Har været stofmisbruger og en del af det københavnske modejetset. I et program på Radio24syv, erindrer dokumentaristen Morten Vammen følgende om Mads som ung: ”Du hænger ud med modejetsettet, knepper de lækre damer, går til de rigtige fester og ser skide godt ud. Det kører, og du er sådan et socialt samlingspunkt for en masse mennesker.” Mads blev for ti år siden taget med knap 200 kilo hash og idømt fængsel.

Jeg har en studentereksamen. Min far var flyingeniør. Jeg kommer fra et hjem med ordentlige værdier. Det har været borgerligt derudad. I 20’erne kom jeg ind i modebranchen som fotograf. Jeg blev forført i en verden af smukke mennesker og blev forelsket i festen. Jeg boede i en lejlighed på Gråbrødre Torv og tjente gode penge som fotograf. De blev sniffet op. Jeg var sammen med en masse kreative mennesker, og vi smittede hinanden. Vi skulle ikke nødvendigvis møde på arbejde på et fast tidspunkt næste morgen. Det tog hurtigt fart. Jeg kørte på coke i flere dage uden at sove, indtil jeg faldt om. Dengang var jeg i en vennekreds, hvor vi tænkte på os selv som travellers. Alt var en oplevelse, livet handlede om at få oplevelser. Coke var bare en af de oplevelser. Sådan retfærdiggjorde jeg valget.

Jeg blev psykotisk og paranoid af stofferne til sidst. Troede, at folk var efter mig. Jeg endte med at tage omkring 50 gram coke om ugen. Det kostede på det tidspunkt 400 kr. for et gram. Jeg blev træt af at skaffe penge og ville have stofferne billigere og begyndte at køre hash fra Holland og Spanien. Det var meget imod mine værdier, men værdierne var også i opløsning. På coke får man masser af mod. Grænserne bliver flyttet. Hvis man som kriminel skal vælge en samarbejdspartner, skal man ikke vælge en misbruger, som tager hurtige og slørede beslutninger. Jeg havde været på coke i fire dage, da jeg kørte hash over Øresundsbroen. Jeg kørte bilen og så nok ikke helt kosher ud. Svensk politi stod klar ved broen. Jeg havde næsten 200 kilo hash i bilen. Jeg var færdig. Jeg fik ti års fængsel. Der blev mistet hash for 2,2 mio. Jeg er den eneste, som blev dømt i sagen. Jeg sagde ikke noget til politiet. Hvis man lever med sværdet, dør man med sværdet. Sådan er reglerne i den kriminelle verden. Hvis folk hører, at du har sladret, så får du en hård tid i fængsel, hvor du er nødt til at gå i isolation. Og politiet kan ikke hjælpe dig. Det er sådan, det er.

I fængslet i Nyborg hjalp vi hinanden med at smugle stoffer ind på afdelingen. Jeg troede, at det foregik på samme måde i Vridsløse, og jeg hjalp en med at skaffe stoffer ind en af de første dage. Men næste morgen, da døren blev låst op til min celle, stod der to indsatte og begyndte at tæske løs på mig, mens jeg næsten sov. De sendte et klart signal om, at narkosalget i fængslet skal være styret af bestemte fanger. I de åbne fængsler flyder det med stoffer og især hash, som kan slå tiden ihjel. Det kommer ind ved besøg. Jeg har kunnet holde mig nogenlunde fra stoffer i fængsel og har haft godt af at blive låst inde klokken ni om aftenen. Narko i fængsel bliver der set ned på. Narkokriminelle lever af deres kunder, men ser samtidig ned på dem. Det er dobbeltmoralsk. Det er også nemt at skaffe telefoner i fængsel. Da jeg sad i arrest og bestilte købmandsvarer, kunne jeg se købmandens adresse på bonnen. Så fik jeg nogle rødder udefra til at putte telefoner og opladere i OTA Solgryn-pakkerne hos købmanden. Og så bestilte jeg OTA Solgryn fra arresten.

Efter min afsoning kom jeg i døgnbehandling på Kongens Ø. Jeg blev stoffri, knoklede med fotografiet. Jeg blev far til en søn, og det gik godt. Så godt, at jeg begyndte at tage lidt coke igen, for jeg troede, at jeg kunne styre det. Det kunne jeg ikke. Der skulle skaffes penge, og jeg begyndte at trække på mit nye netværk fra fængsel. Denne gang endte jeg med nogle gange at stjæle og køre rundt på Christianiacykel med oksemørbrad og sprut. Det var det, som skadede andre mennesker mindst, syntes jeg. Et vognlæs kunne sælges for f.eks. 6000 kr. Det var let. Jeg havde dyrt tøj og lignede ikke en misbruger. Dengang gav det et sus, når det lykkedes. Men på sigt skaber det stor smerte at handle imod de værdier, man er opdraget med. Det giver dårligt selvværd.

Nu er jeg i døgnbehandling igen efter et halvt års afsoning i Horserød. Jeg vil stadig gerne have oplevelser, men nu forsøger jeg at finde dem gennem mennesker, som jeg møder i forskellige subkulturer. Mine forældre vil ikke have kontakt til mig, selvom jeg er i behandling. Men jeg må være taknemmelig for mit udgangspunkt. Jeg har en bolig, jeg har en kæreste, jeg har en søn.

