virkeligheden i øjnene. Også selv om man er barn.
»Selvfølgelig besøgte vi også Manhattan og shoppede, og vi var i Florida og svømmede med en søko - men vi så også to huller i jorden, der var der, fordi nogle mennesker engang smadrede ind i nogle bygninger med fly. Og så var der de folk, der sov i papkasser. Og det blev jo en vildt god tur, fordi børnene begyndte at stille spørgsmål. Så kunne man tale om verden, fortælle dem, at de har en anden slags fælleskasse i USA, og børnene kunne sige, at de var glade for, at vi betalte skat i Danmark - og det var da fint. Man skal da lade ungerne se det selv, så de kan danne sig en holdning«, mener Anders Matthesen.
At være barn er nemlig ikke for børn. Det skal tages seriøst.
Anders Matthesen har aldrig været bange for at sige tingene, som de er. I flere shows har han revset vores trang til at ville være perfekte eller vores tendens til at pakke tingene ind. Han tror på, at man skal turde forholde sig til livet og ikke bare flyde gennem dagene med hænderne foldet bag nakken. Det tema har kendetegnet hele hans karriere. Også når det handler om de ikke-voksne. Omkring årtusindskiftet stod Anders Matthesen bag børneradio-satiren »Hvad snakker du om?«, der solgte mere end 70.000 eksemplarer og fik børn i flere aldre til at grine med på historierne om Terkel og Jason. I 2004 blev universet forvandlet til animationsfilmen »Terkel i knibe«, som Anders Matthesen selv indtalte alle replikker til.
På den måde vender Matthesen tilbage til rødderne med børnebogen »Ternet Ninja«. En drilsk sag om 13-årige Aske og hans velfærdssamfundsopvækst med healermor, stener-stedfar og irriterende stedbror. Og så er der lige den der sidehistorie om den ternede Ninja-dukke, der bliver syet i Thailand af en meget ung fabriksarbejder. Allerede i bogens andet kapitel bliver drengen tæsket til døde med en pind.
For sådan er verden – og det skal man ikke lukke øjnene for.
»Der er mange unger, der ikke aner, hvor deres legetøj kommer fra. Jeg synes da, at det er fint, hvis man kan få en diskussion op og støde om det derhjemme, når man får læst højt,« siger Matthesen, der husker, at han selv blev konfronteret med virkeligheden som knægt.
»Så sad man og så de der programmer »Mellem himmel og jord«, og det er da derfra, jeg har det. Jeg kan huske, at man så, hvordan de sad og afisolerede ledningerne med tænderne, og så kom der én og slog dem med en pind, hvis de ikke gjorde det godt nok. Det var i børne-tv! Det var da forfærdeligt, men det er ikke noget, jeg har opfundet,« siger Anders Matthesen.
Sådan er der ikke meget børne-tv, der er i dag. Nu er det fællessang og samarbejde – og »hvad synes du selv er fedt?«
Anders Matthesen kan næsten ikke holde det ud.
»Det virker, som om at vi er blevet bange for at pege på en retning. Alle siger »Vi prøver ikke at komme med svar – vi prøver at stille spørgsmål«. Det har jeg være træt af i 10 år,« siger Anders Matthesen.
»Det er jo op til den enkelte forælder, hvad man vil installere i ungerne. Men jeg hader film, der står fuldstændig åbne i slutningen. Hvis jeg har købt en billet, vil jeg gerne have en færdig løsning. Jeg vil godt have et bækkenslag, når det hele er færdigt. Jeg vil have fyrværkeri og konfetti og hele lortet pænt pakket ind. Jeg vil også gerne have et bud på, hvad jeg skal mene. Så skal jeg nok selv finde ud af, om jeg er enig eller ej. I stedet for, at man hele tiden siger, at tingene er åbne for debat, og skuret kunne lige så godt være malet rødt som blåt.«
Det er påfaldende, hvor meget Anders Matthesen minder om én af de karakterer, han selv har udviklet.
Først og fremmest er der stemmen, der bærer rigelige dele af opvækstens Albertslund i sin klang. Og så er der bemærkningerne, som nok er skarpe, men måske også en kende upassende.
Det er næsten som at sidde over for en, yngre bevares, version af Stewart Stardust. Manden med den flossede moral og et sæt buskede øjenbryn, der blandt andet var med i DR2s julekalender »Jul på Vesterbro« og i stand up- showet »Anden på coke«, gør comeback i »Ternet Ninja«. Dog i en birolle, der formentlig er for lille til mandens ego.
