London. 21 personer behandles i forbindelse med overfaldet på en tidligere russisk eksspion med nervegas i den britiske by Salisbury.

Det oplyser den lokale politimester, Kier Pritchard, ifølge Sky News.

Blandt de 21 er den 66-årige eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia.

- Et antal af dem har været gennem behandling på hospitalet, og de har afgivet blodprøver, har fået støtte og råd, siger Pritchard.

De tre, der er tilbage på hospitalet, er Sergej Skripal, den 33-årige datter Julia og betjenten Nick Bailey, som var en af de første personer, der fandt faderen og datteren livløse på en bænk i Salisbury søndag.

Hospitalet i Salisbury oplyser ifølge Sky News, at datterens tilstand torsdag aften stadig er kritisk, men stabil.

/ritzau/