Holger Dahl: Her er de mest spektakulære byrum i København

AOK
Arkitektur
Guide

Byens rekreative rum er meget mere end et grønt område med et par bænke. Her er en guide til nogle af Københavns mest spektakulære byrum.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Projektet er et præmieeksempel på de mange kvaliteter, der er i de københavnske byrum for tiden. Her er der tale om landskabstegnestuen BOGL, der lige har modtaget Den Danske Landskabspris 2021 for dens fornemme renovering (og klimasikring) af Remiseparken inde midt i Urbanplanen.

Både kommunen og byens borgere har opdaget, at byrum er meget mere end et grønt område med et par bænke. Aktive, velformede byrum bliver udendørs dagligstuer og fungerer ofte som kit for en bydels sociale sammenhæng.

Her er en guide til nogle af de mest spektakulære byrum i København.

1

Remiseparken

Også her i avisen var vi glade for renoveringen af Remiseparken. Læs et uddrag af Københavnersnudens omtale her: »Ifølge kommunens egne målinger var op mod 75 procent af beboerne i Urbanplanen for fire år siden utrygge, når de gik gennem Remiseparken midt i bebyggelsen.

Det er forhåbentlig slut med det nu. Parken har i hvert fald fået både lys, æbletræer, legepladser og en fornemt slynget oplevelsessti – det er svært at forestille sig lyssky aktiviteter i det miljø. Den nye Remisepark er tegnet af landskabsarkitekterne fra BOGL, som vandt konkurrencen om udformningen af fremtidens Remisepark i 2016.

Urbanplanen ligger som en lukket enklave mellem Røde Mellemvej og Englandsvej i Sundby på Amager. Der har den ligget, siden bebyggelserne Remisevænget og Hørgården blev bygget mellem 1966 og 1971. Målet med bebyggelsen var egentlig optimistisk og fuldt af tro på fremtiden som alting var dengang. Man ville skabe gode, billige boliger til de mange lavindkomstfamilier, der flyttede ud af brokvartererne. Her skulle være lys og luft, fred og ro, og adgang til grønne områder.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

Sankt Kjelds Plads

På det ydre Østerbro ligger Danmarks første såkaldte klimakvarter, og her indtager Sankt Kjelds Plads en central rolle som synligt flagskib. Den beplantede rundkørsel og dens omgivelser har et par år på bagen efterhånden, men netop derfor er der grund til at kigge forbi. Nu har træer og buske haft tid til at falde til, og man kan for alvor danne sig et indtryk af, hvordan det hele fungerer. Her i avisen gav vi i sin tid fem stjerner til den nyskabende plads. Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Jeg må ærligt sige, at jeg er meget skeptisk over for hele bynaturtanken. Jeg mener, at en by er en hård ting, og at vildtvoksende græsser og grøftekantsplanter egentlig passer bedst i grøftekanter, MEN……. når man kommer kørende på sin cykel fra Østerbrogade (ad Nygårdsvej) – og pludselig ser, at den dødssyge rundkørsel, som giver kvarteret sit navn, nærmest er sprunget i skov, så er det, som om hjertet letter i brystet, og man har lyst til at bryde ud i Poul Reichhardt-agtig sang.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

Smedetoften

På Nørrebro og i Nordvest er der gang i byrumsudviklingen. Bydelene er et flagskib for den form for kreativ hipsterudvikling, toneangivende politikere på rådhuset gerne vil tækkes. Her er masser af studerende, her er multi-kulti og en befolkning, der med overvældende flertal stemmer til venstre for midten. Med andre ord: For et socialdemokratisk bystyre er der al mulig grund til at sørge for, at beboerne i de to kvarterer er glade.

De mange (re) kreative byrum er generelt vellykkede og også fine tilføjelser til byen.

Et af de nyeste byrum i København NV, og et af de mest vellykkede, er den lille tidligere baggård ved Ungekulturhuset på Smedetoften. Her har 1:1 Landskab med en stor blåtlysende glorie som samlende, teatralsk greb skabt en udendørs »kvartersdagligstue«. Et byrum, der kan bruges til både leg og hvile, og som faktisk formår at være fuldt af aktiviteter uden at blive manisk hittepåsomt.

Københavnersnuden var forbi i slutningen af januar – læs et uddrag her:

»Pladsen er lavet af landskabsarkitekterne 1:1 Landskab, og den er programmeret, som det hedder, når man planlægger et stykke arkitekturs funktioner, til at kunne mange ting.

Der er en siddetrappe, der også kan fungere som tribune, hvis man vil lave en forestilling af en slags, der er en flade, der kan bruges til boldspil, der er kantede siddemøbler, man også kan grinde på med sit skateboard, der er helt almindelige københavnerbænke, og der er en slags åben gitterlade med et trægulv, der kan bruges til at danse på.

Alle de mange funktioner er holdt sammen af den blå glorie: en 15 meter bred, lysende, galvaniseret stålring, der svæver seks meter over pladsen.

