Du har ikke en chance. Grib den!«

Sådan lyder et gammelt slogan, og det indkredser ganske godt udfordringerne for Lars Løkke Rasmussen og hans udvalgte ministre. For sjældent er en ny regering blevet mødt med så lave forventninger og har fået så mange dommedagsprofetier i dåbsgave.

Både på Christiansborg og i medierne peger politikere og iagttagere på, at Lars Løkke Rasmussen og hans lille udvalgte skare af partifæller kommer på en usædvanlig hård og utaknemmelig opgave, ligesom flere allerede forudser, at regeringens levetid kan blive uhyre kort. Enkelte foruddiskonterer allerede nyvalg indenfor et par år.

Bladrer man tilbage i historiebøgerne, har smalle regeringer da heller ikke haft lange og lykkelige liv. Ser man på afstandene indenfor blå lejr, er det bestemt heller ikke vanskeligt at få øje på de vidt forskellige udgangspunkter for eksempelvis Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det så således ikke ret pænt ud, at DF, LA og de Konservative allerede lørdag indledte skænderier om tolkningen af det nye regeringsdokument, før blækket var tørt. Uden en vis intern disciplin i blå lejr vil Løkke ganske enkelt være prisgivet, og de borgerlige partiledere vil selv få en tvivlsom plads i historiebøgerne.

Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen personligt står overfor en gigantisk opgave med at få genopbygget danskernes tillid til ham selv og til Venstre, der led et ydmygende nederlag på valgnatten, hvor partiet blev overhalet af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i kappestriden om at være Danmarks største politiske parti.

Løkke skal fra første dag slide hårdt for at få hul igennem til de uhyggeligt mange vælgere, der ser på ham med skepsis og mistillid. Han vil intet få forærende. Derimod skal han selv formå at opbygge sin troværdighed og statsministerrolle næsten fra bunden.

Alligevel kan det vise sig, at de stærkt negative prognoser bliver gjort til skamme. For Lars Løkke Rasmussens chance ligger ironisk nok i det faktum, at han er så undervurderet, at mange lige nu overser hans muligheder.

LØKKE KAN OVERRASKE POSITIVT

Lars Løkke Rasmussens nye regering bliver den smallest tænkelige, hvilket han selv gjorde opmærksom på fredag aften, da han annoncerede, at han lørdag ville gå til Dronningen med ønsket om at danne regering alene. »Jeg er meget bevidst om, at en ren Venstre-regering ikke bare er en mindretalsregering, men en meget lille mindretalsregering,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen. Hvilket må siges at være en rammende karakteristik.

Men rent parlamentarisk vil han – hvis han er dygtig og fleksibel – kunne krydse sig frem gennem Folketinget ved hjælp af skiftende flertal. Han vil således kunne basere sig på sine kampfæller i blå lejr, men nok så interessant vil han også stå med solide muligheder for at inddrage Socialdemokraterne under Mette Frederiksens ledelse og de Radikale med Morten Østergaard i spidsen.

I S-toppen lyder den grundlæggende analyse allerede, at partiet skal fastholde hovedlinjen fra de senere års økonomiske politik og fremover være parat til at skabe resultater i samspil med Løkkes nye regering – i stedet for at føre de korslagte armes politik.

De Radikale kunne heller ikke drømme om at føre gold konfrontationspolitik overfor Løkke, selv om partiet lige nu er banket i dørken af det eklatante valgnederlag. Men efter sommeren er det mest sandsynlige, at Morten Østergaard og co. ret hurtigt vil bringe sig i spil som samarbejdspartner, når det gælder om at føre økonomisk politik, skattepolitik og reformer, som kan føre til bedre ledelse og højere produktivitet i den offentlige sektor. Derimod er der lagt op til markante opgør i værdipolitikken, herunder asyl- og udlændingepolitikken, men det kan Løkke tage med knusende ro, for her står de Radikale isoleret.

LØKKES NYE PLATFORM

Når det gælder Løkkes egen position, skal man ikke udelukke, at han vil kunne rejse sig, selv om han har testet vælgernes tålmodighed til det yderste.

Formår han at vise sig frem i rollen som en kompetent, kreativ og indsigtsfuld regeringschef, vil hans nuværende image kunne rettes op, især fordi han langt om længe kommer til at spille på præcis den bane, hvor han er bedst. Han vil i høj grad selv være med til at drive sin regering frem og vil følge nøje med i, hvad der sker i maskinrummene – det vil sige i forhandlingslokalerne rundt om i ministerierne – når store aftaler skal på plads. Dermed bliver han en fundamentalt anderledes regeringschef end Helle Thorning-Schmidt, der befandt sig på afstand og ofte ikke fik handlet i tide, når kriser byggede sig op og ramte hendes regeringer.

Løkkes styrke ligger i at kunne læse det politiske spil på Christiansborg, øjne mulighederne og skabe løsninger. Han vil netop ikke forsøge at iscenesætte sig som en ophøjet præsident, men tværtimod selv være tæt på og arbejde aktivt for, at regeringens samarbejde med parlamentet lykkes. Han vil af samme grund fortsætte traditionen med at mødes med de øvrige blå partiledere, og i det hele taget vil flere partiledere – også fra rød blok – kunne regne med at få langt flere invitationer til at komme forbi Statsministeriet, end det har været tilfældet under Thorning.

Lykkes han med sin mission, vil Løkke have en chance for at kunne genvinde danskernes respekt. Men kun hvis han på overbevisende facon får demonstreret, at han mestrer sit håndværk.

