Årets bedste danske spillefilm er fyldt med mænd. Det kan dårligt være anderledes, når filmene foregår under krige (»9. april«, »Under sandet«, »Krigen«) eller handler om fodbold (»Sommeren ‘92«).

Ej heller i komedier som »Klovn Forever« og »Mænd og høns« får kvinderne lov til at være meget mere end staffage. Gør det så film­året til et ringere år end normalt? Nej, filmene fortjener hver og én en plads blandt årets ti bedste, selv om den gennemsnitlige kvalitet i sagens natur ikke kan tangere filmene på den udenlandske liste. Ti danske film udgør knap halvdelen af alle film produceret her i landet, mens ti udenlandske film vel ikke en gang svarer til én enkelt promille af klodens samlede produktion.

Noget andet, der falder i øjnene, er de mange historisk orienterede danske film, hvilket igen leder tankerne hen filmbladet Ekkos nylige undersøgelse af dansk films faldende evne til at tiltrække udenlandske filmpriser. Det siger sig selv, at film, der handler om meget specifikke danske forhold, sjældent indbringer store internationale priser, selv om undtagelser som »En Kongelig Affære« forekommer. I øjeblikket synes det næsten som om, at dansk film er tvunget til at vælge mellem at servicere et hjemligt eller et udenlandsk publikum – urimeligt når dansk film tidligere så glimrende har opnået at score på begge fronter.

Blandt de bedste udenlandske film er vaskeægte blockbusters som »Star Wars: The Force Awakens« og »Mad Max: Fury Road«. Tidligere ville denne type billetsælgermaskiner aldrig have gjort sig gældende på filmkritikernes »årets bedste«-lister, og det er ikke fordi, at denne anmelder ønsker at være Rasmus Modsat, men snarere fordi de pågældende film faktisk er gode – på alle parametre. Det samme gælder Pixars familievenlige animationsfilm »Inderst Inde«, der til Cannes Festivalen i år fik gråskæggede filmprofessorer til at rejse sig begejstrede og klappe med glædestårer i øjnene.

Uden for Hollywood var der overalt i verden en bølge af legesyge, hvor det kunstneriske blev forenet med det underholdende. Det gælder film som den canadiske »Mommy« og den iranske »Taxi Téhéran«, der sammen med snesevis af verdensfilm, der ikke nåede denne liste, byder på øjenopspærrende, dogmatismenedbrydende oplevelser.