Der venter en svær opgave for Pia Olsen Dyhr, som nu skal forsøge at genrejse sit parti fra en nedtur af historiske dimensioner.

Med valget af Dyhr som formand er en afgørende forudsætning dog kommet på plads: For første gang i flere år har SF fået en leder med vilje og kunnen til at stå i front.

Da SRSF-regeringen i efteråret 2011 blev en realitet – og Villy Søvndal fik opfyldt ambitionen om at blive udenrigsminister – mistede han reelt interessen for at lede sit parti.

Dernæst kom Annette Vilhelmsen på en mission impossible, da hun som ny leder skulle fastholde SF i regeringen og samtidig profilere partiet mere markant.

Varmt bifald til Vilhelmsen

På førstedagen af SFs igangværende landsmøde i Kolding fik Vilhelmsen et varmt bifald fra partifællerne, da Pia Olsen Dyhr takkede forgængeren for indsatsen. Men selv de længste klapsalver kan ikke slette erindringen om en leder, som hverken havde erfaring eller dygtighed til at stå i spidsen.

Nu er opgaven givet videre til Pia Olsen Dyhr, som har forberedt sig til missionen, siden hun som teenager meldte sig ind i SF. Hun er bedre kvalificeret, og hendes udgangspunkt er nemmere end Vilhelmsens, for SFs frihed giver et bedre afsæt til at skærpe partiets profil og identitet.

At meget skal lykkes, hvis SFs monumentale krise skal overvindes, er selvfølgelig indlysende. Pia Olsen Dyhrs første tale var da også udtryk for en halsbrækkende balanceakt, hvor hun på den ene side forsvarede SFs regeringsdeltagelse og på den anden side måtte erkende, at SF har været tvunget til at æde svære kompromiser.

Uden den erkendelse ville hun ikke være kommet ret langt med sin tale. Netop skuffelsen over den tidligere SRSF-regerings mange løftebrud og blå kurs i den økonomiske politik har fået SFere til at flygte i uhørt grad. Titusinder af SF-vælgere er smuttet siden 2011, partiets medlemstal er styrtdykket, og efterårets kommunevalg resulterede i et ydmygende nederlag.

Pia Olsen Dyhrs beskrivelse af SFs rolle i regeringen var ikke nøgtern historieskrivning, men et partsindlæg, som selvsagt ikke gik i dybden med SFs enorme nederlag som regeringsparti.

Hun kæmpede for at fremhæve SFs sejre - og lagde bevidst afstand til de mest forhadte regeringsinitiativer.

I de sidste dage har hun beklaget konflikten med Danmarks Lærerforening sidste forår, ligesom hun har lagt luft til lettelserne af selskabsskatten i vækstpakken fra 2013 og argumenteret for en ændring af dagpengereformen.

Balanceakten er svær, for beskyldningen om hykleri ligger snublende nær, når Dyhr vender sig mod en regering, hun indtil for få dage siden var en del af.

Pia Olsen Dyhrs forsvar er, at hun kæmpede for SFs mærkesager internt i regeringen og derfor også har ret til at gøre det eksternt. Men i læ af denne forklaring langede hun kraftigt ud efter de tidligere partnere.

Opsigtsvækkende angreb på finansministeren

Mest opsigtsvækkende var angrebet på Bjarne Corydon. »Jeg tvivler stærkt på, at et ensidigt fokus på fine regneark skaber begejstring … og jeg tror heller ikke, at planer om at erstatte det danske velfærdssamfund med en konkurrencestat begejstrer nogen som helst,« lød det fra Pia Olsen Dyhr.

Thorning fik direkte besked på, at hun skulle begynde at se mod venstre side af folketingssalen i stedet for kun at koncentrere sig om højre side.

Lykkes missionen for Dyhr, kan det ikke alene føre til en genrejsning af SF. Det kan måske også føre til, at frustrerede røde vælgere får større lyst til at rejse sig fra sofaen for at stemme ved næste valg - og så vil slaget om regeringsmagten blive tættere, end det ser ud i dag.

Nu som før vil det imidlertid kræve, at de interne kampe i SF slutter.

For Thorning og S-toppen repræsenterer det frie SF en ny udfordring. Socialdemokraterne skal fortsat forsøge at demontere de mange angreb fra Enhedslisten, men skal nu også bruge kræfter på at holde Dyhr i skak.

I den forbindelse er der næppe tvivl om, at det gjorde ondt på mange socialdemokrater, da Pia Olsen Dyhr i sin tale opfordrede SR-regeringen til at ændre dagpengereformen. Med direkte appel til Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager spurgte Pia Olsen Dyhr om de to tidligere regeringsfæller dog ikke ville være parate til at finde en holdbar løsning?

For Vestager er svaret et rungende nej. Derimod ved Thorning kun alt for godt, at mange socialdemokrater ligger på linje med SFs nye formand og finder det komplet uforståeligt, at regeringen ikke vil gøre mere for at hjælpe de ledige, som ryger ud af dagpengesystemet.

Mens SF har genvundet sin frihed, er statsministerens skæbne mere end nogensinde låst fast til de Radikale.