Socialdemokraterne er fortsat det største parti i Roskilde, og borgmester Joy Mogensen (S) kan glæde sig over en fremgang på 9,7 procentpoint. Det betyder, at Socialdemokraterne er gået tre mandater frem og nu har 13 ud af de 31 pladser i byrådet.
Mens SF ved sidste kommunalvalg gik frem og mere end fordoblede antallet af mandater, så ser det anderledes dystert ud ved dette valg. I 2009 gik partiet fra at have tre mandater til at have syv, og sikrede sig blandt andet viceborgmesterposten.
Men ved dette valg er SF gået tilbage med hele 17 procent og har kun sikret sig 5,3 procent af stemmerne. Samtidig har partiet mistet seks mandater og har nu kun én plads i det kommende byråd, skriver Roskilde Dagblad.
Hos de borgerlige partier er Venstre gået en smule frem med 1,5 procentpoint til 23,7 procent af stemmerne, mens Konservative er gået tilbage med 5,8 procentpoint og har i alt fået 4,8 procent af stemmerne.
Venstre går to mandater frem og ender på ni i alt, og Dansk Folkeparti går fra ét til tre byrådsmedlemmer. For Radikale Venstre er der tale om status quo, idet partiet beholder sit ene mandat, skriver Roskilde Dagblad.
De partier, der ikke fik en plads i byrådet, er Liberal Alliance, Roskildelisten og MIchael Philip Hansen-listen, som ikke kommer ind.
Stemmeprocenten i Roskilde Kommune var 74 procent af de i alt 65.222 stemmeberettigede.