Sofie Carsten Nielsen (R) smilede, da hun sagde det, men der var ingen tvivl om, at hun mente det alvorligt.
Eller at Morten Østergaard (R) vidste, at hun havde ret.
En februareftermiddag i 2014 skulle Sofie Carsten Nielsen overtage Uddannelsesministeriet fra sin radikale kollega, der var på vej videre til Skatteministeriet efter to et halvt år som minister for landets videregående uddannelser.
Overdragelsen fandt sted knap et år efter, at Morten Østergaard sammen med et bredt flertal i Folketinget havde vedtaget en af dansk uddannelsespolitiks mest omdiskuterede reformer – fremdriftsreformen, der blev ledsaget af en reform af SU-systemet.
Under overdragelsen roste Sofie Carsten Nielsen mest af alt sin forgænger, og hun bemærkede, at hun nu skulle overtage posten efter en mand, der havde stået foran 10.000 hoppende studerende på Frue Plads ved Københavns Universitet, der gjaldede i kor: »Dem, der ikke hopper, de elsker Morten.«
»For de elskede hverken dig eller SU-reformen,« betonede Sofie Carsten Nielsen i sin tale.
Morten Østergaard lyttede med korslagte arme og antydningen af et smil.
Den radikale politiker var bestemt ikke elsket af de studerende. Og det skyldes mest af alt den føromtalte reform, som også uddannelsesinstitutionerne modsatte sig.
Kongstanken bag fremdriftsreformen var, at de studerende på de videregående uddannelser skulle færdiggøre studiet hurtigere. De brugte i gennemsnit mere end et år ud over normeret tid på at uddanne sig, og det var på tide med et opgør, mente politikerne.
Studietiden skulle begrænses med 4,3 måneder frem mod 2020, lød det i den endelige aftale fra april 2013, som alle partier undtagen Enhedslisten stod bag.
De studerende blev hurtigere
Uddannelsesverdenen protesterede over de rigide krav, reformen medførte. Og de studerende stimlede sammen til adskillige demonstrationer og pegede på, at reformen blokerede for udlandsophold og studierelevant arbejde, og gjorde studielivet særligt hårdt for syge og handicappede studerende.
Men Morten Østergaard stod fast.
»Vi har aldrig været i tvivl om, at fremdriftsreformen skal bestå. Jeg står helt ved kravet om, at studerende skal læse på fuld tid,« sagde han eksempelvis til Politiken i december 2013.
To år senere – i 2015 – blev reformen justeret. Politikerne havde indset, at den medførte for meget bureaukrati, og de enkelte uddannelsesinstitutioner fik mere frihed.
Blandt andet blev det udskældte krav om, at studerende automatisk skulle tilmeldes fag og prøver svarende til et fuldt studieår, lempet, og institutionerne fik fremover lov til selv at fastsætte regler for, hvor mange fag de studerende skal tilmeldes om året.
Men det overordnede sigte med reformen bestod.
Siden har det vist sig, at de studerende på de danske universiteter rent faktisk gennemfører studiet hurtigere. Allerede i 2016 var studietiden nedbragt med 3,9 måneder, viste tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet for nylig.
»De studerende på landets universiteter har tidligere været meget længe om at gennemføre deres uddannelser. Det er derfor meget opmuntrede, at fremdriftsreformen og de senere års fokus på området ser ud til at have virket,« lød kommentaren fra den nuværende uddannelsesminister, Søren Pind (V), i den forbindelse.
Dermed så fremdriftsreformen ud til at indfri målet længe før tid.
Politikere klar til at sende reform i graven
I weekenden skrev Politiken så, at flere partier i Folketinget er parate til at lægge reformen i graven. Hvorfor? Den har jo virket »på nogle områder«, som Venstres uddannelsesordfører, Jakob Engel-Schmidt, fremhævede. Men på andre områder er den alt for bureaukratisk, og tiden er løbet fra den, erkendte han samtidig.
Samme melding kom fra de Radikale og Dansk Folkeparti.
Inden sommerferien sad partierne til forhandlinger hos Søren Pind om en ny reform af bevillingerne til landets videregående uddannelser. Og det er blandt andet i det lys, udmeldingerne om fremdriftsreformen skal ses, for den nye bevillingsreform kan på nogle punkter gøre fremdriftsreformen overflødig.
Regeringen fremlagde i maj et udspil til, hvordan de 13 mia. kr., der årligt gives til de videregående uddannelser, fremover skal fordeles, og forhandlingerne fortsætter efter sommerferien.
Regeringen lægger blandt andet op til, at uddannelserne skal belønnes, hvis de studerende gennemfører studiet hurtigt og kommer i job efterfølgende – og straffes økonomisk, hvis det ikke lykkes.
Den grundlæggende tanke om, at uddannelsessystemet skal indrettes sådan, at de studerende gennemfører studiet hurtigere og kommer ud på arbejdsmarkedet, går dermed stadig igen.
Og selv om det var fremdriftsreformen, der for alvor satte fokus på gennemførelsestiden, er det faktisk en tanke, der har eksisteret i årevis, forklarer Stina Vrang Elias, der er administrerende direktør i den uafhængige tænketank DEA, som hovedsagligt beskæftiger sig med uddannelses- og forskningspolitik.
