Den østukrainske befolknings lidelser er forfærdende. I forgårs kom de nye tal fra FN: 5.358 mennesker har siden april sidste år mistet livet i krigen om Østukraine. Civile dør i hobetal, når vildfarne mortergranater eller Katjusja-raketter slår ned i deres boligblok, børnehave, grøntsagsmarked, posthus eller sågar på det lokale hospital.

Læs også: FN: Udviklingen i Ukraine er en katastrofe for de civile

Og der er ingen fredsløsning i sigte. Tværtimod har separatisterne med våben og mandskab fra Rusland indledt en storstilet offensiv mod nord og syd i Donetsk-regionen. De har tydeligvis fået blod på tanden og stiller nærmest dagligt nye betingelser for at møde frem til fredsforhandlinger i Minsk. Det ene øjeblik forlanger de, at Kiev skal udnævne en ny højerestående repræsentant ved forhandlingsbordet til afløsning for tidligere præsident Kutjma; det næste øjeblik at våbenstilstandslinjen genforhandles, så den tager højde for deres nye erobringer, og det tredje øjeblik skal Kiev først genoptage udbetalingen af sociale ydelser i krigsområderne.

I Vesten har vi håbet på, at den giftige cocktail af vestlige sanktioner og lave energipriser ville få præsident Putin til at vakle: Enten fordi hans inderkreds gjorde oprør, når deres formuer begyndte at svinde, eller fordi den russiske befolkning fik nok og gik på gaden i protest. Begge dele er ønsketænkning. Putin har i mange år slået hårdt ned på ethvert tilløb til dissens både i toppen og bunden af samfundet. Og massemediernes daglige beretninger om ukrainske fascister, der under ledelse af CIA nedslagter uskyldige russisksindede kvinder og børn, har hensat russerne i en massepsykose. De er indstillet på at lide for moderlandets skyld. Meget muligt vil svækkelsen af den russiske økonomi kun få Putin til at optrappe krigen yderligere som afledningsmanøvre for hverdagens genvordigheder. Sanktionernes berettigelse er måske primært den, at Putin ikke på længere sigt kan bekoste skyggekrige andetsteds.

Det er på tide, vi indser, at Putin har tænkt sig at fortsætte krigen, indtil vi forærer ham Ukraine som satellitstat. Hårdt presset af Vesten lod Ukraines præsident Porosjenko sig overtale til at indgå Minsk-aftalen, som garanterede de såkaldte folkerepublikker Donetsk og Lugarsk en autonom status, der var så vidtgående, at den sikrede dem ret til egne skatteindtægter, retsvæsen og politistyrker; ja endda sikrede, at ingen nogensinde behøvede at tale landets sprog, ukrainsk. Men det var ikke nok.

På den baggrund er det forståeligt, at USA nu overvejer at imødekomme de desperate ukrainske appeller om våbenhjælp, selv om det vil øge risikoen for en optrapning fra russisk side. For hvis krigen under alle omstændigheder fortsætter med snesevis af dræbte hver dag, kan man absolut diskutere, om ikke ukrainerne skal have mulighed for at yde effektiv modstand.

Læs også: Læger uden Grænser: Civile fanget i østukrainsk krydsild

Under alle omstændigheder er det værd at lytte til de EU-medlemmer, der har konkrete historiske erfaringer fra Warszawa-pagten med russisk overherredømme. Som nu den polske præsident Bronislav Komorovskij, som i tirsdags på det stærkeste advarede Vesten mod at give efter over for Rusland. Ifølge ham vil indrømmelser af enhver art kun blive opfattet som en tilladelse og opmuntring til fortsættelse af russisk aggression.