De to – beskæftigelsesministeren fra Venstre og formanden for Dansk Metal – indleder nemlig en stort anlagt offensiv, som vil blive rullet fuldt ud de næste måneder. Deres ambition er, at Danmark skal være et af de bedste lande i verden til at udnytte mulighederne ved automatisering, digitalisering og indførelse af avancerede robotter og kunstig intelligens.
På flere felter er regeringen udfordret, men denne digitale satsning kan blive en succeshistorie, hvis det lykkes at overbevise danskerne om, at vi kan designe uddannelser med masser af potentiale for de unge samt efteruddanne de mange, som i dag arbejder i industrien og servicesektoren, så sektorerne kan være med til at fastholde og skabe job.
Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt, og det kan vise sig, at satsningen i praksis bliver for lille. Men lykkes det for regeringen at bane vej for flere uddannelser, der forsyner unge med tekniske kompetencer, og kan regeringen gøre det nemmere for virksomhederne at få adgang til teknologi, vil der være tale om et vigtigt spring fremad.
Når Troels Lund Poulsen og Claus Jensen ruller af sted, sker det med en positiv fortælling. De afviser, at robotter kun stjæler arbejdspladser. I stedet argumenterer de for, at digitalisering og automatisering vil skabe nye job og få flere virksomheder til at blive i Danmark. »Robotterne er ikke din værste fjende, men din ven,« lyder det fra Troels Lund Poulsen.
Med på turen har Claus Jensen en ny opgørelse fra Dansk Metal, som viser, at beskæftigelsen stiger i virksomheder, der har fokus på teknologi. Budskabet understøttes af Berlingskes Toplederpanel, som peger på, at der ganske vist bliver afskediget medarbejdere som følge af ny teknologi, men hele 62 procent fastslår samtidig, at øget automatisering og brug af robotter har skabt nye arbejdspladser.
En af lederne, Asger Drewes Jørgensen, fremhæver, at de bedste resultater opnås, når virksomheder forener menneskers og robotters styker: Mennesker i produktionen sikrer høj kvalitet, og robotterne tilfører høj effektivitet.
Hos toplederpanelet, Troels Lund Poulsen og Claus Jensen er der tro på, at Danmark – som i årtier har været presset af billig arbejdskraft i Asien – kan vinde terræn via dygtige medarbejdere, viden og teknologi. »Vi kan få et kæmpespring ud i verden, og det gør, at jeg er optimistisk,« siger Troels Lund Poulsen.
En lige så optimistisk Claus Jensen mener, at flere danske virksomheder vil trække produktion hjem, eftersom automatisering og digitalisering betyder, at timelønnen fylder mindre i regnskabet, og så bliver det pludseligt mere attraktivt at producere i Danmark. Faktisk forudser han, at det snarere vil blive et problem at skaffe den nødvendige arbejdskraft til industrien, der ifølge forbundsformanden snart runder 300.000 beskæftigede.
Alt er dog ikke den rene jubel. I lighed med rapporter fra bl.a. Erhvervsministeriet og rådgivningsvirksomheden PwC viser analysen fra Dansk Metal, at hos mange små og mellemstore virksomheder mangler fokus på teknologi. Af samme grund fastslår ministeren og forbundsformanden, at teknologi skal bringes hurtigere ud til – især – de mindre virksomheder.
