KIEV: Masserne på Uafhængighedspladsen rykker tættere sammen. De gør plads til mændene, som går på række med en kiste højt løftet over deres hoveder. Den forreste holder et billede af en ung, mørkhåret mand. Dræbt i de blodige kampe, der fandt sted på selv samme plads for få dage siden - kampe, der kostede mindst 80 livet. Mange af dem blev skudt

En by, der nu er i sorg. Sorgen kan læses i folks ansigter, høres i
deres gråd og ses overalt i det centrale Kiev. For den ukrainske
hovedstad er blevet omdannet til mindesmærkernes by; selv de kæmpe
blokader bygget af bunker af bildæk og beskidte sække er pyntet med
roser og levende lys i farvede glaslysestager. Over alt er der folk, der
tænder lys og lægger blomster foran billeder af de døde.

ned af professionelle skarpskytter. Midt i en europæisk storby.

»Jeg havde aldrig troet, at ukrainere ville slå andre ukrainere ihjel. Det kan jeg slet ikke begribe,« siger den 29-årige studerende Natacha Pogudina. Hun står på Uafhængighedspladsen, hvor både mænd og kvinder tørrer øjnene og snøfter, mens kisten bliver båret frem til allerforreste række på pladsen lige foran scenen.

»Helt! Helt Helt!« råber menneskemængden i kor.

En gruppe præster indtager scenen og bryder ud i sørgesang, mens folket på pladsen ser på i stilhed. Af og til laver de korsets tegn rituelt og nogle få tager billeder. En af dem er Natacha Pogudina:

»Jeg tager billeder, fordi det, der sker nu i mit land, er historisk. Jeg står ikke på forreste række af barrikaderne, så det mindste, jeg kan gøre, er at sørge for, at det her ikke bliver glemt, så vores børnebørn kan huske det. Det er min borgerpligt at være her. Kameraet er vores våben mod korruption. Vi vil vise omverdenen og vores venner i udlandet sandheden,« siger hun.

Demonstrationerne og urolighederne har præget den ukrainske hovedstad siden slutningen af november, da præsidenten Viktor Janokovitj undlod at underskrive en omfattende samarbejds- og handelsaftale med EU for i stedet at vende sig mod Rusland. Det var ikke alle på pladsen, der demonstrerede for EU, men en ting har demonstranterne været enige om fra begyndelsen: De vil af med præsidenten.

Det ser nu ud til at være lykkedes. Efter de blodige kampe er der nu fredeligt i den ukrainske hovedstad, præsidenten er flygtet fra anklager om massemord, sidst set på Krim-halvøen, men det er uvist, hvor han opholder sig, og hans palads er overtaget af aktivisterne.

Ifølge en ny fredsaftale skal der dannes en samlingsregering og afholdes nyvalg i slutningen af maj. Samtidig har parlamentet vedtaget forfatningsændringer, som begrænser præsidentens magt, mens landets tidligere premierminister Julia Timosjenko er blevet løsladt fra fængslet.

Men følelserne i Ukraine er blandede. Tusinder af ukrainere står stadig på Uafhængighedspladsen døgnet rundt.

Også Natacha Podugina er i tvivl om, hvad hun skal mene om situationen i landet lige nu.

»Nogle fejrer og arbejder for at opbygge en ny regering. Men de her dage er meget smertefulde. Og det lader til, at der er noget galt med vores system. Det er, som om alle, der får magt, har svært ved at fjerne sig fra deres gyldne stole. Jeg håber, at vi får en regering, som har en mere human tilgang til magten, så det kan handle om mennesker og ikke magt og penge. Men måske er det en mirakeldrøm.«