Projektet er blevet til i samarbejde med brugerne i »en god proces«, som det hedder. Og det er altid svært, for der er mange ønsker, og når alle skal høres, kan det være svært at få den nødvendige helhed ind i projektet.

»Wenn der Architekt nichts weiss, macht er einen Kreis,« siger man på tysk. Altså: »Hvis arkitekten er i tvivl, kan han altid lave en cirkel.« Og det er så sandt, som det er sagt. Cirklen er en af de urgeometriske former, og den går aldrig af mode.«

Læs hele artiklen her.

4

Et hvilerum ved kirkegården

Omkring 500 meter længere nordpå, på Skoleholdervej, har Vega Landskab stået for en meget fin lille lommeplads langs muren mod Bispebjerg Kirkegård. Baggrunden for projektet er den lange, lukkede mur mod kirkegården.

I takt med at Bispebjerg Kirkegård som byens andre kirkegårde i stadig højere grad bliver udviklet som rekreativt parkrum, ønskede kommunen at øge sammenhængen mellem by og kirkegård – men på en diskret måde, der stadig lader mur være mur. Denne udfordring har Vega Landskab løst meget elegant ved at trække et stykke mur tilbage fra gadeflugten, så det bliver til en skærm og samtidig skaber plads til en plads så at sige.

På den lille lommeplads har træerne, der engang stod på kirkegården, fået lov til at blive stående – de har oven i købet fået et lille podium og en smukt formet bænk omkring sig, og hele pladsen emmer trods sin beskedne størrelse af roligt overskud og en umiddelbarhed, der gør den umiddelbart forståelig og helt sikkert populær. Oven i hatten har pladsen så også fået sit helt eget lysshow, der tændes kort efter solnedgang. Det virker uden tvivl bedst om vinteren, men da Københavnersnuden var forbi i slutningen af januar glædede det som et bål.

Læs et uddrag af Københavnersnudens omtale her:

»Langs Skoleholdervej går kirkegårdens godt 600 meter lange sydmur, og i den mur har landskabsarkitekterne fra Vega Landscape skåret et 30 meter bredt hul og lavet et fint lille rum, der både fungerer som en forstue til kirkegården og som en lommeplads, der inviterer forbipasserende til at sætte sig.

Pladsen, der konceptuelt er opstået ved at skubbe 30 meter mur ti meter tilbage fra gaden, har hverken klatrestativer, skaterramper, urban farming, basketkurve, dansepavillon eller noget andet af det hysteriske byudstyr, der er så hot på mode blandt kommunale parkafdelinger i disse år.

Den er bare en plads – bum. Med to store gamle birketræer og med en nyplantet løn og et nyplantet fyrretræ. Der er bænke omkring de to birke, der står på to sceneagtige plateauer, som er opstået, fordi grunden bliver nødt til at hælde ned mod vejen, mens jorden omkring birkene skal blive liggende i kirkegårdens niveau, fordi birkens rødder ligger meget højt.«

Læs hele artiklen her.

5

Fra pulsåre til hipsterstrøg

Samme Vega Landskab har på Borgbjergsvej i Sydhavnen lavet et projekt, der sigter mod en rolig omdannelse af den brede, ret ucharmerende vej til et bølgende roligt hipsterstrøg med siddenicher, og naturvin forretninger. Også her i Sydhavnen er Vega Landskab gået forsigtigt til værks – nok både på grund af tilbøjelighed og budget. Projektet er ved første øjekast næsten ikke til at få øje på: En række små »perroner«, der hist og pist indsnævrer cykelstien og samtidig gør fortovet bredere, ser ikke ud af meget, men når man har gået lidt frem og tilbage på Anker Jørgensens gamle gade, opdager man, at dette diskrete projekt måske er lige det, der skal til.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»De små perroner kan ikke altid bruges til noget. På de bedste steder skaber de et helt lille mikrotorv, hvor den kommunale københavnerbænk pludselig går i dialog med for eksempel cafeens udeservering. Den situation åbner for et interessant forhandlingsrum, hvor det kommunale og det private bliver nødt til at sameksistere.

Andre steder har kommunen – sandsynligvis i fælles forståelse med den næringsdrivende – vendt den kommunale bænk rundt, så man sidder og glor ud på vejen eller på en parkeret bil omkring en meter væk. Hvad der har været ideen med den disposition, er svært at forstå. Der er næppe mange, der frivilligt vælger at slå sig ned på en kommunal bænk med en så brugerfjendtlig placering.

På perronerne er der plantet paradisæbletræer. De blomstrer nu, og det er et meget nydeligt syn, der afgjort er med til at løfte hele Borgbjergsvejs ellers lidt trøstesløse udtryk. Vejens øvrige træer har fået større bede, frisk muld og en grundig rodbehandling – tiltag, der betyder, at de i fremtiden vil strutte endnu flottere og endnu grønnere end hidtil.

