Zhang Shu, der er talsmand for Kinas ambassade i Danmark, erklærer sig »chokeret« over min kritik (klumme 21. juli) af hans lands behandling af den fængslede systemkritiker og Nobelprismodtager Liu Xiaobo, der for nylig døde af leverkræft.

I sin replik her i bladet 28. juli skriver Zhang Shu, at mine betragtninger bygger på fordomme og uvidenhed og derfor ikke svarer til »sandheden« om Kina. I et autoritært etpartisystem som det kinesiske er der ikke plads til divergerende opfattelser af virkeligheden. Den der har den totale sandhed har også den totale magt.

Man skulle tro, at en hulbrystet, bebrillet og sygdomsafkræftet systemkritiker var som en myg på en elefants ryg, og man skulle ligeledes tro, at et kortfattet indlæg i en dansk avis vil blive mødt med et skuldertræk fra det officielle Kina. Men nej. Et land, der gør hævd på sin plads på verdensscenen, er dybt forfængeligt og tåler ingen ridser i den blanke overflade.

Hr. Shu mener, at jeg lader hånt om – eller slet og ret savner indsigt i – de lidelser og ofre, det kinesiske folk har ydet gennem århundreder. I hans udlægning er det en legitim forklaring på, hvorfor det langt overvejende flertal af indbyggerne i verdens mest folkerige stat ønsker fred og stabilitet.

Kina har lagt en svær og blodig fortid bag sig, mener hr. Shu, og lader underforstå, at fjender af folkerepublikken, i dette tilfælde afdøde Liu Xiaobo, ikke skal forvente at finde nåde for deres statsundergravende virksomhed. Hr. Shu hævder uden nærmere dokumentation, at den kinesiske grundlov garanterer »ytringsfrihed«, og at kinesere kæmper »utrætteligt« for demokrati og sikring af retsstatsprincipper.

Hvor det første er tvivlsomt, er det andet derimod sandt. Der er bestemt kinesere, som kæmper for demokrati, men de skal imidlertid gå særdeles forsigtigt til værks, hvis ikke de ønsker at komme i myndighedernes søgelys. Er man først fanget i skæret fra politiets nådesløse afhøringslampe, er der ikke lang vej til indespærring.

Liu Xiaobo blev idømt en lang fængselsstraf for angivelig subversive aktiviteter. Han blev nægtet elementære rettigheder, hans astma og andre sygdomme blev stærkt forværret under indespærringen, og da han endelig blev dødssyg, fik han allernådigst tilmålt kvalificeret medicinsk assistance, men til ingen nytte.

Hr. Shu vil naturligvis ikke erkende den kinesiske stats ansvar for Xiaobos sørgelige endeligt. Kynisk skriver denne bureaukratiske sværddrager, at de offentlige myndigheder udviste »human omsorg« over for Liu Xiaobo og vil forsætte med at gøre »fremskridt for menneskerettighederne«. Hvis det at tage livet af en stemme, der råber på folkelig medbestemmelse og kræver reel ytringsfrihed i modsætning til den statskontrollerede udgave, er et sådant »fremskridt«, må man sige, at Kina er kommet langt. Desværre.

Det er hverken modige folk som Liu Xiaobo eller et par beskedne linjer i et vestligt medie, der nedbryder Kinas ry, sådan som Hr. Shu antyder, men alene de gerninger, der udføres af samme stat, som han selv tjener. Kina har ganske rigtigt foretaget et stort økonomisk spring fremad, også i det globale landskab, men prisen er høj og skal tælles i fængslinger, umyndiggørelse og overvågning.