Holger Dahl: Der er kun ét problem ved Mærsks nye projekt i Amaliegade

Som det ser ud på visualiseringerne, er den foreslåede bygning langt mere i familie med Frederiksstaden end den eksisterende, mener Berlingskes arkitekturredaktør. Men så er der lige det der med barokrelieffet ...

Den foreslåede nye bygning er langt mere åben og imødekommende end den eksisterende. Den passer desuden bedre til overgangen mellem Frederiksstaden og det moderne København her i Amaliegade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorte Mandrup Arkitekter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge annoncerede Mærskkoncernen, at den vil opføre en udvidelse af sit hovedkvarter på Esplanaden og i Amaliegade. Ud fra den gode gamle forretningsmaksime »hvis nabogrunden er til salg, så køb den« anskaffede verdensfirmaet i 2020 sig den (nabo)grund, hvor Eva og Nils Koppels toldbygning står i dag.

Der har været afholdt en indbudt minikonkurrence blandt syv udvalgte arkitektfirmaer, og nu er afgørelsen truffet. Det bliver den danske tegnestue Dorte Mandrup Arkitekter, der kommer til at tegne den nye hovedkvartersudvidelse på grunden langs Amaliegade og Toldbodgades knæk.

Vi er her i arkitektonisk hjerteland i København – ikke så meget på grund af selve den bygning, der står her, men fordi toldboden har ligget her siden Christian IVs tid.

Det, at stedet ikke længere har noget med told at gøre, bliver i virkeligheden den største omvæltning, hvis planerne for byggeriet får Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse, hvad alting i øjeblikket tyder på.

Det nye projekt skaber også en offentlig plads ud mod havnen og en passage mellem kajen og Amaliegade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorte Mandrup Arkitekter.

En trist klods

Den triste gråbrune bygning, der i øjeblikket står langs Amaliegade, blev tegnet af det knastørre funktionalistpar Eva og Nils Koppel i den anden halvdel af 1970erne – en periode i dansk arkitekturhistorie, der ikke er frygteligt meget godt at sige om.

Jeg er en stor fan af Koppel-parrets bedste ting: deres villaer og boligbebyggelser, DTU i Lyngby, H.C. Ørsted Institutet og Panum Instituttet er alle fremragende på hver deres måde, men lige her, hvor de skulle forsøge at tilpasse sig Frederiksstadens lette rokokkolegesyge, gik det helt galt.

Et indadvendt, umusikalsk og ucharmerende byggeri blev resultatet af deres forsøg, selvom de helt ukarakteristisk forsøgte at tilpasse bygningen til dens »kontekst«, som det hedder.

De lavede smalle vinduer i højformat og en »tung« sokkel helt som fortidens palæer, men bygningen blev ved med at se umådelig trist og kedsommelig ud.

Det hjalp lidt, at de faktisk fik landskabsarkitekten Edith Nørgaard til at tegne et fint haveanlæg til komplekset. I anlægget placerede Statens Kunstfond ti Heerup-skulpturer, og de er naturligvis gode og Heerup-agtige som altid – eneste problem er, at den såkaldte Heeruphave er stort set usynlig fra gaden, og på trods af et inviterende skilt er der ingen andre end de lokale beboere, der vover sig derind.

Så jeg må indrømme, at jeg her har svært ved at følge dem, der på traditionel vis straks råber »skandale«, når nogen vil bygge nyt i København. Som det ser ud på visualiseringerne, er den foreslåede bygning langt mere i familie med Frederiksstaden end den eksisterende og ovenikøbet rummer det nye projekt også en fin offentlig plads ud mod havnen og en grøn passage mellem kajen og Amaliegade.

Umiddelbart ser det hele meget fornuftigt ud, synes jeg. Åbent, socialt og i dialog med dets omgivelser, så for min skyld kan vi godt nøjes med at mindes det store Koppel-par med deres bedste ting og altså lade Dorte Mandrup og Mærsk bygge løs.

Relieffet fra 1734 fungerer perfekt med Koppel-parrets gavl fra 1979, Det er ikke i sig selv stor kunst, men kombinationen er et fornemt element i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Et smukt relief

Der er dog en lille anke, der nager mig. For enden af Toldbodgade, lige inden den knækker skarpt mod Amaliegade, hænger der et fint barokrelief på gavlen af Koppel-parrets bygning. Under den skalmurede gavl finder man nedkørslen til P-kælderen, så det er et ganske profant byelement, vi har at gøre med her.

Relieffet er fra 1734, da Christian VI var konge og her opførte sin nye toldbod. Det flyttede med, da man byggede en ny toldbygning i 1891, og kom altså også med over på Koppel-parrets bygning, da den stod færdig i 1979.

Relieffet er på ingen måde stor kunst, men det er hyggeligt, og lige præcis her fungerer kombinationen af billedrig barok og modernistbeton helt igennem forbilledligt.

Kommunen, Mandrup og Mærsk har alle lovet, at man vil bevare relieffet og finde et nyt sted til det, og det er på en måde fint nok, jeg synes bare, at man med det løfte rammer skævt af pointen.

Relieffet er nemlig ikke i sig selv særlig bevaringsværdigt – det er derimod det skæve, barokmodernistiske »mashup«, og jeg ville ønske, at Mandrup og hendes tegnestue kunne finde en måde at gentage det karakteristiske »stop«-element på her for enden af gaden.

Det er et smukt indslag, der fortæller enhver, at der sker noget væsentligt her, og sørger for, at alle husker at dreje. Samtidig markerer den knivskarpe kant, gavlen laver mod gaden, den logiske afslutning af Frederiksstaden og fungerer som optakt til alt det nye, der sker på den anden side.

Så alt i alt mener jeg, at Mandrup-projektet vil være en stor gevinst for kvarteret, men også, at det ville være perfekt, hvis vi kunne bevare den markante gavl med relieffet på – gerne i en ny fortolkning. Den passer altså perfekt lige her.

På denne plan kan man se, hvordan det foreslåede projekt kobler sig på det eksisterende Mærsk-hovedkvarter. Bemærk de to kvadratiske pavilloner, der efter planen skal rumme udeservering og cafeer af en eller anden art. Fold sammen
Læs mere
Foto: 1:1 Landskab.