Jeg var en af Ole Bornedals skarpeste kritikere, da hans serie om 1864 blev vist, og selv om jeg står ved hvert et ord, tænkte jeg også efterfølgende tit på, om jeg havde været for hård ved ham. Men det er ikke så vigtigt længere, for Bornedal er blevet genfødt som filmkunstner med sin film »Så længe jeg lever« om sangeren John Mogensen, og jeg vil derfor give ham min uforbeholdne hyldest.
Filmen er en triumf og viser endelig det talent, som Bornedals gennembrudsfilm »Nattevagten« gav os lovning på. Det er længe siden, at jeg har været så rørt og bevæget af en dansk film. Den er poetisk, morsom, rørende, fremragende fortalt, genialt klippet og instrueret som et symfonisk værk. Der er scener af ubærlig ømhed, og der er andre, hvor man næsten sidder forrest på stolekanten, mens man følger Mogensens kunstneriske kamp.