”Mads” har et andet navn. Berlingske kender hans identitet.

Sidder i fængsel med en dom på halvandet år for joint-produktion og kokainsalg.

Jeg er god til at lave mad. Jeg er god til at få en forretning op at stå. Jeg er ved at blive en god tømrer. Jeg er god til at rulle joints.

Hvad er det vigtigste, jeg har lært af min mor? Hun sagde, at hvis jeg skulle lave kriminalitet, så skulle jeg tage handsker på, ”Hvis du skal gøre det, så gør det ordentligt knægt.” Jeg har nok været 13, da hun sagde det. Hun mente, det var bedre at sige sådan, end at sige, at jeg ikke måtte, for så ville jeg nok ikke lytte.

Som ung kom jeg meget på Christiania. Det var pissehyggeligt, og da jeg var 17 år fik jeg job i Pusherstreet. Man skal møde til tiden, ellers bliver man fyret. På den måde er det fuldstændigt som et andet arbejde. Man føler ikke, det er kriminelt. Man føler, at andre synes det er kriminelt, og at de blander sig for meget. Jeg kunne lave 2.000-3.000 kroner på en dag plus alle de joints, jeg kunne ryge. Det var luksus.

Senere begyndte jeg selv at købe større mængder hash og lave en jointfabrik i en lejlighed hos en studerende. Hun fik lidt for det. Man kender som regel kun salgslaget lige over en. Hvis jeg kendte personen i laget over min leverandør, kunne jeg jo ligeså godt købe af ham, og så ville min leverandør ikke tjene noget. På rigtig gode dage tjente jeg mellem 10.000 og 12.000 kroner. Men så bruger man pludselig også 10.000 til12.000 på en dag. Jeg fyrede pengene af på fest og kokain og hotelværelser og på at spille smart over for damerne. Jeg bliver sur på mig selv, hvis jeg tænker over, hvor mange penge jeg har brugt. Byen og kokain ødelægger al forretning.

Folk har brug for politiet. Men jeg har ikke brug for politiet. Hvis jeg havde kone og børn, og nogen gjorde dem noget, ville jeg ikke ringe til politiet. Jeg ville selv have fat i dem. Det ville ikke gøre mig tilfreds på nogen måde at ringe til politiet. Men nogle folk er hjælpeløse og kan stå i en situation, hvor de ikke har andet valg end at ringe til politiet. På den måde er politiet en meget god ting.

Det er min første gang i fængsel, men jeg kender nok 30 af de andre indsatte i forvejen. Nogle af de andre indsatte har kendt min far. Han døde, da jeg var to år gammel. Mange af dem, jeg kender,  er fra Christiania. Jeg hygger mig meget godt herinde. Men det er også kedeligt. Mange ryger hash som tidsfordriv. Jeg vil sige, at omkring 60 pct. ryger hash herinde. Det holder også raseriet lidt nede, når de får lov til at ryge.

Jeg drømmer om millionen på kontoen.Jeg kunne godt tænke mig en Maserati og et stort, fedt hus i Vedbæk. Det er lidt blæret at have ting, andre ikke har. Jeg vil også gerne have, at mine penge røg hvidt ind på kontoen. Mange kriminelle er nået dertil ved at investere deres narkopenge i forretninger og virksomheder og så lægge kriminaliteten på hylden. Jeg har ikke tænkt mig at finde mit startgebyr ved at være kriminel. Men jeg roder stadig med tanken om, hvordan jeg skal finde penge til at starte en virksomhed. Det har nok ikke været så sundt for en 19-årig dreng at tjene 10.000 om dagen.

Har haft stofmisbrug og været pusher.

Jeg har været clean i tre måneder og er i døgnbehandling. Det er første gang, siden jeg var 15 år, at jeg har været clean så længe. Jeg er lidt bange for at falde i. Jeg tænker: ”Fortsæt - nu er du kommer så langt”. Men jeg står også alene. Min mor døde, da jeg var 14. Bagefter begyndte jeg at ryge hash og sniffe morfin. I min familie er det acceptabelt at have et misbrug eller være kriminel. Jeg kender kun det miljø. Jeg kender ikke til andet. Det bliver en kamp uden lige at være clean. Min datter på 11 år er en grund til at blive clean.

For fem år siden begyndte jeg at sælge hash gennem noget familie, som havde relation til rockerne. Jeg røg selv 3-5 gram hash om dagen og skulle skaffe penge til det. Jeg begyndte også at sælge benzoer. De kom ind illegalt fra Thailand. Jeg købte dem meget billigt og solgte til dobbelt pris. Jeg fik også min læge til at udskrive stærkt smertestillende medicin, benzoer, som jeg solgte videre. Jeg har prøvet at vågne i lejligheden med alle mulige tyvekoster og tænkt, hvad helvede jeg har lavet? Når man har ædt et ark benzoer, bliver man ligeglad med tingene. Men man bliver også afhængig af lortet. Det var uhyggelig nemt at få de piller af lægen. Ikke kun for mig.

