Joe har ondt i livet. Han er krigsveteran og balancerer på randen af selvmord. Han bor stadig hjemme ved sin mor, der ser ud til at være ved at blive dement. Som barn var livet for meget for ham. So voldsomt presset af det var han, at han havde det bedst, når han trak en plasticpose ned over hovedet og næsten ikke kunne få luft. Sådan er der mange stærke billeder i Lynne Ramsays ”You Were Never Really Here”. Et andet er i filmens første scene, hvor en bibel smides i en skraldespand. Så kan det vist ikke siges mere tydeligt, hvor langt ude at skide Joe (Joaquin Phoenix) er.
Krigsveteranen har en lille blodig lejemorder-biks, hvor han – synes han angiveligt selv - har en høj etik i forhold til, hvem han vil dræbe for penge. Han får en sag ind om en bortkommen ung pige, og det afskrækker ham ikke, at den viser sig at have tråde langt ind i højstående politiske kredse. Han trykker bare som sædvanlig sin fedtede truckerkasket ned i panden og køber en ny hammer og noget gaffatape i den lokale tømrerhandel. Med netop en hammer og en frygtløs attitude som eneste våben, når han altid ind i det kriminelle hovedkvarter og løser sin opgave.