Hvad gør en mand, når han har gjort så godt som alt, der er at gøre?

Når han har bombet Afghanistan, fornærmet det halve Europa, invaderet Irak og er blevet fyret som forsvarsminister? Hvad så?

Andre ville måske begynde at skrive læserbreve om at være verdens mest misforståede mand, men ikke Donald Rumsfeld, som i den sprøde alder af 83 år har udsendt en app til iPhone. Det er en virtuel udgave af en kompliceret kabale, som legendariske Winston Churchill kæmpede med under Anden Verdenskrig, og spillet hitter nu i Apples app-butik.

Og tilsyneladende har vi misforstået noget om Rumsfeld, der i sin tid som forsvarsminister blev kendt som høgenes høg. For han er ikke ukendt med begrebet »strategi,« som David von Drehle noterede i en hvas anmeldelse i Time. »Churchill Solitaire« handler ifølge Rumsfeld om at »tænke rundt om hjørner og have en plan for sit spil,« og det er lidt tykt, at han skal belære andre om det, for i virkeligheden havde Rumsfeld ingen anelse om at spille sådan et spil, skriver von Drehle

»Det var Churchills spil … Tragisk nok var det aldrig Rumsfelds spil,« skriver han og opremser, hvordan Rumsfeld ikke havde en plan for, hvad der skulle ske med Irak, efter præsident Saddam Husseins styre var nedkæmpet – og at det vakuum førte til den ulykke, som området er i dag.

Andre har set præcis det modsatte i spillet. Studieværten Sean Hannity på Fox News mente, at spillet repræsenterede, hvad man kunne gøre, hvis man holdt politik og krig hver for sig. En uforstyrret spiller kan gøre spillet færdig, og uforstyrret kunne Bush-regeringen også have skabt en mønsterstat i Irak. Men der gik politik i den, og amerikanerne mistede modet. Sådan var det også med Vietnam, sagde han.

»Det var problemet. Det blev politiseret. Irak blev politiseret,« sagde Sean Hannity.

De uhelede sår

Hvad fortæller begivenhederne os om Donald Rumsfeld?

For det første, at han fortjener ros for ikke bare at sidde i sit otium og råbe af avisbudet, klage over priserne og se genudsendelser af »Columbo.« Han lod andre om at kode spillet, men ideen til »Churchill Solitaire« var hans. Rumsfeld testspillede de forskellige versioner, og han kom med input til alt fra spildesign til markedsføring, som Wall Street Journal har beskrevet. Så Rumsfeld er mere af et helt menneske, end historien har gjort ham til.

Det er den gode nyhed for ham. Men begivenhederne afslører også noget knap så opløftende for den tidligere forsvarsminister: At USA ikke har glemt Bush-tiden og Rumsfelds andel i den. Amerikanernes holdning til præsident Bush selv er blødgjort – han er mere populær i dag end i 2007 – men hans politik og især invasionen af Irak er et uhelet sår, som lanceringen af et uskyldigt kabalespil også viser.

Da Rumsfeld f.eks. gæstede TV-komikeren Stephen Colbert, gik værten så hårdt til ham, at man næsten fik ondt af den tidligere forsvarsminister, som bare ville tale om et spil. Colbert kredsede om, at Rumsfeld havde bildt amerikanerne ind, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben – og at han gjorde det, selv om efterretningsdokumenter året forinden havde sagt, at det var usikkert.

»I det offentlige er der ikke noget, der er perfekt,« svarede Rumsfeld afvæbnende.

»Se bare hvor længe det tager at rydde sneen...« Men Colbert var ikke oplagt til den slags sjov og fortsatte sin inkvisition, og til sidst måtte Rumsfeld tage spørgsmålet ved vingebenet. Efterretninger er »aldrig sikre … Hvis de var kendsgerninger, ville de ikke være efterretninger,« sagde han med et træt smil, og den pågældende sætning blev til en Twitter-storm, og det russiske propagandamedie Russia Today forsøgte at blæse det op som »en nær-erkendelse« af, at Rumsfeld vidste, at han løj.

Arven fra Churchill

Dermed kom lanceringen ofte til at handle om alt andet end selve kabalen, og den historie er faktisk værd at tage med. Rumsfeld har på web-mediet Medium beskrevet, hvordan han i 1973 som NATO-ambassadør betragtede en ældre belgisk diplomat, som lagde en sofistikeret kabale, og belgieren fortalte, hvordan han havde lært det af Churchill i bunkerdagene under London-blitzen i 1940.

Hvor et almindeligt spil kabale består af 52 kort og syv rækker af kort, så har »Churchill Solitaire« 104 kort og ti rækker og også en ekstra række med seks kort, som skal befries. Reglerne er »djævelske,« skriver Rumsfeld, og spillet »er et af de hårdeste spil, som jeg nogensinde har spillet.«

Og lad det være konklusionen fra manden, der bombede Afghanistan, fornærmede det halve Europa og invaderede Irak.