Du tror det ikke – men i København finder du et flødeskumsrelief på en knastør p-kælder

Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl, guider til de ting i gadebilledet, der undrer ham. Vi er kommet til Toldbodgade, der altid har været bagside. Men det er derfor, den er skøn.

Relieffet fra Christian 6.s toldbod sidder i dag på gavlen af er parkeringshus i Toldbodgade. Niels Ahlmann Olesen

Når man bevæger sig fra Sankt Annæ Plads og nordpå ad Toldbodgade, støder man for enden af vejen, der hvor den svinger skarpt til venstre, på et stort og svulstigt relief, monteret på en tyndt berappet, knastør og moderne bygning.

Det ser pudsigt, men slet ikke dårligt ud, og får mig, hver gang jeg passerer stedet, til at længes efter dengang, den offentlige lyst til at fortælle historier var så stor, at man naturligvis skulle have et kæmpestort temarelief på sin toldbygning.