Børn under seks år skal slet ikke have adgang til at se film og spil i 3D, og indtil man bliver 13 år, bør brugen af tredimensionel underholdning være begrænset.
Sådan lyder nye retningslinier, som det franske agentur for sundhedssikkerhed i fødevarer, miljø og arbejde ANSES har fremlagt. Det sker på baggrund af den mulige påvirkning, som 3D-teknologien har på børns øjne, som endnu er under udvikling.
Øjnene udvikler sig
For at kunne dybden i 3D-billeder skal øjnene nemlig se billeder to forskellige steder, inden hjernen omsætter dem til et enkelt billede med dybde i.
»Hos børn, og især før seksårsalderen, kunne sundhedseffekterne af denne konflikt med at tilpasse øjnenes pupillers samtidige bevægelse blive meget mere alvorlige på grund af den aktive udvikling af synsevnen på dette tidspunkt,« skriver ANSES.
Det er meget få lande i verden, der har retningslinier for brugen af 3D-udstyr. I Italien forsøgte det nationale sundhedsagentur i 2013 at advare om, at yngre børns brug af 3D-briller bør begrænses.
Ingen succes trods massiv markedsføring
3D har været stærkt omdiskuteret, siden teknologien gennem de seneste tre-fire år er blevet pisket frem af teknologi- og filmproducenter, som har set muligheden for at skabe et nyt marked.
Det er dog aldrig blevet en succes trods massive investeringer i markedsføring. Antallet af biograffilm i 3D er fortsat begrænset, og 3D-funktionen, som blev bygget ind i stort set alle fladskærmsfjernsyn, er ikke noget, der tæller, når man køber nyt fjernsyn. Er den der, er det udmærket, ellers klarer man sig fint uden.
Det skyldes især, at de fleste finder det kikset og besværligt at skulle tage særlige briller på for at kunne se dybden på lærredet eller skærmen. Samtidig er det de færreste producenter, der ønsker at satse på dyre optagelser i 3D. Endelig har mange slet ikke mulighed for at se 3D, f.eks. på grund af bygningsfejl eller andre problemer med øjnene.
Da de første biograffilm i den nye 3D-teknologi kom for fire år siden, opdagede mange pludselig, at de faktisk havde øjenproblemer, og mange fik hovedpine af at belaste øjnene i så lang tid ad gangen, mens de så film.
Behold briller og kontaktlinser på
Øjnene ser tingene i en anelse forskellige vinkler, og når billedet sættes sammen i hjernen, får man indtryk af dybde. Men den måde, som 3D dannes på i film, er ikke helt den samme, og derfor skal øjnene trænes op til at se billedet korrekt og skarpt gennem de særlige 3D-briller. Folk med bygningsfejl kan slet ikke se 3D men ser de to forskudte billeder som ... to forskudte billeder.
ANSES anbefaler at gå til øjenlægen, hvis man føler ubehag, når man ser underholdning i 3D, og i det hele taget være meget opmærksom på, at brugen af 3D bør begrænses. Under alle omstændigheder bør de, der bruger briller eller kontaktlinser, fortsat have dem på, når de ser 3D-indhold, og så bør indholdsproducenterne følge de tekniske retningslinier, der findes om at begrænse effekterne og bevare kvaliteten.
