To måneder efter Pia Olsen Dyhr overtog formandsposten i SF, kan hun og partikammeraterne nu konstatere en meget beskeden, men dog markant, fremgang i vælgeropbakningen, viser vores vægtede gennemsnit af meningsmålinger, Berlingske Barometer.
Torsdag den 30. januar blev en historisk dag for SF. Ikke alene trak Annette Vilhelmsen sig som formand. Partiet trak sig også fra regeringen efter voldsom intern ballade omkring salget af dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Det blev afslutningen på SF's første gang i regering. En regeringsperiode, der kom til at vare knap 2 ½ år.
Støttepartiet SF stod dernæst over for at skulle vælge partiets nye formand og d. 13. februar stod det klart, at Pia Olsen Dyhr var den eneste kandidat til posten. På det tidspunkt, knap to uger efter SF's udtræden fra regeringen, stod partiet historisk lavt i Berlingske Barometer med en vælgertilslutning på kun 3,5 procent, hvilket er partiets dårligste resultat siden Folketingsvalget i 2011.
Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen, slog dengang fast, at der lå "barske slag forude" for Pia Olsen Dyhr, som i den grad ville blive tvunget til at overbevise politikerne fra venstrefløjen i partiet om, at hun kunne skabe et SF, som de ville kunne føle sig hjemme i.
Formelt set blev Pia Olsen Dyhr valgt som SF's formand på partiets landsmøde d. 1.-2. marts - som den syvende formand i partiets historie. På det tidspunkt stod partiet til at få 3,8 procent af stemmerne i Berlingske Barometer. Det er nu lidt over 60 dage siden.
Spørgsmålet er, om det er lykkes for den nye formand at stoppe vælgerblødningen og samle SF internt?
Noget tyder på det, for nu to måneder efter at Pia Olsen Dyhr blev valgt som SF's nye formand står partiet til at få 4,8 procent af vælgerstemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag, viser Berlingske Barometer. Det er altså et helt procentpoint over de 3,8 procent, som det kriseramte SF stod til at få ved landsmødet i starten af marts. En lille, men alligevel markant, fremgang.
Piben har da også fået en anden lyd hos SF. I sin 1. maj tale torsdag gav Pia Olsen Dyhr følgende opsang til regeringen: "Glem alt om nødvendighedens politik og konkurrencestat. Det overbeviser eller begejstrer vi ingen med. Det skaber blot modløshed, svækket kampgejst og Lars Løkke tilbage i Statsministeriet. Og det er også den forkerte medicin."
Men på trods af en kompetent og kamplysten formand, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, dog at SF fortsat er et parti, som er sendt til tælling.
Samlet står rød blok i denne uge til 43,6 procent af stemmerne, mens blå blok står til 56,4 procent - et billede der har været stabilt de seneste mange måneder.
Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.