Det er foregået i den bedste mening. Men i de sidste 40 år har vi svigtet landets mest udsatte børn ved at have for få forventninger til dem. Ved at pakke dem ind i velfærdsstatens omsorg og skåne dem for pres og potentielle nederlag.

Det er sket, fordi man fuldt og fast troede på teorien om »den sociale arv«; at problemer nedarves fra forældre til børn eller ligefrem akkumuleres gennem generationerne. Og at det sker med så stor uafvendelighed, at man som socialarbejder blot måtte forsøge at afbøde skadevirkningerne mest muligt.