Over 10.000 menes at være omkommet, efter tyfonen Haiyan ramte den centrale af Filippinerne. 478.000 er fordrevet fra deres hjem, og i alt 4,5 millioner er berørt af ødelæggelserne, der kan være en forsmag på, hvad der er i vente i et varmere klima, skriver Jyllands-Posten.

Tyfonen kan vise sig at være den kraftigste, der nogensinde er registreret, og ifølge klimaforskere tyder meget på, at det hænger sammen med den globale opvarmning.

»Der er ingen tvivl om, at dette er en konsekvens af, at det bliver varmere på kloden,« siger klimaforsker Sebastian Mernild fra Center for Scientific Studies i Valdivia i Chile til avisen.

Eigil Kaas er professor i meteorologi ved Københavns Universitet, og han mener, at det vil være logisk, hvis orkanerne bliver kraftigere, selv om det er umuligt at sige helt sikkert.

»Det er varme og vanddamp, der driver orkanerne. Når det bliver varmere på kloden, får orkanernes motor med andre ord flere hestekræfter,« forklarer Eigil Kaas.

I Filippinerne forsøger myndighederne at få overblik over tyfonens ødelæggelser.

»Træer er knækket, barken er revet af, huse er ødelagt, mange steder er de fuldstændig knust. Ødelæggelserne er chokerende,« sagde Praveen Agrawal, der er leder af FNs Fødevareprogram, WFP, i landet, efter at have besøgt Tacloban – en by med 220.000 indbyggere, der nu nærmest er jævnet med jorden.