Så meget for de gode viljer og fromme håb. Men vil der ske noget? Svaret er med ret stor sikkerhed et klart JA. Læser man regeringsgrundlaget, får man indtryk af ambitionerne. Ordene »digital« og »ny teknologi« nævnes 43 gange, og der lægges op til, at Danmark skal være en vinder i den digitale omstilling. Nu bliver ambitionerne konkrete:
Så snart forårets overenskomstforhandlinger er endegyldigt på plads, vil statsminister Lars Løkke Rasmussen, assisteret af Troels Lund Poulsen, sætte gang i »Partnerskabet for fremtidens arbejdsmarked«, der også er kendt som Disruptionrådet. Ideen er, at topfolk fra arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, virksomhedsledere, eksperter og ministre løbende skal samles for at komme med nye input samt overvåge, at kursen er rigtig og tempoet tilstrækkeligt højt. Disruptionrådet, som vil få et nyt navn, bliver med andre ord paraplyen for et arbejde, der vil forløbe i flere spor:
Meget snart går nye trepartsforhandlinger i gang mellem regeringen, arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne, som skal sikre, at jobtræning og voksen-efteruddannelse styrkes i takt med, at kravene til nye kompetencer øges. I den proces får Troels Lund Poulsen en nøglerolle. Ud over samspillet med Dansk Metal er han i tæt kontakt med LO-formand Lizette Risgaard, ligesom 3Fs forbundsformand, Per Christensen, er stærkt optaget af denne dagsorden. At dagsordenen er vigtig, understreger Claus Jensen over for Berlingske, og sammen med Dansk Industri har han selv været med til at bane vejen for et væsentligt nybrud. Det skete med aftalen, som for nylig blev indgået om industriens overenskomster for de næste tre år, hvor industrien afsætter 200 millioner kroner til et ambitiøst uddannelsesløft. Målet er at hæve tusindvis af ufaglærte til faglært niveau, videreuddanne faglærte og funktionærer samt løfte folk med læse- og skrivevanskeligheder.
Claus Jensen kalder det for et historisk løft, som skal hæve uddannelsesniveauet på de danske industriarbejdspladser, hvilket efter hans mening er afgørende for Danmarks fremtid. »Den teknologiske udvikling på industriarbejdspladserne kræver et væsentligt kompetenceløft,« fastslår han.
Når trepartsforhandlingerne går i gang, skal der sættes yderligere skub i efter- og videreuddannelse. Og der skal navnlig findes finansiering til et sådant løft.
Til maj kommer et vigtigt – og med spænding imødeset – udspil fra Digitalt Vækstpanel, der har Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss som formand og bl.a. Jim Hagemann Snabe fra World Economic Forum og Claus Jensen som medlemmer. De har analyseret erhvervslivets behov for nye digitale kompetencer, og de skal nu komme med en buket af forslag til, hvordan Danmark bedst føres gennem den digitale omstilling. En omstilling, som ikke kun handler om industrien, men også har Danmarks store servicesektor som omdrejningspunkt, hvilket bl.a. Dansk Erhverv ser et kæmpe potentiale i.
I det forløb får Brian Mikkelsen (K)som ny erhvervsminister en særlig rolle, og han har allerede gjort digitaliseringen til sin vigtigste prioritering. I januar deltog han i årsmødet i World Economic Forum, hvor han bl.a. fik indsigt i den nyeste teknologiske udvikling samt talte med nogle af verdens ledende eksperter og erhvervsfolk om, hvordan man forbereder sig i andre lande. Senest har han været på besøg i tech-centre i USA. På baggrund af de input, han får fra vækstpanelet, vil han udforme en vækstplan.
Brian Mikkelsen kommer også til at spille en vigtig rolle i den teknologipagt, som er ved at blive forberedt, og som han bl.a. har været i Holland for at få inspiration til. Pagten vil betyde, at der skal satses mere målrettet på at løfte naturvidenskaberne og styrke de digitale og tekniske kompetencer herhjemme. Både virksomheder og organisationer som bl.a. Ingeniørforeningen IDA, Dansk Erhverv og Dansk Industri er stærkt involverede og har store forhåbninger til resultatet. Alt tyder nemlig på, at pagten vil bane vej for, at teknisk viden og teknologiforståelse vil fylde mere i uddannelsessektoren.
I en verden, hvor dårlige nyheder synes at stå i kø, er alt dette godt nyt. Derfor er der god grund til at følge med, når ministeren og forbundsformanden sætter bilen i gear og ruller ud på vejen. Den peger mod fremtiden.
