Alternativet udstyrede aldrig partiets tidligere folketingskandidat Uzma Ahmed med mundkurv, efter at hun kort inden valgkampen udtalte sig om, at indvandrere, der ikke »gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling« skal sendes »tilbage til sit hjemland«.
Det siger partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, efter Uzma Ahmed mandag har meldt sig ud af partiet. På Facebook gjorde hun det klart, at hun savner opbakning fra ledelsen i Alternativet i forbindelse med sagen, der er kommet frem i dokumentarfilmen 'Uffes Alternativ', hvis anden del vises i aften på DR 2.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Ifølge Uzma Ahmed blev hun »tvunget til tavshed, og tvunget til at tage afstand fra mig selv« som følge af udtalelserne.
Men det var ikke sådan, det foregik - Uzma Ahmed fik aldrig mundkurv på, siger Rasmus Nordqvist i dag til politiko.dk.
»Det er ikke sådan, situationen var. Og man kan jo også se ved simple Google-søgninger, at Uzma i den grad var i pressen efterfølgende og også en del af spidskandidatteamet. Hun holder valgkamp, Uffe er ude og støtte hende på Nørrebro osv., osv. Så jeg kan ikke genkende situationen.«
Vil det sige, hun lyver?
»Det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Jeg siger, jeg ikke kan genkende situationen. Så det er det citat, du har.«
Men hun skriver på Facebook, at hun blev tvunget til tavshed?
»Ja, men jeg kan sige, at det gjorde hun ikke. Og ved simple Google-søgninger kan man se, at hun netop ikke er tavs. Hun er selvfølgelig ude og snakke. Og hun fortsætter også som ordfører inden for området,« siger Rasmus Nordqvist og fortsætter:
»Vi reagerer meget kraftigt på nogle udtalelser, som er helt henne i vejret. Det ville vi også gøre, hvis nogen sagde, vi skulle bore efter olie på Arktis. Det ligger så langt fra vores politik, det hun er ude og sige. Vi holdt et meget langt møde om det, fordi det var alvorligt,« siger han.
Men på det møde beslutter I ikke, at hun ikke må udtale sig?
»Nej.«
»Vi sagde, vi syntes, hun skulle tænke sig godt om«
Hvad besluttede I så på det møde?
»Vi besluttede, at hun skulle sætte sig ordentligt ind i politikken og holde lav profil, før hun gik ud med det. Men det var ikke en mundkurv, vi gav hende på, sådan som hun selv har været ude og sige. Vi sagde, vi syntes, hun skulle tænke sig godt om, inden hun gik ud og udtalte sig om noget, der var i direkte modstrid med den politik, der lå.«
Men I sagde ikke, at hun ikke måtte udtale sig – og I gav hende ikke mundkurv på?
»Vi gav hende ikke mundkurv på, nej.«
Alternativet lægger op til evaluering - og regner ikke med, at den får konsekvenser
Uzma Ahmed skriver på Facebook, at hun havde forventet, at I i ledelse ville tage jeres del af ansvaret og rydde op i de misforståelser, der stod tilbage. Hun savner lederskab. Har hun en pointe?
»Det kan jeg ikke se. Jeg kan ikke se, hvad der er at rydde op i. Der er lavet en dokumentarfilm, der viser de her scener. Det er fem år, der er klippet ned til to gange 45 minutter. Men jeg kan ikke se, hvad det er for et ansvar. Vi havde en rigtig god snak i spidskandidatgruppen, efter hun havde sagt de ting, som var i direkte modstrid med vores politik, og det er jo også at tage det alvorligt - også hendes rolle som ordfører.«
Synes du, at den her situation og det at hun nu føler sig nødsaget til at melde sig ud af partiet, ødelægger noget i forhold til det, I gerne vil stå for; åbenhed og en politisk kultur?
»Som jeg startede med at sige; jeg er ked af, hun har valgt at melde sig ud. Og man skal jo altid tage kritik alvorligt og evaluere på det. Men jeg kan ikke se, vi skulle have reageret anderledes.«
Du regner ikke med, at det får de helt store konsekvenser?
»Nej«.
Uffe Elbæk påtalte tidligere historier, men opponerede aldrig imod, at Ahmed var sendt på pause
Da historien var ude, dengang dokumentarfilmen havde premiere, sendte Uffe Elbæk en mail til forskellige medier, herunder politiko.dk, om, at det var faktuelt forkert, at Uzma Ahmed var sendt på »hemmelig« pause.
Men han skrev intet om, at Uzma Ahmed ikke blev sendt på pause.
Rasmus Nordqvist, Uffe Elbæk skrev ikke noget om, at hun ikke var blevet pålagt at udtale sig i den mail, han sendte til blandt andra os?
»Nå. Jeg ved ikke, om han ikke er blevet spurgt om det. Hvis det var noget andet, han svarede på, var det jo noget andet, han svarede på.«
Han sendte en mail af egen drift…
»Ja, men nu spørger du mig, om hun fik mundkurv på. Og det siger jeg, at det gjorde hun ikke. Hvad Uffe har valgt at fokusere på i en eller anden mail, han har sendt, skal jeg ikke kunne svare på. Og jeg kan ikke se, hvor problemet ligger.«
Han påpegede dengang, at der var noget i de historier, der blev skrevet, som var faktuelt forkert. Det var, at det ikke blev hemmeligholdt…
»Ja, men så er det vel fordi, det var det, der var interesse omkring.«
Men hvis det var forkert, at hun fik mundkurv på eller blev bedt om at være tavs, så kunne han vel ret beset også have haft en interesse i at…
»Ja, det kunne han godt. Hvis der var blevet spurgt om det, havde han vel også svaret på det.«
Uzma Ahmed: Jeg fastholder min udlægning
Uzma Ahmed ønsker ikke at udtale sig yderligere.
Hun henviser til det, hun har skrevet på Facebook og den dokumentar, der er lavet om forløbet, fordi den »taler sit eget sprog«.
»Han kan jo have en anden opfattelse af tingene, men jeg vedholder det, jeg har skrevet og henviser til det,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har brug for, at vi alle sammen kommer videre, det tror jeg kun gavner os alle sammen.«