Selvfølgelig måtte den komme: En musical baseret på »Midt om natten« med alle Kim Larsens mest kendte og elskede melodier. Pladen og filmen skrev dansk kulturhistorie og står stadig mere end 30 år senere blandt alle tiders største danske publikumssucceser. Albummet er med 650.000 solgte eksemplarer det mest solgte nogensinde i Danmark, mens Erik Ballings ledsagende filmklassiker blev set af op mod en million danske biografgængere.
Det bliver med andre ord ikke større herhjemme. Og som sådan er den kommende musical, der har premiere i Tivolis Koncertsal i aften og siden opføres i en række af Danmarks største byer, nærmest på forhånd garanteret succes.
