08.00: Morgenmad med udsigt til Chao Praya-floden
Bangkoks skyskrabere og konstante nybyggeri kan få byen til at virke, som om den udelukkende er gjort af glas, cement og stål, men store dele af byens historiske centrum langs Chao Praya-floden består af gamle træhuse. De er som regel to etager høje, lavet af teaktræ og halvt dækket af vildtvoksende planter. Et af dem er blevet omdannet til det charmerende hotel Loy La Long, der har en lille håndfuld værelser og to små terrasser med udsigt over floden. Hele hotellet er holdt i traditionel thailandsk stil, og der er antikke møbler og kunstværker overalt. Her kan man sidde og spise morgenmad med udsigt til den travle bådtrafik og de dansende kraner, der er ved at opføre luksushoteller i skyskrabere på den anden side. Restauranten, der serverer traditionel nordthailandsk mad, er også åben for gæster udefra og har åbent fra morgen til aften.
Hvad: Loy La Long
Hvor: 1620/2 Songwat Road (man skal gå gennem Patumkonga-templet og dets parkeringsplads)