Kort før valgkampen i sommer sendte Uffe Elbæk og resten af Alternativet en af deres folketingskandidater på en hidtil ukendt »pause« med besked om at tie stille.

Det skete, efter at kandidaten Uzma Ahmeds som integrationsordfører udtalte sig om, at indvandrere, der ikke »gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling« skal sendes »tilbage til sit hjemland«.

En udmelding, der - efter Uffe Elbæks vurdering - potentielt var en trussel mod hele Alternativet.

Det fremgår af dokumentarfilmen ‘Uffes Alternativ,’ der i aften får premiere i København og senere sendes på DR2.

»Fucking serious business«

Bag dørene var der mange interne diskussioner om håndteringen af kandidaten, viser en optagelse med Uffe Elbæk, der er optaget kort før valget blev udskrevet.

Her havde Elbæk bedt Uzma Ahmed om at være tavs i fire uger.

»Hvad fanden i helvede gør vi? Hun kan jo finde på at gå ud og gøre det her public, ik'? Det kan være med til at gøre, at vi ikke kommer ind, hvis det her bare kører videre. Det er fucking serious business det her,« siger Uffe Elbæk i en telefon i et centralt klip i dokumentarfilmens andet afsnit, mens to andre centrale personer i partiet i en diskussion på gaden overvejer, hvad de skal gøre ved Uzma Ahmed:

»Men det betyder, at vi bliver nødt til at mandsopdække hende… Og prøv lige at overvej, hvis hun begynder at sige et eller andet dumt igen, så skal vi bryde ind og sige: ‘Nej, det mener vi ikke’. Det har vi jo ikke lyst til«.

Uzma Ahmeds udtalelser skabte stor opmærksomhed om Alternativets position på integrationsområdet, og Uzma Ahmed endte med at udsende en meget omtalt pressemeddelelse, hvor hun beklagede sin udtalelser og blandt andet sagde: »Jeg tager afstand fra mig selv«.

Ny politisk kultur?

En tydeligt berørt Uzma Ahmed fortæller i filmen, at hun ikke helt kan se, at Alternativet med den tvungne pause har skabt en »ny politisk kultur,« som det var planen.

»Jeg er ikke enige i deres strategi - om at lade være med at sige noget i fire uger. Jeg er ikke enig i, at det er nogen respektfuld position i partiet, hvis de tager ordførerskabet fra mig på baggrund af det her. Jeg er ikke enig i, at det her er ny politisk kultur,« siger hun.

Sagen ender med, at Uzma Ahmed tog fire ugers pause fra sit ordførerskab - og dermed var hun ikke aktiv i valgkampen som integrationsordfører. I stedet tegnede Elbæk selv partiet, når det gjaldt spørgsmål om integration.

Overfor politiko.dk bekræfter Uzma Ahmed forløbet, men understreger, at hun endnu ikke har set dokumentarfilmen.

»Jeg har brug for at sige, at jeg nu ser fremad. Et parti bliver skabt på baggrund af, at mange støtter op. Det er derfor, at jeg er der. Det handler nu om at se fremad og lære af det, der gik galt. Vi har meget at lære,« siger Uzma Ahmed, der stadig er medlem af partiet. Hun blev ikke valgt til Folketinget.

Uffe Elbæk har endnu ikke set den endelige udgave af filmen om Alternativet. Han ønsker således heller ikke at kommentere indholdet, oplyser Alternativet til politiko.dk.

På Twitter skrev Uffe Elbæk dog mandag eftermiddag:

»Okay folks - jeg indrømmer det blankt: Gu er jeg nervøs for at se dokumentaren ‘Uffes Alternativ’ i aften som Bonke og Søgaard har lavet«.

Det første afsnit af dokumentaren sendes mandag den 28. september kl. 20.45, mens andet afsnit kan ses 5. oktober kl. 20.00 på DR2.