Torsdag bedyrede Aller-chef Pål Thore Krosby i interviews med flere medier, at der ville rulle hoveder i forbindelse med offentliggørelsen af en intern advokatundersøgelse af Se og Hør-sagen. Og nu har tre personer ifølge DR Nyheder og BT fået en fyreseddel.

DR skriver, at der her til formiddag har været et møde i Aller Media, hvor der er blevet orienteret om fyringerne, og der skulle være tale om to ledende medarbejdere og en journalist. Ifølge BT er der tale om journalisten Kasper Kopping, redaktionschef Kim Bretov og en ledende medarbejder i regnskabsafdeling.

Pål Thore Krosby fortalte torsdag til flere medier, at den interne advokatundersøgelse bekræfter, at der har fundet ulovlig overvågning sted på Se og Hør, og at medarbejdere på ugebladet dermed har haft adgang til kreditkortoplysninger på flere kendte, kongelige og politikere gennem en kilde i Nets.

Aller bestilte advokatundersøgelsen i slutningen af april for at kaste lys over de interne forhold i mediekoncernen og for at finde ud af, hvor mange i koncernen, der kendte til den ulovlige overvågning.

I alt blev 86 kendte personer overvåget ifølge BT, der var først med afsløringen af de ulovlige overvågningsmetoder.

Der er siden afsløringen rejst flere sigtelser i sagen. Blandt andet af Henrik Qvortrup, der var chefredaktør på Se og Hør i noget af den tid, hvor overvågningen fandt sted. Også de tidligere chefredaktører Kim Henningsen og Per Ingdal er sigtet - sidstnævnte har desuden valgt at trække sig som udgiverdirektør for Aller Media.