Det kan tage op mod 15 år, før konkursen af Pihl & Søn er helt afviklet. Det frygter Henrik Steen Jensen, kurator og en af de advokater, der skal rydde op i entreprenørvirksom­heden, som er en af Danmarkshistoriens største konkurser.

»Det bliver tæt på min pensionsalder,« siger 51-årige Henrik Steen Jensen.

Han peger på, at de lange garantiperioder, som er typiske i entreprenørbranchen, betyder, at en endelig afvikling af Pihl & Søn kan ligge mange år frem i tiden.

»Vi risikerer, at det her kommer til at løbe i ti til femten år. Der ligger kontrakter med kunder om at opføre byggerier, som er startet op kort før konkursen. Det tager måske tre til fire år at bygge dem, og derefter er der en garantiperiode på måske ti år,« siger Henrik Steen Jensen.

I Danmark er der en entreprenørgaranti på fem år, men efter international entrepriseret kan garantierne løbe op til ti år.

»Det trækker længere ud på grund af garantistrukturen. Uanset hvor effektiv jeg forsøger at være, kan jeg ikke gøre noget ved det,« siger Henrik Steen Jensen.

Forløbet kan dermed komme til at minde om en anden dramatisk konkurs i entreprenørbranchen. Da byggematador Bøje Nielsen i 1982 blev erklæret konkurs, var den endelige bobehandling først afsluttet i 1992. I 2005 stævnede Bøje Nielsen kuratorerne, og kort inden hans død i 2007 var han ved at indbringe behandlingen af hans erstatningssag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I Bøje Nielsen-sagen fik alle kreditorerne deres penge. Det sker næppe for kreditorerne i Pihl & Søn, der gik konkurs i august sidste år. En foreløbig opgørelse fra kuratellet bag konkursen i entreprenørkoncernen viser, at kravene har nået mere end fem mia. kr., mens selskabet blot har aktiver for 227 mio. kr. Den store underbalance kan dog vise sig at blive mindre, end de ser ud nu, fordi mange kreditorer anmelder de højest tænkelige krav, så de ikke risikerer at gå glip af penge.

»Jeg vil tro, at det ender med at blive godt og vel et par milliarder,« siger Henrik Steen Jensen.

Ledelsen foreløbig frikendt

Pihl & Søn, der blev stiftet i 1887, måtte efter flere redningsforsøg og kapitalforhøjelser i august opgive med at forsætte. Den ellers hæderkronede entreprenørvirksomhed havde forsøgt med en voldsom ekspansion i udlandet, hvor selskabet havde indgået for risikofyldte kontrakter til for lave priser. Den store offensiv var sket uden den nødvendige styring i koncernen.

Alligevel frikender den foreløbige undersøgelse ledelsen i entreprenørkoncernen.

»På det foreliggende grundlag har vi ikke fundet grundlag for at rejse ledelsesansvar,« siger Henrik Steen Jensen.

Konkursen førte til, at en lang række byggeprojekter lå stille. Blandt andet var Pihl & Søn involveret i en række projekter i Storkøbenhavn, herunder blandt andet Inderhavnsbroen, Trangravsbroen og Proviant­broen i Indre København samt byggeprojektet ved Nørreport Station og Cirkelbroen over Christianshavns Kanal. Herudover stod Pihl & Søn bag en række udenlandske projekter.

Blandt de største kreditorer er Danske Bank og Tryg samt kreditforsikringsselskaberne Euler Hermes og Atradius.