Jeg solgte fra min egen lejlighed. Min far opbevarede også noget for mig. Jeg klodsede ud til folk. De ved godt, hvad der sker, hvis man ikke betaler. Man skal ikke snyde mig. Jeg solgte mest til folk, jeg kendte. En god pusher lukker ikke alle ind. Folk skulle skrive, inden de kom. Jeg følte en eller anden mærkelig stolthed, når pengene kom ind. Jeg har ikke været særlig dygtig til de andre ting, jeg har lavet. Her havde jeg skabt mit eget. Jeg har både givet tæsk og fået tæsk. Men jeg er aldrig blevet stukket og har heller aldrig stukket andre til politiet. Det kunne jeg ikke drømme om. Det ligger dybt i miljøet. En snitch er noget af det værste. Jeg har aldrig opfattet politiet som tillidspersoner. Jeg har lært, at dem skal man holde sig fra. De er alligevel efter en, og det er bedre at skjule sig for dem. Hvis man anmelder vold, risikerer man bare at få endnu mere tæsk, når folk finder ud af det.

Inden jeg gik i behandling, viste jeg udadtil, at alt kørte. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg så ikke min datter mere. Min selvværd var ved at være i bund. Jeg rystede hver morgen og lå og kæmpede med mig selv og mit dårlige selvværd. Var møghamrende angst. Jeg skulle starte morgenen med alkohol og benzo for overhovedet at komme ud af min seng og blive klar til kunder. Jeg begyndte at skrive dagbog. Det var ikke lige noget, jeg kunne dele med kammeraterne. I min situation duede det ikke at vise følsomhed. Man må beskytte sig selv i den her branche. Mens jeg har været clean, er det gået op for mig, at jeg har levet en rodet tilværelse, og at min datter også er påvirket af det. Nu skal jeg kravle op ad hullet. Jeg er ved at prøve at finde ud af, hvem helvede jeg er.

Ti dage efter, Casper flyttede fra behandlingsstedet:

For 10 dage siden flyttede jeg hjem. Det første, jeg gjorde, var at drikke nogle bajere og ryge et par joints. Det må jeg indrømme. Jeg har holdt mig fra det de sidste syv dage, selv om om dagene er lange. Jeg tør ikke have store fremtidsdrømme. Mange af de ting, jeg tidligere har rørt ved, har jeg fået ødelagt. Jeg må tage en dag ad gangen, og det hjælper, at mit selvværd har fået et lille hak opad. I dag har jeg været i svømmehal med min datter, og jeg skal se hende i weekenden. Det betyder meget.

Har været misbruger og solgt stoffer til eget forbrug.

Min far var pusher. Min papfar var pusher. Den ældre generation omkring mig tog stoffer. Jeg er vokset op med det. Jeg vidste, at jeg ikke kunne have venner med hjem, fordi det var for pinligt. Jeg var nok 10-12 år, da jeg forstod, at min far solgte hash. Det var normalt, at der stod en bong i stuen. Jeg var hos min far hver anden weekend, og der kom altid utrolig mange mennesker ind ad døren, og han havde plader liggende. Jeg har også både røget med min far og suget stoffer sammen med min mor, fra jeg var 16-17 år. Det var meget normalt i min hverdag, og det var en hyggestund, når vi gjorde det. Indtil jeg flyttede hjemmefra, boede jeg hos min mor.

Mit hovedstof har været alkohol og tjald og til sidst benzoer. Jeg kom på et misbrugscenter for alkohol og fik antabus og benzoer i en pose. Jeg fandt ud af, at jeg kunne misbruge dem. Det virkede bedre end alkohol. Og jeg har for eksempel købt dem på facebook, hvor en stik-i-rend-dreng løber ud med stofferne for pusheren. Som regel fordi han gerne vil op i hierarkiet.

Jeg havde ikke råd til det. Så min ekskæreste og jeg solgte solgte speed og coke og tjald. Jeg håber, at dem vi solgte til, var over 18, men de kunne godt være 15-16 år. Det er nemmere at tjene penge på små børn, men det kan jeg ikke lide. Vi havde åbent på 24-7 og solgte især til venner og bekendte. Så er der mindre risiko for at blive ransaget.Jeg blev paranoid for fuld skrue, men er aldrig blevet taget. Politiet ser mere efter de store, pumpede typer, ikke efter sådan en lille indskrumpet en som mig. Vi skaffede stoffet gennem nogle, som kendte Bandidos. Vi havde fået det på klods, og så skulle vi betale pengene tilbage. Men der var aldrig penge i overskud. Vi tog selv de stoffer, vi skulle sælge. Det føltes som gratis narko. Men pengene skal jo betales tilbage. Det gik ikke så godt. Der var aldrig styr på noget. Vi manglede altid penge, og der kom gæld. Min ekskæreste kunne vælge at betale penge tilbage, eller betale gæld af ved at smadre folk, der skyldte penge (folk, der skyldte penge til “Trine” og kærestens dealer, red.). Det havde han ikke lyst til, men han har gjort det et par gange. Ellers vi var oppe på 100.000 i gæld.

I døgnbehandling er jeg sammen med folk med samme mål, og det er en befrielse ikke at blive set ned på af folk omkring mig. Mine forældre støtter mig helt vildt. Jeg havde ikke regnet med det. Min mor fandt en kæreste, som slet ikke tager noget. Hun er blevet hr. og fru Danmark lige pludselig. Min far ringede for nogle uger siden og sagde, at han ville stoppe med at drikke og kun røg et hoved om dagen, inden han skulle i seng. Han ville støtte mig fra nu af, sagde han. Det er jeg glad for. Jeg havde slet ikke regnet med det overhovedet. Det hjælper mig.