LØKKE HAR LÆRT AF FORGÆNGERENS FEJL

I det perspektiv har forløbet indtil nu ikke været dårligt. Lars Løkke Rasmussen har konsekvent optrådt med stor ydmyghed. På valgnatten slog han ikke ud med armene og råbte: »Vi gjorde det«, som Helle Thorning-Schmidt kom til at gøre det på valgnatten i 2011 efter det værste resultat for Socialdemokraterne i mere end 100 år.

Tværtimod understregede Løkke alvoren i den øretæve, som havde ramt Venstre, og han adresserede direkte, at han selv bar ansvaret for sit partis tilbagegang. Han sagde også, at Venstre kun stod med en mulighed for at kunne danne regering.

Siden valgnatten har han bevidst undgået at bure sig inde i et sort tårn i ugevis, sådan som Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal gjorde det i 2011. Tværtimod har der været tale om en transparent forhandlingsproces med de øvrige blå partiledere, som har gjort det muligt for vælgerne at følge med i, hvad der skete, og det er undervejs blevet gjort klart, hvorfor Løkke til sidst måtte danne en ren Venstre-regering.

LØKKES REGERINGSDOKUMENT

Ser vi på det nye regeringsgrundlag, vil det flugte med en række af de sigtepunkter og pejlemærker, som Lars Løkke Rasmussen opsatte før folketingsvalget. Derfor vil han i udgangspunktet ikke løbe ind i den samme ødelæggende debat om kursskift og brudte valgløfter, der ramte Thorning og Søvndal med et kølleslag, da de langt om længe kom ud fra Det Sorte Tårn med et regeringsdokument, som Margrethe Vestager havde sat sine markante aftryk på.

Lars Løkke Rasmussen har kæmpet for at fastholde sin målsætning om et offentligt udgiftsstop i regeringsdokumentet, selv om det i virkelighedens verden vil blive forvandlet til et ønske om at holde de offentlige udgifter under stram kontrol.

Han har holdt fast i, at han vil arbejde for en strengere grænsekontrol – sådan som han lovede i valgkampen – men han vil ikke indføre en form for kontrol, som direkte kolliderer med EU-regler, ligesom han ikke vil gå med til at udfordre internationale konventioner om asyl- og udlændingepolitikken og dermed komme i »bad standing« på internationalt plan.

Løkke fastholder sit mål om at ville sænke skatten i bunden – for danskere med lavere indkomster – selv om han efter pres fra især Liberal Alliance og de Konservative også gør sig klar til at lave et opgør med marginalskatterne i en kommende skattereform.

Endelig bliver Løkkes politiske mål bevidst præsenteret i et relativt kort og overordnet arbejdsprogram. Han begår nemlig ikke den fejl at fremlægge et ekstremt omfangsrigt og detaljeret regeringsgrundlag, som vil binde ham unødigt i forhold til de mange komplekse forhandlinger, der venter forude. Løkke er sig pinagtigt bevidst om, at han skal formå at krydse sig frem gennem folketingssalen – med skiftende partnere og flertal – og her bliver manøvredygtighed et nøgleord.

LØKKES MINISTERHOLD

Når det gælder de nye ministre, skal man lægge mærke til, at et andet nøgleord for Lars Løkke Rasmussen er erfaring. En stor del af de nye ministre har rent faktisk været ministre før – hvilket er endnu en afgørende forskel fra det SRSF-ministerhold, som kom til magten i 2011 og i starten begik uhyrligt mange begynderfejl.

Det er således en stor styrke for en nyslået minister, at han eller hun tidligere har siddet som politisk chef for et ministerium og derfor ved, hvordan embedsværket fungerer, hvordan man plejer de øvrige partiers ordførere, og er klar over, hvordan man tilrettelægger forhandlinger på den rigtige måde – ligesom man helst også skal have overskud til at sætte dagsordenen i medierne og fungere som en synlig ambassadør for regeringen udadtil. Alt i alt er der tale om en hård og krævende opgave, som man nemt kan slå sig på. Sagen er bare, at Løkkes nye regering ikke har råd til ret mange begynderfejl, eftersom de politiske og parlamentariske udfordringer allerede står i kø.

At mange af de nye ministre møder op med erfaringer fra den sidste VK-regering, er imidlertid også vigtigt af en anden grund. Løkke har længe gerne villet ændre på flere af de nuværende ministerier, ligesom han gerne har villet skære antallet af ministerier ned. Det kan der også være god fornuft i, men det vil øge arbejdspresset på de ministre, der skal lede de tungeste ministerier.

De nye ministre vil sandsynligvis kunne få lidt arbejdsro henover sommeren, for præcis som befolkningen udenfor Slotsholmen, er der tegn på en vis udmattelse blandt både politikere, rådgivere og pressefolk på Christiansborg efter en usædvanlig lang og dramatisk valgkamp.

Men når den nye politiske sæson går i gang efter ferien – med præsentationen af regeringens finanslovsforslag for 2016 – venter ilddåben for en regering, som der er usædvanligt lave forventninger til. Hvilket bringer mindelser frem om et citat fra den tidligere radikale leder og statsminister Hilmar Baunsgaard. Det lyder sådan her: »Der var en ældre politiker, der sagde til mig, at man aldrig kunne få valgt de gode, de rige og de kloge. Ja, så er der altså kun os andre tilbage.«

Ser man på omgivelsernes reaktion på Løkkes nye regering, dækker ordene ganske godt.