Kommune vil rive ikonisk arkitektur-perle ned: Det er et overgreb mod arkitekturhistorien

Et stilfærdigt mesterværk fra en svunden tid: Gladsaxe Kommune vil fjerne et af velfærdsarkitekturens ikoner, og det er et overgreb mod arkitekturhistorien.

Meget billige materialer behøver ikke at være et problem for en god arkitekt. Ringbos fine rytme med den stramme struktur og de karakteristiske rytterlys viser hvordan. Thomas Lekfeldt

Ringbo hed bebyggelsen, da den blev indviet i 1963. Det er på nær to bogstaver det samme som »ringborg«, og det var måske også vikingetidens ringborge, der var stedets største inspiration. Et botilbud til psykisk sårbare københavnere, placeret i det grønne område nord for byen.

Ringbo ligger stadig på Granvej i Bagsværd, men stedet tilhører ikke længere Københavns Kommune. Det blev solgt til Gladsaxe Kommune for et par år siden, og som tingene står nu, ser det ud til, at det stilfærdige arkitektoniske mesterværk Ringbo (eller »Botilbuddene på Granvej«, som det kønsløst hedder i dag) vil forsvinde som så mange andre smukke ting.