Udenrigsministeriet mangler fortsat at høre fra 32 danskere, der befinder sig i det tyfonhærgede Filippinerne.

Det er status mandag middag - tre døgn efter, at tyfonen Haiyan trak et spor af død og ødelæggelse hen over landet.

»Ud af de personer, der har registreret sig på den såkaldte danskerliste, mangler vi fortsat at få kontakt til 15 personer,« fortæller Danmarks ambassadør til Filippinerne og Malaysia, Nicolai Ruge, der befinder sig på ambassaden i Kuala Lumpur i Malaysia.

»Det gode er, at vi ikke har nogen oplysninger om danskere blandt de omkomne eller tilskadekomne,« tilføjer han.

Ambassadøren og hans medarbejdere forsøger at kontakte de danskere, der har registreret, at de befinder sig på Filippinerne. Det sker blandt andet via telefon, email og sociale medier. Men omfattende nedbrud på telefonnettet og internettet besværliggør kommunikationen.

Udover danskerlisten har Udenrigsministeriet modtaget henvendelse fra danske pårørende, der savner kontakt til familiemedlemmer og venner, der befinder sig på Filippinerne. Her mangler Udenrigsministeriet fortsat at høre fra 17 danskere.

Ambassaden har iøvrigt - med hjælp fra generalkonsulen i Manila - arrangeret, at der gøres en særlig indsats for at opspore de tre danskere, der på danskerlisten har angivet, at de opholder sig i Leyte-provinsen, som er et af de hårdest ramte områder i Filippinerne.

»Vores generalkonsul i Manila er advokat og har forskellige erhvervsinteresser. I hans indflydelsesrige familie på Filippinerne er der en virksomhed, der har adgang til at chartre et fly, der mandag morgen lokal tid blev sendt fra Manila til byen Tacloban for at lede efter virksomhedens ansatte, men altså også de tre danskere,« siger Nicolai Ruge.

Ambassaden har samtidig en medarbejder, der siden søndag har befundet sig på Filippinerne, og yderligere en medarbejder er på vej fra Kuala Lumpur til Filippinerne for at deltage i opsporingen af danskerne.