I dag hedder arkitektfirmaet SHL, har afdelinger i Aarhus, København, London og Shanghai og omkring 150 ansatte. I 1986 var de bare tre: Morten Schmidt, Bjarne Hammer og John Foldbjerg Lassen.

De var ikke alene om at åbne en tegnestue.

Meget firkantet sagt var det sådan, at på arkitektskolen ved Kunstakademiet i København var det teorien, der var i højsædet. Ved arkitektskolen i Aarhus var der en mere praktisk tilgang til at bygge huse. Tegnestuen 3xN, der ligesom SHL har fået opført en meget lang række bygninger, er eksempelvis fra samme år.

Mange af arkitekterne og de arkitektstuderende kendte hinanden og arbejdede i de første år sammen på kryds og tværs om opgaver og konkurrencer og indgik i det hele taget i et meget frodigt miljø, der hang sammen med en særlig ånd på byens arkitektskole, hvor – som Bjarne Hammer har formuleret det – lærerne »gav os en helt særlig oplevelse af, at idéer kan realiseres.«

»Vi lærte at tro på os selv – men også at tro på arkitekturen, at alt kunne lade sig gøre! Det var en forudsætning, at man eksperimenterede, prøvede ting af, men grundlæggende fik vi forståelse af arkitekturens helt særlige potentiale; at den kan skabe forandringer for steder og mennesker.«

Et fællestræk for flere af den tids nye tegnestuer var, at mange arkitekter var parat til at bryde med nogle af de idealer i dansk arkitektur, der siden mestrene i begyndelsen af det 20. århundrede – for eksempel Arne Jacobsen og C.F. Møller – nærmest var blevet til dogmer.

Fra Aarhus og København til Haag og Canada

Den smukke danske modernisme med de blødere former end den amerikanske ditto, med bygninger der underordnede sig omgivelser, er præget af rolige flader, bygget af gode materialer, tegnet med sans for detaljen osv. Men når idealer bliver til dogmer, har de en tendens til at blive til stivnede klicheer.

Den udvikling i dansk arkitektur blev accelereret af industrialiseringen af byggeriet, og de danske byggepladser var så meget gødet til nye tanker.

Anderledes bygningskroppe end den hvide firkant, en anden fortælling i bygningsværker og mere skæve flader. Som nu for eksempel udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek, der for alvor gjorde SHL kendt. Og omdiskuteret.

Den Sorte Diamant, som udvidelsen kom til at hedde, blev et af mange markante byggerier ved Københavns Havn, som var en del af åbningen af området. Og af biblioteket - i en ny rolle som bredere kulturinstitution.

Et udvidet kunstbegreb lå også bag ideen om et stort museum midt i Aarhus med mulighed for passage i den etage, der er i niveau med for eksempel området foran byens musikhus.

Man skulle kunne gå ind i ARoS blot for at gå igennem det eller for at drikke kaffe. Også her lykkedes det SHL at skabe et åbent kulturhus med en enorm trappe som fordelingsnøgle til udstillingssalene og med et stort publikumsareal.

Noget tilsvarende er tilfældet i endnu et prægnant byggeri til Aarhus; det meget store hybridbibliotek, DOKK1 som både er en del af transformationen af Aarhus Havn og en ny måde at tænke bibliotek på. Som et sted, hvor bøger i fysisk form kun er et ud af mange kulturtilbud.

DOKK1 er med sine 35.000 kvadratmeter Skandinaviens største bibliotek (med mere), og det er da godt, at SHL har øvet sig i Aarhus, for arkitektfirmaet skal nu i gang med at tegne et tre gange så stort bibliotek i Kina.

30 år er gået, siden Schmidt, Hammer & Lassen begyndte i det små i Aarhus i et kontor i byens latinerkvarter. Grundlæggerne har hen ad vejen udvidet ledelsen med en række partnere og ansat en direktør til at lede foretagendet med de omkring 150 medarbejdere fordelt over tre lande.

Det er også blevet til prestigefulde opgaver i udlandet som for eksempel Den Internationale Straffedomstol i Haag og et stort bibliotek i Halifax i Canada, der ofte på biennaler og i tidsskrifter fremhæves som et fremragende værk.