I hver ende af forløbet har landskabsarkitekterne fra Vega Landskab lavet en lille plads – igen en plads, hvor det offentlige og det private bliver nødt til at finde en overensstemmelse. De små pladser har oktoberkirsebærtræer og nogle virkelig sjove bænke designet af belgieren Lucile Soufflet for firmaet TF Urban.«

Og hele anmeldelsen kan læses her.

6

Enghave Plads

I begejstringen over Cityringens åbning og almindelige lækkerhed har de fleste sjovt nok overset, at ringen i tilknytning til sine stationer har givet København 17 nye byrum. Ikke alle lige spektakulære – nogle af dem var her jo i forvejen – og ikke alle lige nyttige, men allesammen formgivet med den samme omhu og øje for detaljen, som karakteriserer hele metroprojektet (der i parentes bemærket må være et af de bedste stykker offentligt design i Europa i de seneste 50 år – mindst).

Fredeliggørelsen af Gammel Strand er en skøn tilføjelse til Højbro Plads, og den lille plads, der er opstået omkring metronedgangen ved Hovedbanegården, skal også fremhæves. Mindre vellykket er pladsen ved Nørrebro Station, hvor DSBs ønske om en rulletrappe til perronen har ødelagt både pladsen og den fredede station. Men man kan jo altid knibe det ene øje i, når man går forbi.

Enghave Plads er både blevet renoveret i et kommunalt projekt og udstyret med Cityringens standardgarniture. Det sammenstød er ikke altid lykkeligt, og hvis man tager de fine arkitektbriller på, er der meget at kritisere. På den anden side kan man hver dag se, at pladsen er populær, og det må selv en københavnersnude bøje sig for.

Læs uddrag af anmeldelsen her:

»Desværre er selve formgivningen af pladsen ramt af den samme horror vacui, som plager de fleste byrumsdesignere for tiden. Angsten for det tomme rum har fået kommunen og dens arkitektteam til med løs hånd at drysse bede, træer og bænke ud over pladsen i en slags villet tilfældighed.

Der er et par større åbne områder, men ellers domineres den nye Enghave Plads af en serie specialdesignede, slyngede, orangefarvede bænke. Disse bænke er uden tvivl tænkt som et festligt indslag, men de er altså ikke ret vellykkede.

De er kluntet formgivet, og i en sammenligning med en traditionel københavnerbænk er det sjovt at se, hvor svært de har ved helt simpelt at træde ned på pladsen. De står og ligner tilfældigt placerede havemøbler, selvom de er boltet fast til fliserne.

Det andet store problem er, at bænkene i den frie komposition har en så ucharmerende bagside. En klassisk bybænk er smuk fra alle vinkler. De nye orange ormebænke duer egentlig kun, hvis man ser dem lige forfra, og det bliver et problem, når man vælger at opstille dem i en retningsløs komposition.«

Læs hele anmeldelsen her.

7

Enghaveparken

Lige ved siden af Enghave Plads ligger Enghaveparken, som i december 2019 genopstod fra det utrygge mørke, den havde henligget i i en menneskealder. Arne Jacobsens små entrépavilloner er blevet genskabt, og hele parken er af landskabsarkitekterne fra Tredje Natur blevet omdannet til klimasikringsprojekt.

Pladsen kan nu i tilfælde af monsterregn optage hundredvis af kubikmeter regnvand. Boldbanerne er gravet ned som dybe huller i fladen, og en ringmur kan lukkes af med kraftige skotter, så hele parkens rosenhave kan fungere som regnvandsbassin.

Det imponerende er, at det er lykkedes for Tredje Natur at integrere alle disse tekniske løsninger på en måde, der ikke ødelægger parkens lidt bedsteborgerlige ambience, og det er faktisk godt gjort. Meget fortjent vandt projektet da også den Københavnske Arkitektforenings hæderspris »Store Arne« i 2021.

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Og som sagt: Det er vinter, parken er mudret, og det kan kun være en helt vanvittig lyst til at overholde en lovet tidsplan, der får kommunen til at åbne parken nu. Men når alle de forbehold er taget, må jeg sige, at så vidt jeg kan vurdere, har Tredje Natur og teknikerne fra HOFOR og COWI løst opgaven ganske forbilledligt.

Indtil nu har vi overvejende set to strategier i forhold til skybrudssikring: enten nogle store amorfe huller, der kan fungere som skaterparker i tørvejr og som regnbassiner, når det er vådt, eller den omsiggribende bynatur, hvor alle nydelige byrum skal omdannes til mosehuller. Kun i Schønherrs arbejde med Sankt Annæ Plads har vi set et eksempel på en skybrudsløsning på arkitekturens præmisser så at sige. På byrummets præmisser – uden hverken gøgl eller dunhammere.«

Læs hele den femstjernede anmeldelse her.