»Der er ikke noget nyt i, at vi diskuterer, om danske unge er for længe om at vælge en uddannelse og færdiggøre den. Det har vi diskuteret i årtier. I Danmark har vi haft tradition for, at det var helt i orden at vælge uddannelse med hjertet og være lang tid om at tage den, og at det skulle ses som en uddannelsesrejse,« siger hun og fortsætter:
»Men i takt med at flere er blevet optaget på universiteterne, og de studerende på nogle fagområder bruger meget lang tid, har det lagt et pres på de offentlige udgifter.«
Selv om diskussionen har stået på i årtier, var det faktisk først med fremdriftsreformen, at politikerne tog et afgørende livtag med den måde, vi har tænkt uddannelse på i Danmark, fortæller Stina Vrang Elias.
»Fremdriftsreformen var det første politiske opgør, man tog med de studerendes gennemførelsestid. Det var en reaktion på et validt problem, der ikke var blevet gjort noget ved i lang tid, så det var klart, at man politisk på et tidspunkt var nødt til at gøre noget,« siger hun, men peger på, at man »altid kan diskutere, om redskabet var det rigtige«.
»Jeg tror, man kunne have haft glæde af større dialog mellem politikerne og uddannelsessektoren, da man designede reformen. Den er en klods om benet på den frihed til forskellighed, vi har brug for. Og der er også stadig helt valide grunde til, at man skal have mulighed for at være længere tid om at studere, så på den måde har reformen medført udfordringer,« siger Stina Vrang Elias.
Arbejdsduelige eller livsduelige unge?
I august sidste år bød lektor og institutleder Claus Holm velkommen til et nyt hold studerende på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, og i sin tale adresserede han fremdriftsreformen og de forventninger, den fører med sig.
Han betonede over for de kommende studerende, hvor vigtigt det er, at balancen mellem studieeffektivitet og frihed og tid til at fordybe sig forbliver intakt. En balance, der er fare for, at fremdriftsreformen sammen med de øvrige reformer af uddannelsesområdet er i gang med at tippe, mener Claus Holm.
»Den politiske hensigt med, at det skal gå hurtigere, virker. Men i den forbindelse synes jeg, man skal stille spørgsmålet: Hvad er det, en universitetsuddannelse skal? Skal den skabe arbejdsduelige eller livsduelige kandidater? Her er man begyndt at bevæge sig for meget over i den gammeldags industrisamfundslogik om, at man skal vælge de sikre fag og gå den lige vej og skynde sig ud på arbejdsmarkedet,« siger Claus Holm og fortsætter:
»Men vi har jo et foranderligt arbejdsmarked og samfund i øvrigt, som kræver, at man er i stand til at bestride forskellige typer af job og leve et omskifteligt liv. Derfor har vi brug for, at vi får livsduelige unge mennesker ud fra uddannelserne. Og der er det en bekymring hos mig, at reformerne modarbejder det.«
I sin tale til de studerende fremhævede Claus Holm også, at studietiden har været genstand for politisk debat længe – uden at man for alvor har gjort noget ved det.
I 1959 nedsatte den daværende radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, et udvalg, som fik til opgave at se på, om man kunne afkorte studietiden.
Også dengang gik universitetsverdenen til modangreb og argumenterede for, at effektivitet og akademisk dannelse er hinandens modsætninger, mens de studerende omvendt talte for, at man godt kunne gennemføre studiet hurtigere.
Claus Holm betoner, at vi i dag skal have høje forventninger til de studerende, og at det er i orden at kræve, at et studium er på fuld tid.
»Vi skal bare passe på, at vi ikke ender med at fortabe os i en snæver arbejdsduelighedstænkning,« siger han.
Flere unge falder fra
Universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter, har længe været kritiker af fremdriftsreformen. Formand Anders Bjarklev ser den gerne helt afskaffet, og selv om han anerkender det politiske ønske om at kigge studietiden efter, anfægter han den måde, reformen er blevet skruet sammen på.
»De studerende er generelt enormt lydhøre og retter gerne ind, når politikerne peger på et problem. Det er en dårlig idé at lave et system, hvor vi som universiteter skal rende rundt og tvinge dem til at nå noget inden for et bestemt tidsrum – for ellers straffes vi på pengepungen,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, at politikerne skulle have sat sig ned og talt med os om, hvordan vi kunne samarbejde med de studerende om at få skåret de hjørner af, der typisk gør, at man er lidt længere tid om det.«
Selv om de studerende er blevet hurtigere til at gennemføre studiet, peger Anders Bjarklev på, at tal fra Danske Universiteter viser, at frafaldet på nogle universiteter er steget, efter fremdriftsreformen blev gennemført.
»På den måde tror jeg ikke, at vi samfundsmæssigt har vundet noget som helst,« siger formanden.
Venstres Jakob Engel-Schmidt understreger fortsat, at hensigten med fremdriftsreformen ikke fejler noget – en hensigt, der også går igen i udspillet til bevillingsreformen.
»Fremdriftsreformen var nødvendig, da man indførte den – men er også et betonfundament rent administrativt, som er lagt ned over alle uddannelsesinstitutioner, og derfor er det nødvendigt, at vi ser på, hvad vi kan gøre i stedet,« siger han.
De Radikales Sofie Carsten Nielsen, der i dag er uddannelsesordfører, peger på, at reformen har nået målet før planlagt.
»Den bør derfor udfases nu. For den har også haft konsekvenser på nogle universiteter, der ikke har været gode. Især i forhold til handicappede studerende og iværksættere, ligesom den har spændt ben for eksempelvis forskningsår for lægestuderende. Det har vi aldrig ønsket,« siger hun.