”Trine” har et andet navn. Berlingske kender hendes identitet.

Har haft et stofmisbrug og tjent penge til forbrug på for eksempel indbrud.

Jeg kommer fra en god familie. Min mor er skolelærer. Jeg har været privilegeret. Som barn havde jeg blandt andet tourette og tics. Jeg fik medicin og tog på i vægt på grund af medicinen. Som 13-årig blev jeg introduceret for hash. Det var perfekt. Jeg fik færre ticks. Jeg kunne smide min medicin og tabte mig. Jeg begyndte at få kammerater. Det var ikke noget, jeg var vant til. Så snart jeg sad med en joint i munden, så var jeg noget. Jeg fik det bedre. Jeg fik mere selvtillid. Hash blev min livseleksir.

Som 14-årig begyndte jeg lige så stille at suge noget amfetamin. Jeg er til hurtige stoffer. Det er min afhængighed. Der kom fart på. Storhedsfølelse. Kongen af verden. Jeg kunne alt. Lige pludselig kunne jeg lave damer og få venner. Det var de gode år. Men det begyndte at stikke af, da jeg var 16. Jeg fik en gæld, fordi jeg ville forsøge at sælge stoffer og købte det på klods. Men jeg er the consumer, I am not the boss. Jeg solgte lidt og tog resten. Sugede fra morgenstunden. Sov ikke i flere dage. På et tidspunkt havde jeg en gæld på cirka 190.000 på én gang. Hårdere og hårdere drenge. Længere og længere ud. Flere tusinde kroner om dagen til stoffer. Man ved, at man skal betale sin gæld. Det ved man. Ellers går det galt. Jeg har været tilpas bange til at betalte tilbage. Pludselig skulle der laves penge. Narko går dybt. Da jeg var i lære som tømrer, var jeg også godt krudtet af. Gik og røg hash i 12 meters højde uden faldsikring. Jeg har suget stoffer med andre svende. Jeg har også holdt det skjult for nogen. På et tidspunkt fik jeg en paranoiapsykose og blev indlagt, efter jeg havde rendt rundt i underbukser og træsko ved mine forældres skov og kørt rundt i en rundkørsel i flere timer.

Jeg er 20. Det sidste år har jeg ikke kunnet følge med. Min krop stak af. Min psyke var helt kneppet. Min hoved kunne ikke mere, mand. Det eneste jeg havde lyst til var at slå mig selv ihjel. Jeg har stjålet fra mine forældre. Jeg har stjålet fra mine venner. Jeg har røvrendt mennesker. Jeg har rullet folk for at få penge til stoffer. Man bliver så afhængig, at man bliver en anden person. Man har to personligheder. Jeg kan ikke relatere til den person, jeg er på stoffer. Nu er jeg clean. Der er meget skyld og skam. Jeg har kontakt til min far igen, men resten af familien vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg har ingen venner uden for miljøet. Min udvikling har været sat på pause siden 13-års alderen. Jeg har skiftet personlighed ti gange, siden jeg blev clean for 90 dage siden. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg er ked af det eller sur eller vred. Jeg kan ikke rigtigt være i mine følelser. Hele mit teenageliv har jeg været på stoffer. Så jeg ved ikke, hvem fuck jer er uden stoffer. Det er en kæmpe identitetskrise. Men det bliver stille og roligt bedre. Jeg vil være hr. og fru Danmark. At være kriminel er en uddannelse i sig selv. Men jeg vil have en rigtig uddannelse og familie. Det kan man ikke på narko. Jeg skal aldrig tage narko igen. Det skal jeg ikke.

Jakob godkendte teksten 9. marts. To uger senere fik han voldsom stoftrang, forsøgte at sælge sine ejendele til de andre på behandlingshjemmet og forlod stedet.

Gå til det interaktive univers Underverden.

 

Idømt seks års fængsel for at være en af bagmændene i en større narkosag, løsladt til egen bolig i 2016.

Jeg har haft to liv. Jeg har altid været god til at tage maske på. Om dagen har jeg arrangeret fiskerirejser til Norge og Sverige og været en, der lever og ånder for naturen. Et rigtigt familiemenneske, der sad i skolens forældreråd. Jeg har børn og børnebørn. Men efter arbejde vendte jeg kasketten 180 grader. Min kriminelle løbebane begyndte, da jeg som ung bar poser med 200-300 gram hash ud fra Christiania. Jeg havde pæn skjorte og velfriseret hår og blev aldrig stoppet af betjentene. Jeg har også været en dygtig tyv. I mange år finansierede jeg mit misbrug ved at stjæle fra supermarkeder. Seks kulsyrepatroner, ud og trykke al kulsyren ud, og så tilbage og få 90 kroner i pant. Senere gik jeg over til at stjæle biler.

Hashrygere finder altid hashrygere. Jeg havde en kammerat med adgang til store mængder hash, og jeg mødte en person, som ville købe fem kilo. Han blev min første rigtig gode kunde. Jeg kunne lave 55.000 kroner om måneden. Og så eskalerede det. Jeg fik flere og flere kunder og tjente rigtig mange penge. Men en dag sparkede en flok betjente min dør ind. Jeg er dømt for at være stærkt styrende bagmand. Under retssagen viste det sig, at politiet havde observeret mig gennem flere år.

