INDONESIEN: Vraget af det AirAsia-fly, der styrtede ned søndag med 162 personer om bord, er onsdag blevet fundet på bunden af Javahavet i det sydøstlige Asien. Det oplyser eftersøgnings- og redningsmandskabet ifølge CNN.

De første vragdele og lig blev fundet tirsdag, og nu er hele flyvraget så blevet fundet.

En indonesisk embedsmand fra eftersøgningsmandskabet siger til nyhedsbureauet Reuters, at flyet ligger omkring 30-50 meter under havoverfladen. Det er stadig uklart, om vraget er i ét stykke.

Flyet OZ851 var på vej fra Surabaya i Indonesien til Singapore søndag morgen, da det pludselig forsvandt fra radaren, og luftfartsmyndighederne mistede kontakten til piloterne.

Flyets forsvinden var ét stort mysterium, indtil de første vragdele blev lokaliseret i Javahavet tirsdag. Flere end 40 lig blev desuden fundet i vandet, og onsdag er det lykkedes at bjærge yderligere seks lig - tre mænd og tre kvinder - fortæller chefen for redningsmandskabet, Bambang Soelistyo, ifølge CNN. Den ene kvinde var en AirAsia-stewardesse, der stadig havde sin uniform på. At hun er fuldt påklædt tyder ifølge CNN på, at flyet var intakt, da det ramte vandet.

Adskillige ambulancer står klar i Surabaya, så de fundne lig kan blive kørt væk.

Vejret omkring Javahavet er onsdag præget af voldsomme vindstød og regn, der fører høje bølger med sig, og det kan vanskeliggøre bjærgningsarbejdet.

Men hvis vejret arter sig, vil ligene af de resterende omkomne nemt burde kunne findes, forklarer flere luftfartseksperter til CNN, da flyet formentlig først brækkede fra hinanden, da det ramte vandet.