»Stewart er jo en meget stor del af mig«, siger Anders Matthesen om karakteren, der på sin egen måde er en nærværende onkel for 13-årige Aske, selv om han hverken kan huske drengens fødselsdag eller i øvrigt gør sig umage med at lege med ham. Sådan ser Anders Mattesen også sin egen rolle i forhold til børn.
»Jeg kan godt lide unger, men jeg gider ikke nødvendigvis være sammen med dem på deres præmisser. Jeg gider ikke spille fodboldkamp, fordi det er det, ungerne vil. De kan komme ind til Onkel Morfar og så kan de få en historie og se nogle klip fra nettet, og jeg kan fortælle dem et eller andet, som de måske er for små til høre. Der synes jeg, at den moderne opdragelse og de moderne værdinormer er alt for meget i øjenhøjde for børnene.«
I Matthesens optik betyder den flade struktur, at man fjerner de forbilleder, som børn har brug for.
»Der er ikke noget at stræbe op efter. Intet at leve op til.«
Og det er vigtigt at stræbe, mener Matthesen. Hvis der er noget, han reagerer negativt på, er det, hvis hans børn er for dovne til at gøre en indsats. I »Ternet Ninja« fortælles dén morale blandt andet gennem den ternede dukke, der nok fungerer som en slags usynlig ven, der kan fortælle Aske, hvad han er god til, men som i lige så høj grad er med til at fortælle Aske, hvad han IKKE er god til.
»Det er en håbløs tid, hvor man forsøger at bilde børn ind, at de kan alting. Det passer jo ikke. Af samme grund er ninjaen mindst lige så meget en figur, der skal holde Aske på plads. Som siger: »Du har ikke kæmpet hårdt nok endnu. Ret ryggen. Tag dig sammen. Tag i skole.« Jeg synes som udgangspunkt, at vi alle sammen skal have lov til at være her, men det er ikke det samme, som at jeg synes, at man bare skal daske gennem livet. Den der manglende lyst til at tage en bid af livet. Op og hop, hvis du vil være her. Ellers er der mange andre, der gerne vil have din mad og dit tøj.«
Dybest set er det dannelse, vi taler om. Et ord, der har fået en lidt underlig klang. Anders Matthesen har undret sig så meget over, hvor den gode opdragelse er blevet af, at han selv har overvejet at skrive en ny »Takt og tone«. Den originale Emma Gad står på hans kontor - doneret af et par fans efter et show.
Skulle Matthesen skrive en ny version, ville den være fuld af leveregler, der gør det nemmere at være sammen. Èt råd kunne feks være at holde op med at sige »prosit«. Det er først og fremmest virkelig irriterende for den, der nyser.
»Det er jo nemt nok at grine ad »Takt og tone«. God tone har jo været forskellige ting på forskellige tidspunkter. Men i dag er der nærmest ingen retningslinjer. Alt er bare lige gyldigt. Men som forælder synes jeg faktisk, at det er okay at sige: »Det der er god stil. Og hvis du spørger, hvorfor, er det, fordi jeg siger det«. Så svarer børnene altid: »Jamen, alle de andre gør sådan«. Og så svarer jeg: »De andre er lavet af lort. Du er bedre end det«.
For Anders Matthesen handler det også om at leve sit liv med omhu. Selv forsøger han at sætte en høj standard. At være den, der samler skrald op, og som soner de ting, han måske gjorde forkert før i tiden.
»De gange, hvor jeg ikke var en god kammerat som knægt, eller da jeg mobbede nogen - det har jeg ikke nemt ved at tilgive mig selv. Der er måske mange, der siger »jo, jo, vi var knægte«, og »så sprang vi lige naboens havelåge i luften«, men jeg har det rigtig dårligt med alle de ting, jeg ikke synes lever op til den standard, jeg holder i dag. Derfor er det måske også vigtigt for mig at være moralsk. Både i mit eget liv og professionelt«.
Anders Matthesen tror på opdragelse. At opdragelsen måske gør den afgørende forskel mellem at daske rundt og rent faktisk gøre en forskel.
Af samme grund er det måske også godt at fortælle børnene sandheden. Også selv om det er uhyggeligt at tænke på, at der er folk, der bor i en papkasse. Eller børn, der arbejder på en fabrik i Thailand, hvor man kan blive tæsket til døde med en bambusstang.
»Måske kan danske børn lære at vokse op og ikke bare lalle gennem livet. Det kunne være, at de tænkte, at deres valg rent faktisk havde konsekvenser. Og det er da skræmmende at tænke på. Men det er livet sgu da også…«
Anders Matthesen taler om »Ternet Ninja« på BogForum, lørdag kl. 11.30.