Jeg voksede op med en mor, der havde en spiseforstyrrelse, og en far, der drak. Min far var nærmest aldrig hjemme, og var han hjemme, var han stiv. Jeg har ingen søskende. Mit hjem var et kaos. Vi kunne ikke finde ud af det sammen. Og jeg kunne ikke finde ud af at gå i skole. Som 13-årig røg jeg min første joint. For første gang fandt jeg ro, for første gang var det okay at være mig. Følelsen fra den joint blev min eksistens. Så jeg søgte mod hashmiljøet.

Min daværende kone og jeg røg for fuld smadder. Dog aldrig foran børnene. Men mine børn vidste godt, at noget var galt. ”Far, tror du ikke snart, du skal købe et nyt pillefyr, for det går jo hele tiden i stykker.” Det var min undskyldning for at gå ud at ryge. I dag er jeg stoffri, og min relation til mine børn har aldrig været bedre. Men dengang troede jeg, at hvis bare jeg købte slik til dem for 300 kroner og gav dem en iPad, var de glade. I dag siger de: Du har jo aldrig slået os, men du var aldrig til stede. Det er en værre straf end fængselsstraffen. Jeg kan ikke se mig selv i øjnene, når de siger det.

Fængslet gør ikke noget godt ved dig. Jeg endte med at sidde 26 måneder i varetægt. 24 måneder i et arresthus, heraf to måneder i Jylland. Reelt var det som at sidde i isolation. Den ene dag sad jeg med en somalier, den næste med en litauer. De rykkede alle hurtigt videre. Jeg lærte aldrig nogen at kende. Jeg var jeg låst inde i 23 timer i døgnet. Der gik typisk tre kvarter, fra jeg bad om at komme på toilettet, til vagterne åbnede. Jeg kunne sidde på toilettet i op til halvanden time, før jeg fik lov til at komme tilbage til min celle. Der var så få vagter om natten, at jeg måtte pisse i håndvasken og skide i en pose. Det gør dig ikke til et bedre menneske. Jeg har talt mig frem til, at jeg aflagde 84 urinprøver. 84 gange har en anden mand stået på nærmeste hold og set mig pisse. Det gør heller ikke noget godt. Det er så nedværdigende. Jeg tog armbøjninger hver dag i fængslet, 10 gange 20 og så en times pause. Jeg var oppe på 1.200 armbøjninger om dagen. Min kone skred, mens jeg sad inde. Vi havde været sammen i næsten to årtier. Hun kunne ikke holde ud at være alene.

Jeg har afsonet min straf. Jeg vil gerne lægge min dom bag mig, yde noget, bidrage og være en del af samfundet. Men så står 80 pct. og siger: »Du har ikke ren straffeattest, så vi kan ikke ansætte dig.« Dér hvor jeg ved, at jeg kan stole på folk. Dér, hvor jeg ved, at jeg er accepteret. Dér, hvor jeg ved, at jeg havde en betydning - det er jo tilbage i det kriminelle miljø. Så hvorfor skulle jeg vælge samfundet, der står og kigger nedladende på mig, når det kriminelle miljø står med åbne arme og siger: »Hvor blev du af?«.

Stofferne er overalt i fængslerne. Ifølge fængselsbetjentenes opfattelse koster et gram hash 300-500 kroner i lukkede fængsler, i åbne fængsler omtrent 100 kroner. Jeg forsøgte at holde mig neutral i det interne hierarki blandt fangerne. Det hjalp mig, at jeg var dømt for at være bagmand i en stor narkosag. Flere af fangerne respekterede mig. Jeg blev ikke tvunget til noget.

Livet er for kort til det kriminelle narkomiljø. Prisen er for høj. Der er ingen lykkelig udgang på den kriminelle løbebane. Kun død, institution eller fængsel.

”John” har et andet navn. Berlingske kender hans identitet.

Har været stofmisbruger og såkaldt inkassomand, hvor han har krævet penge ind. Har siddet i fængsel i 21 år. Kom ud af fængsel i 2015. Er stoffri.

Da jeg var kriminel, troede jeg, at hr. og fru Danmark var nogle rigtig tosser. For jeg gik rundt med 15.000 i lommen hele tiden, og hr. og fru Danmark stod op hver morgen og gik på arbejde. I dag synes jeg, at det er fantastisk at stå op og gå på arbejde. Selv om jeg er pensionist, arbejder jeg næsten gratis bare for at have noget at stå op til om morgenen.

Som misbruger tog jeg kokain hver halve time, så der skulle skaffes penge. Det gjorde jeg ved at bruge jungleloven, som den er. Jeg afpressede folk, der skyldte mig penge og gjorde deres gæld større. Når jeg skulle inddrive gæld og udsatte nogen for vold, var det som at kaste en sten, der spredte ringe i vandet. Min forretning begyndte at køre rigtig godt, efter jeg havde klippet en finger. Truslen om at gøre det igen var nok til at få folk til at betale. Jeg kunne godt lide, at folk vidste, at jeg gik hele vejen. Det var en følelse af magt. Jeg glemte, at jeg havde børn og familie.

