Det er en forudsigelig, om end ikke ønskelig situation, Lars Løkke Rasmussens regeringsforhandlinger er endt i med udsigten til en smal Venstre-regering. For den kan indlysende blive svag, hvad Løkke synes smerteligt bevidst om. Men nu kommer den så. Og da bør den gives en fair chance.
Heldigvis tyder en del på, at Lars Løkke Rasmussen endte med en smal regering af de rigtige årsager. Som skrevet på denne plads umiddelbart efter valget ville en bredere regering have været at foretrække. Ligesom det for en borgerlig statsminister kan vise sig vanskeligt med et stort Dansk Folkeparti stående udenfor – med alle de muligheder det giver for at afsøge politiske muligheder også i rød blok, med hvem DF deler store dele af velfærdspolitikken.
Men det viste sig umuligt at forene de politiske krav og ønsker hos de fire borgerlige partier til et samlet regeringsgrundlag. Og man må konstatere, at DF og Kristian Thulesen-Dahl ikke føler, at partiets 21,2 procent af stemmerne og position som Folketingets næststørste forpligter yderligere i forhold til at tage et regeringsansvar. Det er på den ene side begrædeligt. På den anden side kommer det ikke som noget chok: Det er præcis, hvad Thulesen-Dahl har givet udtryk for under hele valgkampen. Man vil søge indflydelse, men ikke nødvendigvis magten i form af ministertaburetter. På den vis holder DF sine valgløfter. Men det er indlysende, at det bliver svært at styre fremtidens Danmark på en politisk ansvarlig måde, hvis selv de største partier af egen-interesse – for ikke at få magtens pletter på tøjet – skyer dette ansvar.
Tilbage står Løkke. Valgets taber og en af mange triste sager mærket mand. Men også en politisk overlever af rang. En ekstremt dygtig og vidende politiker og ferm håndværker ud i det politiske forlig. Hvad angår de formelle kompetencer kunne man næppe få en bedre person i spidsen for en smal etparti-regering. Det behøver ikke nødvendigvis ende som Hartlings smalle regering efter jordskredsvalget i 1973 – den holdt 14 måneder. Men det kan naturligvis ikke afvises, at det ender sådan. Det kommer også an på andre end Løkke. Herunder på oppositionen under ledelse af Socialdemokratiets nye formand, Mette Frederiksen, der vælges søndag. Vil hun det brede samarbejdes vej i det nye Folketing? Eller vil hun prioritere en mere rendyrket socialdemokratisk og ”rød” profil? Hvis Socialdemokraterne vender tilbage til tidligere tiders overbudspolitik, får Løkkes smalle V-regering et endnu hårdere liv.
Derudover må regeringen naturligvis bedømmes på sit grundlag. Hvorved vi vender tilbage til konstateringen af, at Løkke dog i det mindste tilsyneladende har valgt at stå alene af de helt rigtige grunde. For ikke at blive låst fast af gensidigt modstridende krav, der i realiteten ville være det umuligt for ham at føre reform-orienteret, borgerlig politik. Regeringsgrundlaget er endnu ikke offentliggjort, men det synes at stå klart, at en af forhindringerne for en flerparti-regering var, at Løkke ikke ville opfylde DFs krav i forhold til EU-politikken og grænsekontrollen. Det er i givet fald en rigtig beslutning. Angiveligt kan man også forvente et regeringsgrundlag indeholdende mærkbare marginalskattelettelser. Det er i givet fald også en rigtig beslutning. Statsminister Lars Løkke Rasmussen version II får med sikkerhed et hårdt og vanskeligt liv i de kommende måneder og forhåbentligt år. Men giv nu omvendt manden en chance. Den nære danmarkshistorie har vist, at det gør man klogt i.