Gentofte er og bliver konservativ.

Det står tindrende klart efter samtlige stemmer fra tirsdagens kommunalvalg er talt op.

Det er lykkes de Konservative at opnå absolut flertal på 50,2 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 4,7 procentpoint i forhold til det seneste kommunalvalg i 2009.

Bykongen Hans Toft, som har været borgmester siden 1993, kan dermed uden besvær fortsætte i endnu en periode. Hans parti har fået cirka halvdelen af samtlige stemmer i kommunen. Det omsættes til 11 mandater.

Venstre går 2,1 procentpoint tilbage til 9,5 procent, mens SF er kommunens største taber med en samlet tilbagegang på 5,6 procentpoint til 3,7 procent af stemmerne.