Stoffer er ikke det eneste magtmiddel i fængsel. Der er også status i at sidde og spise oksecuvette med en madgruppe, mens en anden sidder og spiser havregrød alene. Det er en markering af status. I fængsel havde jeg en fidibus, som det blev kaldt. Han slæbte stoffer ind for mig. Han holdt min telefon, gjorde rent, vaskede mit tøj. Men han fik også noget ud af det. Han fik lov til at tage alle de stoffer, han ville, og han blev beskyttet af mig. Jeg kunne sige til ham, at han skulle løbe rundt med et kinderæg oppe i røven 24 timer i døgnet, så jeg altid kunne få de stoffer, jeg ville have. Hash og hårde stoffer fylder rigtig, rigtig meget i fængsel. Det får den sorte økonomi til at køre rundt sammen med telefoner. Man får især stoffer ind gennem besøg. Man siger for eksempel til en anden indsat lavere i hierarkiet: ”På torsdag, når din mor og far kommer på besøg, kommer der nogen og giver din mor og far 100 gram hash, og det skal de have med ind. ” Forældrene får at vide, at deres søn bliver skilt ad, hvis de ikke gør det. Dengang var det vigtigere for mig at få mine stoffer, end at andre fik et godt besøg. Tænk at være så dårligt et menneske, mand. Men sådan var det, og sådan er det. Ingen er født sådan her. Man lærer brutalitet. Mit barndomshjem var alkoholisk. Min mor var fantastisk. Min far gav mig og min mor tæv. Jeg lærte, at man fik folk til at lytte gennem vold. Det var det, som virkede.

Jeg er ikke sådan mere. I fængslet var jeg i isolation i Vridsløse, da jeg lavede en pagt med Gud om, at det liv var slut. Tiden i isolation reddede mit liv sammen med Louise (korleder i fangekoret, red). Hver morgen skal jeg stadig beslutte mig for, at jeg ikke vil slå og ikke vil tage stoffer. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage.

Når man rykker sine egne grænser, så meget som jeg har gjort, opdager man ikke undervejs, at det gør ondt på ens egen sjæl og på andres sjæle. Men når man bliver clean, begynder de onde drømme at komme og alle tankerne om ens handlinger. Jeg er rigtig ked af det traume, jeg har udsat andre for. Jeg prøver at hjælpe, så godt jeg kan i dag. Jeg arbejder frivilligt, spiller bas i fangekoret og fortæller om kriminalitet, fordi jeg håber at kunne afskrække nogen fra at gå den vej. Jeg har en kæreste og to døtre på 17 og 20. Mine døtre er omsorgsfulde og kærlige piger. De er mit guld.

Har fået lang narkodom som bagmand. Ingen rockerrelationer. Sidder i fængsel.

I dag synes jeg, at det er langt sejere at være skolelærer. Men hvis man endelig er kriminel, så kan man gøre det med god stil og med dårlig stil. Jeg kender få, der er så dygtige, at de aldrig er blevet taget. Hvis man bliver taget af politiet, tager man straffen på sig som den mand, man er. Man skal jo ikke gå på kompromis med sine værdier og blive stikker. Det ligger dybt i rigtig mange kriminelle, at man ikke sladrer.

Jeg betragter fængsel som et sociologisk eksperiment. Og jeg betragter det som et arbejde at være bagmand. Det er på mange måder som at drive en virksomhed. Man skal holde møder. Man skal lave samarbejdsaftaler. Man skal få medarbejderne op i gear og vise dem, at de skal arbejde og ikke feste, selvom der både er damer og narko. Det kræver disciplin at drive forretning. Man skal holde sine aftaler. Hvis man siger, at man skal aflevere noget næste lørdag klokken 13. Så er det klokken 13 og ikke klokken 13.15. Det er for farligt. Bagmænd er som regel entreprenante og optaget af investeringer. At sælge stoffer på Istedgade er at arbejde for pøbelen. Man arbejder blandt misbrugere og misbruger dem. Jeg har lavet forretninger på et seriøst plan. Der sidder man ikke i et kolonihavehus og drikker bajere og finder på noget.

Kunsten er relationsarbejde. Det handler om at kunne skabe relationer, hvor folk er trygge. Jeg har for eksempel været mellemmand mellem de pæne drenge og de slemme drenge. Jeg startede med det allerede i teenageårene, hvor jeg fik de slemme drenge til at stjæle Kappa-tøj – og så solgte jeg det til de pæne drenge som mellemmand. For de pæne drenge ville aldrig selv være gået direkte til de slemme. Det tør de ikke. Senere begyndte de pæne drenge at efterspørge amf (amfetamin, red), og jeg begyndte at skaffe det. Jeg er en type, som tager teten. Nogen vil kalde det manipulerende. Jeg kalder det at være god til at motivere.

Regel nummer 1: Du ved, at du bliver smadret eller skudt, hvis du snyder og forsøger at stjæle andres varer. Kriminelle har også værdier. Jeg bruger ikke vold. Hvis jeg kan undgå det, så beskæftiger jeg mig ikke med den slags. For det første kan jeg ikke lide det. For det andet: Det er bad business – det skaber opmærksomhed. Sikkerhed og stabilitet laver penge. Når man er højt oppe i hierarkiet, laver andre ikke så meget ballade. For de ved godt, at man kan trække på andre ting. Netværk er magt – lige så meget magt som et baseballbat.

