Donald Trumps egne amerikanske virksomheder risikerer at ende med større skrammer og buler end modstanderne i den handelskrig, som præsidenten netop har indledt. Amerikanske virksomheder har allerede via organisationen American Metal Manufacturers and Users slået fast, at »pålæggelse af importtold fra vores nærmeste handelspartnere placerer amerikanske virksomheder direkte i skudlinjen,« som det formuleres i en udtalelse.

En anden organisation, Farmers for Free Trade, siger i en udtalelse, at Trumps træk åbner for en »flodbølge af milliarder i nye afgifter på amerikanske landbrugsvarer, som vil skubbe mange amerikanske landmænd ud over kanten, når de bliver udelukkede fra internationale markeder«. En lang række landbrugsvarer er på listen over produkter, som EU vil gengælde den amerikanske told på.