Drab, drabsforsøg og overfald. Det er nogle af forbrydelserne i de sager, som torsdag formiddag har ført til, at politiet har anholdt mindst 36 personer i en ny storstilet aktion mod det kriminelle rocker- og bandemiljø.
»Vi anholder mistænkte gerningsmænd til en lang række sager omhandlende drab, drabsforsøg, overfald og anden alvorlig kriminalitet, og vi ransager efter ulovlige genstande,« siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi, og operationsansvarlig for dagens aktioner, i en pressemeddelelse.
Den nævnte drabssag er formentlig den fra Finsensvej på Frederiksberg, hvor en 27-årig mand blev skudt 20. februar.
Politiet betoner, at det blandt andet er igangværende efterforskning, som har ført til dagens aktion. Flere end 60 adresser har fået besøg, og politiet har fået fat i de personer, de ønskede. Indtil videre er 36 personer anholdt, men flere kan være på vej, oplyser Jørgen Skov. Desuden er der fundet syv skydevåben, knive, slagvåben, sværd, kastestjerner, narkotika og medicin, dopingmidler, fyrværkeri-bomber med videre.
»Vi benytter lejligheden til at gøre det klart for rocker- og bandemedlemmerne, at vi under ingen omstændigheder vil acceptere voldelige konflikter, og at vi vil bruge alle midler for at pågribe de skyldige. Samtidigt ønsker vi at få bandemedlemmerne i tale og tilbyde dem hjælp til at komme ud af det kriminelle miljø,« siger Jørgen Skov.
Fjerde store aktion
Det er politiets fjerde store aktion mod rockere og bander på Sjælland siden begyndelsen af marts. Baggrunden er den verserende bandekonflikt, som har ført til mindst to drab og flere end 200 affyrede skud i hovedstadsområdet siden nytår.
Onsdag blev det bandeplagede boligområde Værebroparken i Bagsværd igen ramt af et skyderi. To grupperinger udvekslede mellem 15 og 20 skud på åben gade ved højlys dag. Ingen blev tilsyneladende ramt.
Dagens politiaktion er et samarbejde mellem Københavns Politi, Politiets Aktionsstyrke, Taskforce Øst og Skat.
Som Berlingske beskrev mandag sidder et rekordhøjt antal bande- og rockermedlemmer i øjeblikket bag tremmer. Af de 1.647 personer på Rigspolitiets liste over personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet afsoner 362 personer fængselsstraffe eller sidder varetægtsfængslet
»Vi ransager fortsat på et par adressser. Flere af de mange anholdte er sigtet og afhørt på stedet, hvorefter de er blevet løsladt igen. Dog forventer vi en del fremstillinger i grundlovsforhør i morgen tidlig, siger,« siger Jørgen Skov ved 13-tiden torsdag.