Bestikkelse er nødvendigt, hvis man skal have hash ned fra et bjerg i Marokko. Det er nemt. Bestikkelse afhænger af mængde og kvalitet. De skal betales 10 euro per kilo. Bønder har markerne i Marokko, eller man kan dele dem med bønderne. Det skal køres ned fra bjergene. På forhånd er det aftalt, at man bestikker politiet. Men bestikkelse er også vigtigt mange andre steder. For eksempel har jeg givet penge under bordet på et hotel i Holland for at få at vide, om politiet havde spurgt efter mig. I Europa skal man ikke bare hive 10.000 kroner op af lommen og give dem. Man skal være mere stille og rolig. Man kan for eksempel. sige: »Du kan bare lige låne, det finder vi ud af«, og så er det en gave.  Man kan også gøre det gennem en mellemmand, hvis det er en person i en vis position, hvor der er brug for diskretion.

It is all about the money. Også når folk skal transportere stoffer. De skal helst ikke se mistænksomme ud. Man kan f.eks. tilbyde nogle tøser fra England en tur til Brasilien. Unge, som aldrig har været ude i verden. Så får de får 14 dages fest i Brasilien, og så skal der arbejdes de sidste to dage. De får turen betalt og måske 50.000 kr. oveni. Så skal de fylde kufferten. Du vil blive overrasket over, hvad folk er klar til at gøre for ikke særlig mange penge.

Man bliver lidt antisocial, når man er kriminel. Og især hvis man samtidig begår sig i Politiken-segmentet. Man vænner sig til at være overfladisk. Det er vigtigt at være godt selskab og hyggelig. Når man er godt selskab, er der færre kritiske spørgsmål.  Det handler om at aflæse folk. Hvilket segment er de? Sporten er at kunne tale med alle. Derfor er det også en god idé at følge med i fodboldresultater og nyheder, så man altid kan tale om det med folk, og de synes, at man virker som alle andre mennesker.

At jeg er dødens købmand? Jeg tænker, at folk jo bare kan lade være med at købe narko. Det er udbud og efterspørgsel. So fucking what. Man synes ikke, at man er så slem. Og andre er værre end en selv. Det er kynisk og ikke særlig fedt at sige. Men man fortæller sig selv, at sådan er virkeligheden, og så går man på en blæret restaurant og drikker en god flaske rødvin. Jeg er købmand og laver købmandskab.

”Jens” har et andet navn. Berlingske kender hans identitet.

Sidder 12 år for drab. Har tidligere siddet inde for salg af stoffer og grov vold. Af hensyn til fremtidige jobmuligheder har han bedt om ikke at få offentliggjort sit rigtige navn, sin uddannelsesbaggrund, afsoningssteder og detaljer om det drab, han sidder inde for.

Når du ankommer til fængslet, vil de andre indsatte gerne høre, hvad man sidder inde for. Man bliver normalt spurgt til sin dom inden for 5-10 minutter. Man bliver fulgt til sin celle af en fængselsbetjent, som gennemgår et tjek af cellen sammen med dig. Herefter er du overladt til dig selv. Så er det en rigtig god idé at træde ud på gangen og fortælle de andre: Hvem du er, hvad du har lavet, altså, hvorfor du sidder inde, og hvem du kender. Bliver man i sin celle og lukker døren, vil de andre indsatte tænke, at der er noget galt.

Jeg har haft høj status og er aldrig blevet presset eller tvunget til noget. Det skyldes formentlig, at jeg har fået 12 år. Det er så lang tid, at folk ikke vil ødelægge min afsoning. Når jeg sidder for drab, ved de andre også, at man ikke bare har det i munden. De ved også, at bliver jeg tvunget til noget, vil det ende i slagsmål. Og så er jeg venlig og omgængelig. Jeg er født og opvokset i København og veluddannet. Jeg har hjulpet andre indsatte med eksamener, med at oversætte breve og forklare regler.

Jeg har flere gange overværet vold i fængslet. Dog ikke så meget, som man kunne tro. Det voldsomste var en indvandrer, som vidste, at han skulle flyttes fra en arrest. I dagene op til sad han og råbte til flere Bandidos-indsatte: »Jeg knepper din mor«. Han blev flyttet, men gruppen forvekslede ham med en anden indvandrer, som blev overfaldet. Én forsøgte at stikke øjet ud på den forvekslede indvandrer. Han blev nærmest stukket alle andre steder i hovedet end i øjet med en slebet smørkniv. Vagterne kom efter et halvt minut. Var jeg blevet spurgt til episoden af vagterne, havde jeg ikke set noget som helst. Så ville jeg blive betragtet som stikker. Går du til myndighedspersoner med oplysninger om andre, er du en stikker. Så ryger du nederst i hierarkiet, og din eneste udvej er reelt at gå i frivillig isolation.

Jeg har selv haft et hashmisbrug, men det er mange år siden. Mindst halvdelen af fangerne har et misbrug. I arresterne fylder stoffer alt. Folk sidder i varetægt, hvilket er stressende, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Stofferne bliver overdraget på gårdture, på lokummer, i badene eller i cellefællesskaber. Det ved alle. På gårdturene kan du se folk piske frem og tilbage for at finde stoffer. Man vil også kunne observere indsatte, som skal på toilettet hele tiden. Stofferne kommer ind i fængslerne, når indsatte kommer tilbage fra udgang, typisk gemt oppe i røven. Eller fra besøgende. Nogle opbevarer stoffer i deres egen celle, andre på fællesarealer, og nogen bliver betalt – eller tvunget – til at opbevare stoffer for andre.

