Der er masser af vind og masser af plads - åbent, fladt og tilgængeligt på den lange, brede sandstrand.

Læs også: Fanø rimer på ferie

Dermed er de to vigtigste forhold for drage-flyvning opfyldt, hvilket en flok entusiastiske drageflyvere fik øje for i starten af 1980erne. De fandt på, at mødes omkring deres passion til en dragefestival - og resten er historie, som man siger.

I weekenden er det 28. gang der er International Dragefestival på Fanø, og der ventes mere end 5.000 deltagere fra hele verden og i stort set alle aldersklasser til begivenheden, der er blevet verdens største af sin art.

Mange er professionelle drageflyvere, andre er bare ivrige amatører - men ånden fra den spæde start er bevaret: Det handler om hjerteblod, og det koster derfor ikke noget at deltage, ligesom festivallen vil være helt uafhængig og ikke bliver sponsoreret af nogen eller noget.

Udsigt til godt dragevejr
Det handler om at flyve drage i de perfekte omgivelser - hvor DMIs vejrudsigt lover både vind og næsten tørvejr - med opvisninger, dragebygger-workshop og drageauktion, hvor overskudet går til et skoleprojekt i Latinamerika.

Med kærlighed til "drage-øen" har en gruppe inden for international drageflyvning peget på Fanø som det naturlige sted at etablere et "World Centre of Wind and Kite" - et vindsportcenter og videnbank, der bl.a. har til formål at opbevare og sikre historiske drager.

"Vi er glade for den store interesse fra drage-entusiaster fra hele verden. Med etablering af det nye internationale vindsportcenter håber vi at kunne udbrede kendskabet til drageflyvning, og også understrege Fanøs vigtige rolle og egnethed i diciplinen, på grund af øens særlige beliggenhed i Vadehavet," siger Poul Therkelsen, direktør i Fanø Erhverv- og Turistråd.

Dragefestivallen afsluttes søndag 17. juni.