Man bliver egoistisk af at sidde inde. Du betyder ikke noget for andre, og andre betyder ikke noget for dig. Det har gjort mig socialt handikappet. Jeg mærker det især, når jeg er på udgang. Jeg er dårlig til at afkode spontant opståede situationer, og jeg er blevet dårligere til at sætte mig ind i andre folks følelser. Jeg tager mig selv i at tænke, at hele verden handler om mig. Eksempelvis kan jeg blive fornærmet, når mine venner ikke har tid til at besøge mig. Først bagefter tænker jeg, at de jo har koner og børn. Jeg skal aldrig nogensinde i fængsel igen. Det står klart. Det er spild af liv. Jeg har en lille datter fra et tidligere forhold. Det vil jeg ikke kunne byde hende.

”Viktor” har et andet navn. Berlingske kender hans identitet.

Idømt 14 års fængsel for drab. Afsonede 10 år, løsladt i 2004. Arbejder i dag i Café Exit på Vesterbro i København, som hjælper tidligere indsatte og indsatte.

Jeg sad i knap 10 år. I de år er du sat på hold. Verden passerer forbi. Jeg sad fra 1994 til 2004 og glippede hele den teknologiske udvikling på internettet og mobiltelefonen. Da jeg kom ud, skulle jeg lære alt om ikoner og værktøjslinjer fra bunden. Det forfølger mig stadig. Jeg bruger faktisk ikke min iPhone fra arbejdet, men har i stedet en lille sort Nokia. Jeg er nok også blevet mere afstumpet af at sidde inde. Du får et mere afslappet forhold til vold og kriminelle handlinger. Jeg lærte jo alle mulighederne i fængslet. For eksempel, hvordan man kan stjæle op til 200 toiletter på udvalgte byggepladser, og hvor man kan få dem afsat. Det har da været fristende indimellem, når jeg ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Men jeg er ikke gået over stregen, efter at jeg kom ud.

I fængslet oparbejder du en aversion til systemet. Et had til alle, der vil bestemme over dig. Fængselsbetjente, sagsbehandlere i kommunen, p-vagter. Forskerne kalder det prisonificering. Det betegner hadet til myndighedspersoner, fordi du er blevet underkastet andre menneskers forgodtbefindende i så lang tid. Jeg sad syv uger i isolation og godt to år i  varetægt, mens jeg ventede på, at min sag kom for Østre Landsret. Så jeg har i perioder ikke haft frit toiletbesøg. 45 minutter kan være lang tid at vente på vagten, når du har tynd mave. Man lærer at pisse i håndvasken. Det er meget ydmygende.

Jeg er opvokset nord for København mellem Lyngby og Virum og havde en lykkelig barndom med bror, søster, mor og far. Jeg er uddannet i rederibranchen, tjente gode penge, havde et lykkeligt ægteskab og fik to drenge. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg aldrig vil kommentere min egen dom offentligt. Det vil flå for mange sår op, og jeg ønsker ikke, at sagen bliver rundkastet, så andre føler trang til at kommentere den. Min forbrydelse er forbundet med så stor smerte over for mine børn og ekskone, at jeg forsøger at sætte en grænse. Jeg kan sige, at jeg fik 14 år for drab, og at det handlede om penge. Domstolen opfattede drabet som nøje planlagt. Jeg fastholder, at det var spontant.

Jeg kan ikke forklare det savn, jeg oparbejdede til verden udenfor, mens jeg sad inde. Mine drenge var et og tre år, da jeg røg ind. Det er en sindssyg mental øvelse at vente på besøg fra dine børn. Du glæder dig som vanvittig, du frygter det som vanvittig. Du har to timer til at være den mest overskudsagtige far. Og lige efter at de er gået, lægger du dig i fosterstilling af bare savn. Efter tre-fire år i fængsel blev det for svært for min kone og jeg. Min kone havde et stort problem med, at det var politiet, som skulle fortælle hende, hvad jeg havde gjort – og ikke mig.

I dag er jeg fuldtidsansat i Café Exit, som hjælper indsatte og tidligere indsatte. Jeg har ingen kontakt til mine drenge, som er voksne. Det er vanvittigt svært ikke at opsøge dem. Men jeg ved, at min ekskone fandt en ny mand, som de måske opfatter som deres far. Jeg har overvejet, om det var bedre, at de troede, at jeg var død. I min fængselstid gik jeg i kirke og bad for mine børn. Er du tilstrækkeligt på røven, finder du din Gud. Jeg føler et stort svigt som far, fordi jeg gerne ville have været rollemodel. Men jeg ved, at mine drenge har en god mor, så jeg er sikker på, at de har det godt.

Ovenstående interviews er lavet mellem februar og maj 2018. Nogle af de interviewede har ønsket at optræde under et andet navn, både af hensyn til deres fremtid og af frygt for det kriminelle miljø. Redaktionen kender deres identitet.

Gå til det interaktive univers Underverden.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe.